Plader

Jeffrey Lewis & The Junkyard: ‘Em Are I

Skrevet af Christian Birk

Jeffrey Lewis er svigermors drøm. I hvert fald hvis ens svigermor er hyppig læser af Undertoner, Soundvenue og Geiger, har købt billet til Deerhunter og Crystal Antlers og Simon Finn og læser Marjane Sartrapi og Harvey Pekar og ikke Stieg Larsson og Dan Brown.

Det er egentlig underligt, at Jeffrey Lewis ikke er mere eksponeret, end tilfældet er. Da jeg fik stukket hans nyeste skive, ‘Em Are I, i hånden, var jeg lige så fortabt som efter Morten Messerschmidts sejr ved valget til Europa-Parlamentet. Jeg, som troede, at jeg kunne betegne mig selv som musikkender, var nødt til revurdere min status. For det er næsten umuligt ikke at have hørt om Jeffrey Lewis. Eller det har jeg i hvert fald fundet ud af. Der er nemlig ikke nogen eller noget mere moderne end hr. Lewis. Han er definitionen af, hvad der er cool i dag. Musikkens svar på hovedstædernes Berlin. På grøntsagernes spidskål. På partiernes SF eller DF (om man vil).

Men hvorfor kender jeg ham så heller ikke (spørger en undrende læser, forhåbentlig!)?. Ja, det er egentlig et godt spørgsmål, for amerikaneren har faktisk alt, hvad der skal til for at spille for et udsolgt Vega. Han har nemlig sin egen tegneserie, han er fra New York, og så er han minsandten også venner med alle de rigtige folk-musikere. Jeg nævner i flæng: Kimya Dawson, Devandra Banhart, Herman Dune og Adam Green. Nej, så bliver det vel ikke meget federe. Jeffrey Lewis er musikkens svar på Københavns Vesterbro, men alligevel har han ikke besøgt Enghavevej 40 endnu. Vores mystiske tegneserieforfatter passer jo så godt ind i målgruppen. Men hvorfor kender målgruppen ham så ikke? En opgave for kriminalkommisær Barnaby er det uden tvivl. Forhåbentlig finder vi svaret uden at påkalde den sympatiske brite.

Heldigvis har vi en plade at lytte igennem. Den må kunne give os de svar, vi mangler. På den må det være muligt at finde et eller andet obskurt, et eller andet fuldstændig umoderne, som gør, at jeg ikke kender Jeffrey Lewis og hans venner fra lossepladsen. Men det er svært, for i den første halve time er det faktisk en rigtig stor fornøjelse at lytte til drengenes alternative folk (endnu et bevis, som burde betyde en stor fanskare). Pladen bliver sparket lidt forvirrende i gang med den overrumplende og lidt enerverende, halvt punkede, halvt øretæveindbydende sag, “Slogans”. Men det glemmer man hurtigt, for de næste 30 minutter er af så høj kvalitet, at man glemmer alle de forbehold, man kunne have imod så ‘moderne en kunstner’.

På “If Life Exists?”, “To Be Objectified” og “Bugs & Flowers” befinder vi os i Jeffrew Lewis’ smukt tapetserede lo-fi-univers. Det er egentlig nogle ret simple kompositioner, men der er et eller andet over de vidunderligt afpillede numre, som gør, at man lader sig forføre af de gode melodier og Lewis’ lidt dovne vokal. Det lyder egentlig ikke, som om han anstrenger sig ret meget, men i det ligger netop charmen. På så mange plader føler man, stilen kommer frem for musikken. Her er det på forrygende vis vendt på hovedet. Her lyder det, som om de ikke kan andet. Som om ‘Em Are I er sat i verden, fordi den skal, og ikke bare fordi man kan. Rent instrumentelt benytter man sig ikke af mere end højst nødvendigt. Numrene er primært akustisk bårne, men når temperamentet byder sig til, er Lewis’ medbragte musikanter ikke bange for at støje og regere. Det forsyner pladen med intellekt og mangfoldighed.

Rent tekstuelt lader Lewis’ tegneseriefortid sig ikke fornægte. Der jongleres livligt med barnlige, skæve betragtninger, som på “Whistle Past the Graveyard”, hvor det befriende humoristisk og nysgerrigt lyder: »I always like to be surprised / I don’t want to be told what happens after I die / death is like a mystery gift wrapped in a box”¦ and I whistle past the graveyard when I walk.« Det er infantilt og ganske tydeligt, at vores gode newyorker har fantasien i god behold. Samtidig er han et levende bevis på den udvikling, som er sket med tegneserierne og læserne af dem. Med tiden og med udgivelserne af mere eksistentielle, ‘voksne’ tegneserier, såkaldte graphic novels, har publikummet rykket sig, og denne trend er tydelig på ‘Em Are I, hvor der veksles mellem de førnævnte barnlige observationer og de mere alvorlige betragtninger.

Efter adskillige gennemlytninger er jeg hverken træt af Lewis’ galgenhumor eller sortsyn. Desværre mister pladen lidt af sit momentum hen imod slutningen. Gassen går på de sidste tre sange lidt af ballonen. Charmen er ikke så tydelig som på de mange højdepunkter, pladen indeholder, og med en sådan lovprisning kan I nok forstå, at jeg ikke kan forstå, at jeg ikke er stødt på Lewis og hans bedårende, ‘moderne’ anti-country før nu. Nogle gange er man glad for at stå uden for hypen. Andre gange ville man ønske, man kunne forstå, hvad det var, den drejede sig om. Denne gang er jeg bare glad for, at jeg har nået at høre Jeffrey Lewis, inden jeg er blevet træt af at høre folk på Vesterbro snakke om det nye fede, som vist nok også kommer og spiller på Vega.

★★★★★☆

Deltag i debat