Plader

The Setting Son: Spring of Hate

Skrevet af Lars Simonsen

Master Lorenzo Woodrose fra Baby Woodrose har igen ageret producer for sin young apprentice Sebastian T. W. Kristiansen, frontmand og sangskriver i The Setting Son. Som på debutalbummet flyder det med mesterlige psychpop-numre, men der er også blevet plads til dystre, melankolske skæringer.

For små to år siden udgav The Setting Son et af 2007’s mere interessante danske debutalbum. Den selvbetitlede plade var smækfyldt med fængende 60’er-inspireret psychpop, og med Lorenzo Woodrose (frontmand i Baby Woodrose) i producerstolen havde Sebastian T. W. Kristiansen en kompetent læremester. Det har han i øvrigt stadigvæk, da det er samme hr. Woodrose, der agerer producer denne gang, og desuden har neo-hippien fået følgeskab af hele tre musikere, således at The Setting Son nu mere fremstår som et band end som et rent soloprojekt.

The Setting Son er stadig garant for hamrende charmerende og catchy garagepop, og denne gang varieres udtrykket en smule mere end på debuten – og det klæder albummet. Ud over at musikken er ualmindelig melodiøs og fængende, er det især Kristiansens særegne vokal, der får lytteren til at spidse ører. Det nasale tvist og naive udtryk, sangstemmen rummer, passer ganske enkelt fortrinligt til de udsyrede psychpop-skæringer, Kristiansen strør om sig med let hånd.

Det hele starter blidt med klokkespil på det albumåbnende titelnummer; en titel, der i øvrigt refererer til urolighederne i forbindelse med lukningen af Ungdomshuset. På tredje skæring diskes der op med noget, der sagtens kunne blive et alternativt sommerhit. “Soulmate” indledes med karakteristisk pumpende orgel, og inden længe er lytterens øregange belejret af ordene »She’s my soulmate / my my my my soulmate« og et simpelt hook. Forbandet fængende og perfekt som lydspor til en glad solskinsdag, hvor kun nutiden gælder, og problemer er noget, der hører fortiden og måske en fjern fremtid til.

The Setting Son mestrer til fulde at skabe stemninger, der både er skæve, fri for bekymringer, sårbare og festlige. Endnu et eksempel på dette er “Obsession”, som er en fin lille fortælling med et vellykket drive og en glimrende guitarsolo undervejs.

I “I Lost Control” slippes tøjlerne for alvor, og (stof-)psykoserne får frit spil. En doven stemning indleder nummeret, indtil der gøres en gruopvækkende opdagelse: »Hey! What the hell is wrong? My feet are gone! / Yeah man! What’s going on? Can’t speak my tongue.« Skæringen bølger af sted, mens panikken over at have tabt kontrollen breder sig, og der afsluttes med et forløsende primalskrig.

“Girl of Sorrow” er bandets forsøg på at indfange en mere mellow stemning. Tempoet er her i bund, og Kristiansens vokal indtager undervejs et ualmindeligt sårbart udtryk. Med bittersød twang- og surfguitar tilsat lige så bittersøde linjer, f.eks. »She really likes to party but she doesn’t like the taste of wine,« skabes der et flot melankolsk nummer. Det hjælper i den grad på variationen i lydbilledet, at der også er gjort plads til dén slags numre på Spring of Hate.

Tårene triller også på “Demons in My Head”, hvor Kristiansen slipper godt fra deprimerende linjer som »I go to sleep but all I do is weep« og »The demons in my head make me wish I was dead.« Ordene pakkes vidunderligt ind i drømmende og bittersøde toner fra såvel guitar som orgel, og de dystre linjer til trods breder der sig et stort smil på denne skribents læber.

Som helhed er der også god grund til at smile bredt over The Setting Sons tilstedeværelse på den danske musikscene. Bandets veludførte psychpop bør få mere opmærksomhed herhjemme, og i løbet af sommeren tager bandet på erobringstogter til hhv. New York og London i forsøget på at skaffe en pladekontakt. Lykke til!

★★★★½☆

Deltag i debat