Plader

Foreign Born: Person to Person

Det er primært de storladne toner, der præger Foreign Borns Person to Person, og inspirationen fra helt store navne som U2 er tydelig. Samtidig har både lyd og band personlighed. Det er sgu fedt!

Det nærmeste, man kommer en officiel hjemmeside for Foreign Born, er en meget hjemmelavet udseende blog. Umiddelbart forledes man til at tro, at man har at gøre med et pladeselskabsløst band, der kæmper for at promovere sig selv og sikre sin fremgang inden for musikkens udfordrende og barske verden. Men, men, men”¦ man skal ikke skue hunden på hårene.

Når man hører Foreign Borns musik, flyver tankerne nemlig i helt andre retninger. Her er slående ligheder med ingen mindre end U2, David Bowie, The Killers, you name it. Modsat den beskedne blog er musikken fra Foreign Born heldigvis storladen, og det er muligvis altafgørende for denne musikalske oplevelse, for det er en særpræget storladenhed, der desværre ikke så tit høres i denne type musik. Måske har vi her en undtagelse, der bekræfter reglen.

Vi snakker nemlig ikke blot klassisk guitarrock med et stænk af pop, om end inspirationen herfra bestemt ikke er til at overse. Nej, her er stor variation i det musikalske i form af synth-bas, strygere og trompeter, og Foreign Born beviser ydermere, at det ikke kun er på de tidlige Kings of Leon-album, der bliver brugt koklokke på en kort sagt cool måde.

Nu har jeg slynget et par meget kendte og velbetalte bands på bordet i forbindelse med Foreign Born. Skal det så forstås sådan, at Person to Person bare er et rip-off af ovennævnte kunstnere, blot tilføjet et par ekstra instrumenter? Svaret er helt kort nej. Det, bandet har tilfælles med resten af gruppen af stadionrockere, er solid kvalitet og en storladen lyd. Det, der gør Foreign Born anderledes, er mængden af kreativitet. Selv lytteren, der er skeptisk over for kommerciel rock, behøver bestemt ikke at være nervøs her. Foreign Born har lige det ekstra, der skiller dem lidt ud fra mængden.

Pladeselskabet Secretly Canadian, der står bag Foreign Born, sælger dette deres andet album som det, de kalder for ’summer anthems’, og de vil med andre ord helst markedsføre bandet på deres mest poppede aspekt. Det er jo det, der sælger. Men det er synd, for der er meget mere i Person to Person end glad, dansevenlig poprock til en grillaften på tagterrassen. Jeg nød f.eks. ligeledes at læne mig tilbage og lytte til søde og følsomme små melodier som “It Grew on You” og “Wait in This Chair”. Når forsanger Matt Popieluch synger i den mere melankolske ende af spektret, kan jeg ikke undgå at føle lidt med ham.

Med andre ord er der stemningsmæssig spændvidde på dette album, om end de glade toner, indrømmet, fylder en smule mere end de melankolske. Men hvad gør det også? Hvis hensigten er at få lytteren i godt humør, er det bestemt lykkedes med mig, og jeg kan ikke nævne ét nummer på dette album, jeg ikke kan lide. I det hele taget er det utroligt svært at finde noget at klage over. Det skulle da lige være, at det kan være svært at høre alle detaljerne i de ellers velskrevne tekster pga. Popieluchs lettere snøvlende stemme. Men så igen, selv dette har sin unægtelige charme, og det passer som fod i hose til bandets klassiske, midt-70’er-rockstil. Det er kort sagt bare lækkert det her.

★★★★★☆

Deltag i debat