Plader

Antifilm: IO

Lyden er som gjort af flere guitarers parstemninger. Små stop i tiden og så: klimaks. Endnu et klimaks. Og så tilbage til scratch. Kan næsten ikke få nok af det. Et narkotikum så vanedannede at selv William S. Burroughs kunne finde på at falde i igen.

Jeg nævner i flæng og helt uden for alfabetisk rækkevidde, det er der ikke tid til lige nu: My Bloody Valentine, Sonic Youth, Thurston Moore, Cale Parks, Roy Montgomery, Mogwai, Labradford, Cocteau Twins, Air Formation, Slowdive, Belong og, tja, Fleeting Joys såmænd også. Er du én af dem, der kan nikke genkendende og ganske anerkendende til et eller flere navne fra ovenstående række, så er du i søgelyset til at kunne kærtegne og omfavne Antifilms seneste udspil,IO.

Grupperne, inklusive Antifilm, er alle en vældig samling fantaster, og alle bidrager til noget så smukt som den umiskendelige lyd af alting, der går i stå, samtidig med at lydlommer imploderer, og stemninger vælter ind i hjernebarken, hurtigere end man når at dissekere indtrykkene. Som at lytte til en ligegyldig og intetsigende hitliste et sted derude, indtil der bliver prikket, nej, rusket i ens skulder, og man får fortalt, at nu er der noget forbandet vigtigere. IO er dette. IO er vigtigere. IO er vigtigere end hitliste. Vigtigere end så meget andet, der flyver igennem vores lyd-æter. Vigtigere end attitude og kommercielle salgstal. IO er en hitliste i sig selv.

Thomas Bred er en mand med referencerne i skønneste orden og ikke nok med det; han er også en passioneret fyr med fantastisk flair og ydmyg ømhed over for strenginstrumentet kaldet en guitar. Og så er han personen bag enmandsprojektet Antifilm, og sådan skal det være. Man behøver ikke at være flere, det her går strygende. Jeg nyder og ynder at blive beruset over enmandshære, der forfølger følelsernes sitren og ikke ser andet valg, end at der skal sættes lyd på de ting, der rumsterer rundt i virvaret af musikalitet – koste hvad det vil. Og oven i købet skal det saftsuseme også være højt – og i den grad højt nok til, at det suser direkte ind under huden på én i kaskader af støj, imiteret bølgegang og med fejende vimpler af drømmesekvenser. Ligesom Ariel Pink gør det og R. Stevie Moore before him. Fra Do It Yourself-nationens godfather til en dansker midt i 30’erne med fokuseret ørenlyd over for guiarstrengenes sammenspil. Det bliver næsten ikke bedre.

IO er fantastisk fra start til slut. Jeg begriber næsten ikke, at vi i Danmark har musikere, der formår at udtrykke sig så smukt gennem lyd. Det stemmer ligesom ikke overens med de sædvanlige danske traditioner, vi ellers plejer at blive præsenteret for. Det begejstrer mig, og jeg kan ikke sidde stille. Nuvel, jeg har også en temmelig stor portion lidenskab for shoegazer, noiserock og dets lige, så måske er jeg bare ganske overvældet over at blive ført sammen med lyden af noget, jeg kun troede var udlandet (nærmere bestemt USA, England og Irland) kært.

Men når det er sagt, så er der altså en flot rød tråd gennem hele skiven, og set i bakspejlet vil jeg mene, at følelsen, jeg sad tilbage med efter at have stiftet bekendtskab med IO, var meget tilsvarende den, jeg sad tilbage med efter de første gennemlytninger af My Bloody Valentines Loveless i gamle dage. Den dér blandede cocktail af lige dele feberagtige søsygesvingninger og massive flader af rendyrket knitrende lyd. Man var medtaget i tiden efter, og egentlig længtes man bare efter at sætte skiven på og gentage nummeret forfra igen og atter igen. Forsøge at distancere sig fra lydens output og håbe på, at der ikke blev efterladt for mange spor i erindringen, således at hver gennemlytning forblev så frisk, uopdaget og vanvittig uhåndtérbar, at selve desorienteringen var en fryd i sig selv.

