Plader

The Decemberists: The Hazards of Love

Skrevet af Jonathan Heldorf

The Decemberists sniger sig ud på et dristigt kærlighedseventyr i den dunkle skov, hvor fauner og fabeldyr regerer. Mere dystre og rå sider afsløres, og trylleskoven genskaber bandet som en fantastisk hybrid af middelaldertroubadouren og The White Stripes.

Jeg kiggede længe på coveret, første gang jeg stod med The Hazards of Love i hånden. Det tog mig virkelig lang tid at se, hvad det forestillede. Jeg kunne selvsagt godt se de visne, tørre grene, der snor sig kvælende rundt om hinanden på den kulsorte baggrund, men at det var pladens titel, de knudrede træstammer dannede, var en lille wow-oplevelse for mig. Men det var immervæk kun den første i rækken.

Hvor The Crane Wife på mange måder, med sine underligt muntre og poppede slagmarksmelodier, var en afstikker i forhold til bandets tidligere udspil – der primært bød på bloddryppende piratfolk a la ‘død mands kiste og planken ud’-toner – er The Hazards of Love ligeledes en ny og anderledes episk kulturrejse i forhold til tidligere, men denne gang går togtet hverken til det gamle Japan eller de syv have; derimod er det folklore med prinsesser, onde skovdronninger, monstrøse fabeldyr og sværmerisk uforudsigelig kærlighed, som The Decemberists bygger en storslået plade over.

Efter et noget langt, men dog fint opbyggende præludium sænkes vindebroen for alvor, og et helt ensemble af strengeleg udfolder sig, mens frontmand Colin Meloy med sin dertil velegnede stemme på bedste skjaldevis beretter om, hvordan kvinden Margaret bliver narret i utugt af en såret faun ude i den mørke skov.

Alle sangene på The Hazards of Love hænger således sammen som kapitler i en bog og fortæller både lyrisk og instrumentalt et sælsomt, mystisk, sørgmodigt, voldsomt og til tider smukt efterårseventyr, der varierer mellem små romantiske serenader, melankolske middelalderballader og store, larmende og skrigende rovdyrsrocksange.

Det er helt og aldeles umuligt at snakke om både højdepunkter og lavpunkter på The Hazards of Love, for den eneste ordentlige måde at høre pladen på er ud i en køre, hvor sangene overordnet betragtes som ét nummer, hvilket besværliggør en kritik af en enkelt episode, medmindre man omdefinerer begrebet ‘hit’ og i stedet snakker klimaks – for dem er der mange af, uden at det dog bliver for overvældende og anstrengende. Her demonstrerer The Decemberists en fin balancegang, hvor øret aldrig bliver træt af det, man hører, da variationerne som tidligere nævnt kommer hele vejen rundt om både de stjerneklare, sværmeriske sukkertoppe, de mere ensomme og vemodige vildfarelser og frem til de – for The Decemberists – nye toner, som jeg mest af alt har lyst til at beskrive som rå, fretboard-flækkende energiorgier i stil med noget så fjernt som The White Stripes.

Jeg blev meget positivt forundret, da jeg efter de første 10 minutter hørte et spinkelt, latent forvarsel om, hvad jeg havde i vente i form af langt tungere og mere distortionprægede skæringer, end jeg tidligere har hørt på en Decemberists-plade. De små lokkemadder bliver dog først for alvor til et ordentligt ædegilde godt 20 minutter inde i pladen – på nummeret “The Wanting Comes in Waves/Repaid”, hvor den til gengæld heller ikke får for lidt. Nummeret bygger hurtigt op efter den blide måneskinstur på “Isn’t It a Lovely Night” og bliver i løbet af 30 sekunder til et lydinferno, i stil med hvad jeg kan forestille mig, der kan komme ud af et ægteskab mellem Arcade Fire og The White Stripes, hvilket senere hen er tydeligst på numre som “The Rake’s Song”, “The Queen’s Rebuke/The Crossing” og den helt sublime børnekorsversion af gengangertitelnummeret “The Hazards of Love 3 (Revenge!)”.

Som sagt er det svært entydigt at placere denne plade både i forhold til stil, men også i forhold til lyd, for det går vitterligt op og ned, og den er ikke helt som nogen tidligere Decemberists-plade, men den er heller ikke milevidt fra, hvad man før har hørt fra dem. Der er både den gode popmelodi, den stille ballade og den svulstige kraftudladning; måske er det hele bare en sværdspids mere dunkelt og råt end tidligere. Under alle omstændigheder skal der lyde en varm anbefaling herfra, og der burde være noget for alles ører på The Hazards of Love. Hvis man beslutter sig for at give den en lytter, kan man godt indstille sig på, at der er en stor risiko for at blive forelsket, eventuelt på ny, i The Decemberists.

★★★★★½

Deltag i debat