Plader

Eminem: Relapse

En af musikhistoriens største succeser udsender sit første album i fem år. Er det lige så skidt, som sidst vi hørte fra ham, eller lige så godt som første gang? Og er der overhovedet noget ved Eminem i 2009?

2000:
Med The Marshall Mathers LP cementerer Eminem sin status som de seneste års mest intelligente rapper. Han tager mulighederne i brugen af personaer – der ligger indbygget i hiphop-genren – og vrider dem, til han opnår resultater, ingen har opnået før.

Et nummer som mesterstykket “Stan” er medrivende, urovækkende, velsamplet og smukt, og teksten er på et litterært niveau, hvor ingen andre – uanset genre – kan følge med. Andre numre er nærmest groteske i deres udpenslende lyrik, og her gør Eminem suverænt brug af det Slim Shady-alter ego, han allerede søsatte med enorm succes på sin debutplade.

På alle numre er Dr. Dres beats kongeniale og præcise, og flere steder viser den aldrende doktor sider af sit enorme talent, som vi ikke før har hørt, samtidig med at han yderligere perfektionerer, hvad han i forvejen mestrede som få andre.

Eminem er en af verdens mest ombejlede rappere, og det formår han at lukrere på i en grad, så hans musik synes at gå totalt i sync med tiden. Den her plade er på en gang så 2000, som noget bliver, og samtidig aldeles tidløs. Med The Marshall Mathers LP er en musikhistorisk klassiker født, der vil give genlyd langt ud i fremtiden

2009:
Lever Eminem virkelig endnu? Er en musikstjerne nogensinde før gået fra så enorme kunstneriske og kommercielle højder til noget nær glemsel på så få år?

Efter milestenen The Marshall Mathers LP, den mere end holdbare The Eminem Show og noget nær verdensherredømme med hovedrollen i Curtis Hansons “8 Mile” brændte Eminem ud. Den enorme mængde pres og publicity, han før havde formået at omsætte til kunstnerisk brændstof, overmandede ham, og han svævede mellem depression, mangel på inspiration og deciderede overvejelser om helt at opgive musikken.

Han ramte bunden med et dunder med udsendelsen af den katastrofalt ringe Encore. Selvom hans pladesalg fortsat var astronomisk, var det tydeligt, at der ikke var mere at komme efter hos hverken Slim Shady, Eminem eller Marshall Mathers.

Nu er han tilbage med sit første udspil i fem år, og hvad dælen skal man forvente? En fadæse a la den foregående plade? Et mesterværk a la de to første? Eller noget helt nyt?

Det første, man bemærker, er, at Eminem ingenlunde har været savnet. Den kunstner, der engang syntes at være i uhørt samklang med sin tid og sit publikum, er på nærmest uhyggelig vis glemt, og det er i grunden svært at forestille sig igen at høre en (samfunds- og medie)relevant Eminem-sang.

Alt er ved det gamle på Relapse. Teksterne handler stadig om hans mor, om horrorcore-lignende mordfantasier, hash og diss-ofre så 2005 som Jessica Simpson, Britney Spears og John Mayer. Eminems største force, lyrikken, er altså håbløst sat og intetsigende på denne plade, men musikken står til gengæld mestendels distancen.

Encore var frem for alt en musikalsk falliterklæring med uhyggeligt lamme, forcerede clubtracks og klægt strygersentimentale ballader. Relapse er solid uden at brillere. Eminem virker koncentreret og opsat på et comeback, men han bliver aldrig vedkommende. Som lytter føler man en let overbærenhed, og man irriteres over, at pladen skal være 20 numre lang.

Konklusionen er, at verden har lige så meget brug for et nyt album fra Eminem som et ditto fra Aqua, og det er virkelig svært at forestille sig, at han nogensinde skulle få sine trætte formler til at virke igen. Det bliver med statsgaranti ikke på tvillingepladen Relapse 2, der er rygtet ude, inden året er omme.

Men jeg er da i det mindste blevet mindet om, at der engang var en unik kunstner, der hed Eminem, som lavede mesterværket The Marshall Mathers LP. Den strømmer ud af mine højtalere nu, og den er lige så overbevisende, som den var i 2000.

★★½☆☆☆

Deltag i debat