Koncerter

CocoRosie, 09.06.09, Den Grå Hal, København

Skrevet af Christian Klauber

CocoRosie leverede i den grad varen og fik publikum med sig i deres absurde musikteater, der bød på alt fra elektroniske samples over afrobeat til operalignende skønsang. Smukt!

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Der er noget helt unikt over søstrene Casadys univers. Det befinder sig i et underligt krydspunkt mellem fjolleri og dyb alvor, mellem barnlig vrængen og voksen sensualitet, hvor man som lytter skiftevis trækker lidt på smilebåndet og bjergtages af deres smukke, kraftfulde stemmer og særprægede lydunivers, der folder sig omkring én som en varm, lun kappe.

Sådan var det også i går, hvor Sierra Casady kom hoppende ind på scenen iført læderbukser, trusser uden på bukserne og et forklæde til at dække sin bh. Sierra startede koncerten alene på scenen med at spille småstøjende guitar tilsat synth. Da Bianca Casady kom på scenen, var det iført kappe og selvlysende øjenskygge, i et univers der mindede om Fever Rays eller The Knifes. Scenen var sat til en eventyrlig oplevelse.

Jeg må indrømme, at jeg indledningsvis var en anelse skeptisk over for Den Grå Hal som koncertsted for CocoRosies særprægede og på plade ikke vildt store lyd, men dels bestod set-uppet i går af en percussionist og en pianist, der var et fængende, dynamisk og slagkraftigt supplement til søstrenes vokaler og henholdsvis harpe og elektroniske samples, dels viste Den Grå Hal sig perfekt til at huse de to søstres særprægede vokaler. Der er højt til loftet, så deres vokaler – og især Sierra Casadys storladne operavokal – kunne få lov til at folde sig helt ud og strække sig op mod loftet.

I løbet af den halvanden time, søstrene spillede, fik vi flere af de rigtig gode numre; fra The Adventures of Ghosthorse and Stillborn blandt andet “Animals” og det nærmest hiphoppede “Promise”, hvis tunge beats fungerede ekstremt godt live, “K-Hole” og “Beautiful Boyz” fra Noah’s Ark samt søstrenes version af Kevin Lyttle-nummeret “Turn Me On”, inden koncerten meget passende – inden ekstranumrene, der bød på Youtube-videoer og eurodance – sluttede med “Japan” fra førstnævnte album.

Flere gange stod publikum bjergtagne og vippede fra side til side på den bølge af lyd, der strømmede ud fra scenen. Især er Sierras fantastiske vokal utrolig smuk, nærmest forførende (den gav mig gåsehud), og de mange elektroniske lyde, der indarbejdes i numrene, for eksempel hanegal, gør lydbilledet interessant, fordi der hele tiden tages uventede lydkilder i brug. Det er på mange måder simple effekter, men det er svært ikke at blive revet med, fordi Casady-søstrene ganske enkelt formår at ramme, hvor det gør allermest godt og en lille smule ondt. Og det er som bekendt i hjertet.

★★★★★☆

Deltag i debat