Plader

Tosca: No Hassle

Skrevet af Signe Palsøe

Det kan være farligt uden videre at stemple en plade som værende skidt eller enfoldig. Måske har man ikke givet musikken den rette mulighed for at udfolde sig. I dette tilfælde føler jeg mig dog mere end overbevist: Der er ikke meget at komme efter på No Hassle.

Jeg synes egentlig selv, jeg har været åbensindet. Som en engageret og velmenende pædagog, der måske ikke favoriserer, men i hvert fald tager ekstra hensyn til et usædvanligt indelukket eller fåmælt barn. For at få barnet til at vise sin egentlige identitet. Åbne sig op. Og måske også for selv at få den tilfredsstillelse at kende til usete kvaliteter, der skal listes frem med snilde og ikke er den utålmodige forundt.

Jeg har haft Tosca med i Dyrehaven. Vi har været ude at iagttage kronvildt, for det er forår, og der er nok at se på. Men det var ligesom ikke den rette atmosfære, og det virkede i grunden som et unaturligt sted for Tosca at befinde sig. Det er svært at bebrejde et produkt af det nye årtusinde, for selvom man fascineres af kitschede træblæsere (læs: panfløjter), er det naturligt, at alting alligevel må bibeholde et mere moderne islæt. Derfor var meditation, trods panfløjterne, heller ikke sagen. Det er svært at sidde stille, når pulsen pumper, og det hele blev alligevel for voldsomt til at holde fokus. På den anden side var løb heller ikke nogen succes. Allerede efter få meter var rytmen for tilbageholdende; der var intet engagement, nok mest fordi de store energiudladninger ligger den indelukkede sjæl så fjernt.

Jeg mistænker Tosca for at være en af de typer, der kan overtale en selvmordskandidat, som allerede står på toppen af et højhus, til at vende om. Eller i det mindste til at tænke sig om. Overbevise om at verden slet ikke rummer nok modstand til, at der er grund til at flygte fra den. På den anden side ville Tosca måske heller ikke kunne argumentere for, at der var nogen virkelig gode grunde til ikke at tage springet. Den situation turde jeg alligevel ikke afprøve.

Så nu er vi taget på kaffebar, Tosca og jeg. En af de her moderne af slagsen, der også er en boghandel, og hvor folk ikke snakker, men læser bøger om Holberg, parforhold eller måske Kroatien. Det er midt på eftermiddagen, og her er ikke så mange mennesker, men dem, der er, observerer vi i stilhed. Det ser ud til at være en større succes end de hidtidige forsøg. No Hassle – vi har tid til at dvæle. Den tilbagelænede, småhippe og intellektuelle atmosfære virker tiltalende på Tosca, der endelig ser ud til at have noget at byde ind med. Lounge. Repetitioner, som loftsviften, der forgæves prøver at oppiske Købmagergades stillestående luft. Sporadiske kvindestemmer. Loop. Gentagelser, der aldrig bygger op til andet end en ny begyndelse.

Jo, noget er det da, og jeg tror, jeg forstår, hvad det er, Tosca vil sige. Alligevel har jeg svært ved ikke at lade tankerne løbe. Det er ganske vist en del af seancen, men jeg bryder mig ikke om, hvor de løber hen. Kaffevand koger, isterninger knuses, livsstilsmagasiner rasler; lyden af ukomplekst velbehag. “Go’morgen Danmark”-stemning. No Hassle. Hakuna Matata. Tid til at slå benene op og læse Bekymringsløse Tidende – det er gratis for betalende gæster.

Og det er ok. Tosca synes bare ikke at have meget mere at bidrage med, og så er tre kvarter lang tid at være i hinandens selskab. Måske er det bare mig – der findes jo ikke forkerte indtryk, og oversete vinkler kan nemt syne af ensporethed. Men jeg er ikke pædagog, og jeg ved ikke noget om uslebne diamanter. Det føles egentlig mere som en lettelse end et tab. Jeg efterlader Tosca her og går på jagt efter noget mere substansfyldt at gå i kødet på.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Hej Signe.

    I al enkelhed en godt skrevet anmeldelse af en plade, der ikke når samme højder.
    Jeg læser tonsvis af anmeldelser og anbefalinger af plader – og jeg skøjter gennem de fleste. Men denne her fangede mig hele vejen. Og tak for det.

    Gode Hilsner
    Christian Langballe
    Pumpehuset

Deltag i debat