Plader

Forest & Crispian: Modest Sensation

Skrevet af Camilla Grausen

Den svenske trio har i den grad ændret stil siden deres festlige og skizofrene debut. Efterfølgeren er anderledes afdæmpet og mere helstøbt. Med de mange inspirationskilder giver bandet os et musikunivers, der er orientalsk, melankolsk – og absolut betagende.

Forest & Crispian startede med en Modern Sensation for to år siden og vender nu stærkt tilbage med en mere ‘beskeden’ toer i form af Modest Sensation. Titlerne på de to første album fra den svenske trio minder ganske vist om hinanden, men her hører ligheden også op. Der er med andre ord sket meget siden debuten. Modern Sensation var én stor omgang legesyg og festlig stilforvirring. Pladen stak i sjælden høj grad i mange forskellige retninger, og svenskerne iførte sig gulstribede jakkesæt og stråhat og døbte hele molevitten ‘new wave barber shop rock’. Hvordan deres musik derfra ville udvikle sig, var umuligt at forudsige.

At trioen ville udvikle sig i en mere afdæmpet retning, var ikke en af de muligheder, jeg havde regnet med. Ikke desto mindre er Forest & Crispian gået hen og blevet… beskedne! Og dog. Modest Sensation er mere beskeden end forgængeren, i den forstand at der ikke er så mange hyl og skrig og skøre indfald. Men på en anden måde er nærværende album bestemt ikke mere beskedent – for det er mere ambitiøst og målrettet. Vokalharmonierne sidder lige i skabet, der er en masse instrumenter med, og alt er gennemarbejdet med styr på detaljerne.

Albummets åbner, “Benazir”, slår den nye tone an hos Forest & Crispian. Den er rolig og alvorlig og orienteret mod omverdenen. Med en sådan titel kan nummeret næsten ikke henvise til andre end den kvindelige, tidligere premierminister i Pakistan, Benazir Bhutto, der blev myrdet i slutningen af 2007. Den triste begivenhed har øjensynligt inspireret Forest & Crispian til at komme med en politisk kommentar om, hvorledes demokratiet igen har tabt, med forsanger Adam Hjertströms ord: »democracy mocked again.« Det er blodig alvor pakket ind i en blød melodi, der er behagelig, men med en melankolsk undertone. Det er ikke længere bare sjov og ballade hos den svenske trio.

Umiddelbart kan det undre, at vi starter i Pakistan, men så snart albummet udfolder sig, bliver det tydeligt, at det er helt i tråd med albummets tema. En let brise af alternativ pop fører os videre ud i persiske drømme, til vestlige kyster, forbi Guantanamo og hjem til Sverige for at ende i Fjernøsten på de to sidste numre, “Marude Kiku” og “Calm Down”, hvis titler meget sigende er på forskellige sprog. Alle disse verdensindtryk viser bandet i teksterne gennem forskellige sprog og specielle instrumenter, som orientalske fløjter, malaysiske trommer og en række blæsere. Selvom det måske kunne lyde sådan, er Forest & Crispian dog ikke gået over til at lave verdensmusik. Alle de orientalske elementer overtager ikke albummet, men er integreret i bandets egen tilbagelænede popmusik og forbliver små udflugter til og påmindelser om den fagre vide verden.

Der er virkelig fine øjeblikke på Modest Sensation. Nummeret “Whilst All the Elephants Stampede” er drømmende, med en let og lys vokal – et øjeblikkeligt smuk nummer, der midtvejs brydes af et skramlende synthstykke. På denne måde udfordrer trioen hele tiden lytteren – et andet eksempel er vokalharmonierne i “Whispering Wind”, der udvikler sig til en ren symfoni med trombone, trompet og fløjter.

Forest & Crispians Modest Sensation er noget så usædvanligt som et popalbum, der formår at inkorporere mange musikalske inspirationskilder og samtidig forbliver afdæmpet. Det kræver finesse at skabe en sådan symbiose af forskelligartede musikalske elementer uden at bruge voldsomme armbevægelser. Der er masser at komme efter for lytteren, som kan søge nye eventyr i et album, der efterhånden åbner sig mere og mere. Forest & Crispian var værd at elske for det legesyge, festlige band, de var før, og de er i endnu højere grad værd at elske for det band, de er nu, med denne beskedne sensation.

★★★★★☆

Deltag i debat