Således også med IO. Sangene flyder sammen, vælter sig oven i hinanden som en slags evig flygtig postej ladet med nerve. Ud over kanten, men stadig sammenhængende til sidste trevl.

Pladen lægger ud med enkelhed i “What’s With All the Stars” – lyden af en guitar med nedstemt E-streng i det dybe C og ellers kun meget få variationer. Et trademark der er kendetegnende for hele pladen. Enkelhed, ikke at indsmøre eller tilsmudse det porøse med for mange lag. Kun at hive det nødvendige frem og lade resten ligge i gemmekassen til næste gang. I baggrunden anes Breds vokal på niveau med instrumenterne i det endelige mix, som om han ønsker at give lytteren en ledetråd til oplagt afkodning: »Det er meningen, at alt det, du som lytter hører, er en samlet styrke. Der bliver arbejdet som helhed. Alt tæller lige højt på barometret.« Et trick som My Bloody Valentine i lige så høj grad benyttede sig af, om end endnu mere radikalt. Men det virker, og det gør det også på IO.

“Drainage” – igen legende guitarer – flere lag og flere lag vokaler. Jeg tænker på, om Bred benytter sig af at stemme guitarerne i forskellige stemninger, som man kender det fra Sonic Youth. Hver lille snert guitar giver sit bidrag, og helheden overdrives aldrig.

I “Heavy Petting” (man kan ikke andet end holde af titlen) drukner alting i basboost og rumklang, og jeg driver inderst inde mod Canada, mens en tanke falder til Roy Montgomery. Bred ejer et overblik så stort, som det kræves at kunne beherske elementerne nok til, at det hele lyder som et band. Sangene er aldrig særlig lange, omkring de tre, maksimalt fire minutter, men alligevel glider man ind i lydbilledet, og man mister fodfæste tidsløst.

“Mado” veksler med klaverspil – en ting Bred stadig gør sig i – og der bidrages til den melankolske konto. Det er nærmest som en slutspurt i bedste Labradford-stil. En slags skjult hyldest til den instrumentale struktur og et vink på afstand til “Providence” med Sonic Youth.

Numrene “Faster” og “Here Comes the Son” er dreampop-sekvenser, der hygger sig i soltider, og guitarer, der gnider sig om kap med et anderledes instrumentrepertoire. Spinkle vokaler og få rytmer, akkorder og indgreb, der føles som en liderlig cykeltur gennem Assistens Kirkegård med emmende varme forklædt som kådhed. Føles som 15 år gamle, dedikerede, aldrig udgivne ekstranumre fra Cocteau Twins’ smukke plade Milk & Kisses.

“Rondo” er virvar og pletvise igangsætninger på en repetitiv dronet rundgang. Et sporadisk vortex man suges ind i og lader sig blive opslugt af. Lige dele klaustrofobi og våbenhvile. Som en slags videreudvikling af en hengemt hybrid mellem “Expressway to Yr Skull” fra EVOL og det unavngivne track nummer ni på Washing Machine, begge af Sonic Youth. Et af IO’s smukkeste.

Skæring syv og ni på pladen er nok blandt mine absolutte favoritter. I særdeleshed nummeret “IO”, der uden sammenligning er pladens genistreg i min optik. “Ovenfra” og “IO” er, til trods for deres fornemme opskrift a la My Bloody Valentine, Fleeting Joys og Air Formation, stadig udført med Breds helt eget særprægede touch. En mur så tung og alligevel så blødgjort af kridhvide klirrende guitarer, der bombarderer hinanden i få, enkle sekvenser. Lyden er som gjort af flere guitarers parstemninger. Små stop i tiden og så: klimaks. Endnu et klimaks. Og så tilbage til scratch. Kan næsten ikke få nok af det. Et narkotikum så vanedannede at selv William S. Burroughs kunne finde på at falde i igen. Og man hører legenden fortælle: »And he played all those instruments and it sounded just like when Titans scream.«

★★★★★★

1 kommentar

Deltag i debat