Plader

Datarock: Red

Der er dømt stram norsk synthpop på Red, og de 13 hybridsange tænder godt op i et feststemt sankthansbål, men ilden dør relativt hurtigt og efterlader et forkullet indtryk, der ikke giver plads i databasen over mindeværdige plader anno 2009.

Det er muligvis både funky og fantastisk retro-agtigt, altså indholdet på Datarocks nye album, Red, men jeg er mere tvivlende omkring holdbarheden. Nok er energien til stede, og bandets udmærkede hybridmusik, der emmer af 80’ernes store armbevægelser og lydflader, kommer helt sikkert til sin ret, men det lyder lidt for meget af døgnflue.

Sangene er som sådan ikke banale og ligegyldige, men der er bare alt for mange referencer i spil, og det gør pladen upersonlig, hvilket er en skam, for duoen har helt sikkert en tæft for både melodi og det, der fænger. Det er helt ok at hylde en hvilken som helst idé, et ikon, en tidslomme osv., og man kan ikke klandre Datarock for ikke at spille med åbne kort. Men når man, som de gør på Red, holder en lukket fest uden at overveje substansen, så bliver indtrykket af pladen en anelse for meget lig noget, vi kalder kopibands, og mon ikke de fleste foretrækker ‘the real thing’. I dette tilfælde hedder de f.eks. Talking Heads, Adam Ant, Blondie, The Communards m.fl.

Datarock fyrer den helt sikkert af, og det giver kredit. Både på den vilde måde, men også på den lidt mere lumre, hvor f.eks. åbningsnummeret, “The Pretender”, og “In the Red” indbyder til noget halvfrækt på et dansegulv. Det mere dansable er dog for alvor islættet på Red, og både “Give It Up” og “Dance” går direkte i fodballerne, med sprudlende og pulserende rytmer og diskofeber. Alt i alt kan man sagtens nyde pladen for dét, den er, og lade den være festens kantede indslag.

Det undrer bare lidt, at man har valgt en så unuanceret tilgang til det at lave musik, og det er ikke, fordi Datarock ikke tager dem selv højtideligt nok. Man kan ikke lade være med at tænke, at her får man godt humør for pengene, men når man vågner op næste morgen, så er posen med erindringerne om musikken lige så tom, som bagsædet på en gulpladet bil.

Jeg savner en person/grundtanke/kontekst bag det, der kommer ud af højtaleren – og et eller anden form for perspektiv. Selvom man selvfølgelig en gang imellem skal arkivere de dybe tanker og lade sig rive med i en kortvarig beruselse, så flakker intentionerne på Red rundt, og man spørger hele tiden sig selv, om det bare var dét, eller om der alligevel kommer mere, når nu indpakningen og udførelsen rent faktisk virker relativt ambitiøs.

★★★☆☆☆

Deltag i debat