Plader

Anna Järvinen: Man var bland molnen

Skrevet af Signe Palsøe

Anna Järvinen lever på sit andet soloudspil op til alle fordomme om velskårne svenske popsange og melankolske skandinaver. Det er der alt i alt kommet en rigtig fin popplade ud af.

Da jeg var barn, forsøgte min mor altid at spise mig af med en ikke-eftersynkroniseret version af Pippi, så jeg kunne lære lidt svensk, for »det ville jo nok være godt at kunne senere i livet.« Right. Jeg syntes selvfølgelig, at min mor var en hat, og svensk var lamt, eller hvad man nu syntes, dengang man var fem og bare gerne ville stene Pippi i fred, men når jeg bliver præsenteret for en plade som Man var bland molnen, havde det alligevel været rart at kunne komme med anden respons på teksterne end et dumt og uforstående blik.

For det er Anna Järvinens vokal, der er omdrejningspunktet på Man var bland molnens lette popskæringer. Den er dansende let, men jordbunden, til tider en smule lillepiget og tilpas småskinger og jätte, jätte svensk. ‘Sommermusik’ er et prædikat, det er svært at komme uden om, og pladens to første numre, “Låt det dö” og “Äppelöga”, er da også af typen, der med deres sprudlende melodier og uimodståeligt charmerende mundharmonikaspil giver lyst til at grille pølser på en klippeø et sted i den svenske skærgård. Selvom numrene er spækket med alt fra violiner og guitarriff til kastagnetter og tilbageholdende »uh uh«-kor, formår de alligevel at fremstå så simple og fængende, at de er det perfekte soundtrack til et sådant ubekymret øjeblik.

Man fornemmer dog alligevel, at bekymringen og melankolien ikke ligger Järvinen alt for fjernt. Selvom den ikke kommer til udtryk i samme grad som dengang, hun sang i det hedengangne Granada, er den alligevel at spore i musik såvel som vokal som en slags accepteret tristesse, nordisk melankoli eller hvad, du nu vil kalde det. Den kommer naturligt nok for alvor til sin ret ved de mere afdæmpede indslag, som “Sosial kompetens” eller “Boulevarden”, der også er de steder, hvor jeg for alvor savner et bedre kendskab til det svenske sprog, end tilfældet er, for rent musikalsk mangler numrene intensitet og savner det liv, der er pustet i pladens mere gestikulerende skæringer.

Enkelte steder lykkes det dog Järvinen at få givet tilbageholdenheden så meget nerve, at den undtagelsesvis bliver en styrke. Den afsluttende “Nattmusik” er en dæmpet, valsende sag, der alligevel synes at besidde en underspillet livlighed som resultat af en yderst elegant brug af klaver, rytme og violin. Også “Ruth” skiller sig positivt ud, for her foretager Järvinen lidt af et karakterskift og pådrager sig en vokalmæssig klangfuldhed, der er at sammenligne med Marissa Nadlers.

Variationen mellem popperlerne og de stille passager gør, at Man var bland molnen sjældent står i stampe, for når den afvekslende instrumentering og melodiøsiteten går op i en højere enhed, fungerer det rigtig godt. Selvom jeg ikke kan afvise, at den sproglige barriere giver mig visse tab, er pladen en fin lytteoplevelse, hvis bedste øjeblikke vil gøre sig godt på de lune sommeraftener, hvor det betyder mindre, at man inte altid fatter den dybere sammenhæng.

★★★★☆☆

Lyt til “Äppelöga”:
[audio:http://www.hapna.com/Appeloga.mp3]

Deltag i debat