Plader

aMute: Infernal Heights for a Drama

Det belgiske band aMute disker op med dyster, patosfyldt postfolk iblandet electronica, på en plade der svinger fra det kedeligt forældede til det fremragende fremsynede.

Jérôme Deuson, aka aMute, har som solist de sidste fem år udgivet noget af den mest spændende postfolk/electronica på markedet. Eller… det påstår pressemeddelelsen i hvert fald. Jeg indrømmer blankt aldrig at have hørt om den belgiske kunstner, som debuterer med fuld rockbesætning med den noget teatralske pladetitel Infernal Heights for a Drama.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad genrebetegnelsen postfolk mon skal betyde, men hvis man kan drage paralleller til den ellers så forkætrede postrock, så er det jo nok noget med lange, let abstrakte skæringer, der beror mere på dynamik end egentlig sangskrivning.

Det giver egentlig også udmærket mening forhold til Infernal Heights for a Drama, der indeholder flere skæringer, som nærmer sig de 10 minutter. Folk-delen er det til gengæld så som så med. Åbningsnummeret “Break” indeholder knapt guitar og drives i stedet af et dystert, skævt klaversample, der langsomt udbygges med strygere, blæsere og et simpelt beat, mens Deuson med hviskende, forvrænget stemme synger om vennen David, der efter alt at dømme ikke har det særlig godt. Her kunne aMute næsten minde om Radiohead, hvis altså bare Deusons stemme havde været blot halvt så karakteristisk og udtryksfuld som Thom Yorkes og ikke, som tilfældet er, noget leverpostejfarvet i det. Det er uden tvivl et af pladens svageste punkter, men dog noget man gerne ser gennem fingre med.

Det er nemlig de langsomt og tålmodigt opbyggede kompositioner, der er pladens store attraktion, og allerede på næste skæring, “May Faint”, kommer blandingen af nærmest industrielle beats, dyster, stemningsfuld synth og gedigen, let storladen indierock fint til sin ret. Bandet veksler mellem de store, mørke følelser og ren apati, og det er ikke just nogen voldsomt opløftende oplevelse at lytte til. Men det er ofte yderst effektivt, og den fine, patosfyldte orkestrering leder opmærksomheden væk fra den førnævnte svage vokal og den lidt banalt depressive lyrik.

Radiohead spøger igen på “Begone”, men især et band som A Silver Mt. Zion bør nævnes som en gennemgående inspirationskilde for aMute. Det gør sig også gældende på “Enclosed Movements/Inner You”, der faktisk er den første skæring, som egentlig kan siges at have noget med folk at gøre. Det er også den første skæring, der løfter sig over det gennemsnitlige, og med sine 11 minutter giver det bandet tid til for alvor at få luftet de mørke, psykedeliske tendenser, der løber som en rød tråd igennem hele pladen, men først her bliver realiseret til fulde. Det klæder dem ualmindeligt godt.

Hvad, der desværre ikke klæder aMute, er den lidt tynde og sært 90’er-klingende produktion, der giver pladen et tørt, akademisk og lidt vel homogent præg og holder de dynamiske udsving på et minimum. Det virker, som om Deusons let anakronistiske electronica-produktioner har fungeret som skeletter, der så er blevet tilført lag på lag af orkestrering. Det hænger for så vidt fint sammen, men det bliver en smule kedeligt, måske på nær på det fine “Spread”. Her er der god dybde i lyden med skarpe lilletrommeslag og støjguitar, men derudover fremstår produktionen noget blodfattig.

Det ødelægger heldigvis ikke pladens bedste skæring, “No Other Man”, der sætter en tyk streg under, at det er den dystert psykedeliske folk, der er bandets styrke. Nummeret vækker – med sin lidt stenede spacerock-lyd – i starten mindelser om tidlig Spiritualized, men slår snart over i en langtrukken, repetitiv figur, der med akustisk guitar og dronende synths stiger i intensitet over de resterende seks minutter. Her lyder aMute for en gangs skyld, som om de er på linje med deres samtidige, først og fremmest andre eksponenter for dyster freefolk og drone.

“No Other Man” er på afstand pladens bedste nummer, og det virker bestemt, som om det er denne vej, bandet skal gå fremover. Ikke at samtidighed nødvendigvis er en dyd i sig selv, men lyden på resten af pladen er altså mere anakronistisk end tidløs, og det skæmmer i nogen grad en plade, der kunne have været bedre, end den er. Det afsluttende og tydeligt Fennesz-inspirerede “EyElash: Fukt” lyder, som om det er stagneret i sin fascination af ambient-techno og sfærisk electronica.

Hvis aMute finder en måde at kombinere deres elektroniske elementer med den dystre folk og repetitive psykedelika, vil de uden tvivl være i stand til at skabe en fremragende plade. PåInfernal Heights for a Drama formår de dog ikke at holde styr på virkemidlerne, og selvom pladen ikke som sådan indeholder nogle decideret svage numre, er der simpelthen lidt for langt mellem snapsene.

★★★★☆☆

Deltag i debat