Plader

Zero Boys: Vicious Circle

Kender du Jay Reatard? Han skylder en del af sin succes til Zero Boys, der i 1982 udgav det slagkraftige punkalbum Vicious Circle. 16 sange på ikke engang den dobbelte tid, og alligevel ender albummet med at blive en smule kedeligt.

Jeg skal starte med at indrømme, at jeg normalt hader punk. Punk er aggressivitet, indestængt vrede og voldsomhed; former for negative følelser, som jeg ofte har svært ved at forbinde mig med. Mangel på komposition, masser af kaos og anarki tiltaler mig ikke, så derfor var det med forbehold, at jeg satte Zero Boys’ album Vicious Circle på. En genudgivelse af et album, der blev indspillet i ’82, bestående af 16 numre på i alt 28 minutter. Et enkelt nummer når lige over de tre minutter, men ellers er der tale om hårdtslående, hurtige numre på hver ca. halvandet minuts penge.

Vicious Circle er slet ikke så slemt et album, som jeg havde frygtet. Numrene er hårde og vrede, jo, men samtidig er de også stramme, tætpakkede, og vigtigst af alt er de utroligt iørefaldende. Et nummer som “Forced Entry” får på halvandet minut leveret en catchy tune pakket ind i massiv guitarstøj og forsangeren Poul Maherns flabede vokal.

»1, 2, 3, 4,« en skrigende guitar og så linjen: »I have no heroes, just having a good time / don’t need the Beatles, I don’t like the Stones / you see them alive in the 60’s, die in the 70’s, but I’m living in the 80’s.« Sådan indledes “œLivin’ in the 80’s”; et af pladens spændende numre, der har overskud til et lidt mere varieret brug af trommer og en dejligt forfriskende brug af synthesizer. Det fungerer rigtig godt, og på trods af min forudindtagede modstand kan jeg ikke lade være med at identificere mig en lille smule med de vrede unge mænd, der føler sig fremmedgjorte og udstødte. Vreden kan på mange måder være en god ting – det eksemplificerer Zero Boys på “Livin’ in the 80’s”.

Kender du Jay Reatard? Han har lært et og andet af Zero Boys, Minor Threat og Black Flag og andre af de sene punkbands, der blev kategoriseret som ’hardcore punk’. Disse bands er i grove træk karakteriseret ved, at de spiller højt, hårdt og hurtigt. Vicious Circle kan dog ikke helt kaldes et hardcore punk-album – til det er Zero Boys’ lyd for melodisk og på sin vis for pæn. Det er tydeligt, at det har været melodierne og ikke vreden, der har været drivkraften for Zero Boys. Derved bliver al støjen hurtigt sat i baggrunden og bliver, ironisk nok, lidt kedelig. På Jay Reatards Blood Visions kommer dette punkt aldrig. Det skyldes, at han har en så utrolig samling af melodiperler, at der på Blood Visions sker noget nyt og spændende i hvert nummer. Det er utroligt, at det kunne lykkes, men det gør det på Blood Visions.

En af fælderne ved at spille så hurtigt og så slagkraftigt, som Zero Boys vitterligt gør, er, at numrene hurtigt bliver til baggrund. Melodierne bliver aldrig helt udfoldede, før nummeret slutter, og et nyt riff tager over. Det er selvfølgelig meget spændende og energifyldt, men det bliver også hurtigt enerverende – der er simpelthen for mange udtryk, og de bliver konstant smidt i hovedet på en. En ny idé næsten hvert minut. Hele konceptet skriger: INTENSITET!, men pladen ender desværre med selv at miste pusten undervejs.

Mangler du noget musik til at sætte gang i en lidt for mondæn fest, så er Vicious Circle det rette valg, men du skal endelig huske at tage den af igen efter et par numre, ellers ender festen nemlig også med at være kedelig.

★★★★☆☆

Zero Boys: Civilization’s Dying
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/civilizationsdying.mp3]

Deltag i debat