Plader

John Vanderslice: Romanian Names

Skrevet af Anders Mortensen

Vanderslices syvende udspil er en overskyet sommerplade, der balancerer mellem kølig og varm chamberpop, uden der bliver konkluderet et fast sæt følelser. Og det er en kvalitet på et meget fint album, der er velkomponeret og melodisk til den helt store sølvmedalje.

Udfordringen, når man skaber musik, der trækker på det distancerede og dog alligevel nære, er at gøre væsen af sig ved ikke at gøre væsen af sig. Det er slet ikke nemt, og forsøget kan falde ud i kedsommelighed og ‘nåh, okay, aha, ja, fint’-følelsen, eller du kan stå med noget mægtigt; noget, der fungerer på sine enkle præmisser uden at overdøve sig selv med effekter og illusioner af andre lydbilleder og andre stemninger. Det er den slags musik, John Vanderslice skaber. Det er den line, han balancerer på, og på sin syvende plade, Romanian Names, strejfer han da også både noget røvsygt og noget stort uden rigtig at ramme midt i centrum af noget af det. Så er der ligesom også plads til det hele.

Vanderslice bevæger sig ude i chamberpoppens rum, hvor melodierne er tætte og løse på samme tid, og hvor guitarerne klimprer mod en distanceret, melankolsk vokal, der alligevel luner. Det er alt andet end koldt, det her. Og selvom det ikke er den slags varme, der strømmer ud af Jan & Dean- eller Beach Boys-plader, så er det en mere afdæmpet, indendørs, ‘radiatoren står på 3’-varme. Han formår at holde den hysteriske sødme på afstand ved sin brug af rolig synth og diskret trommemaskinerytme, og det gør, at numrene får en køligere lyd i dybden, uden at det går lytteren på eller fjerner noget af behageligheden fra Vanderslices sange.

Romanian Names er en rar plade; en beroligende plade. En plade til solen bag skyerne. Det hele er nemlig meget bittersødt. Teksterne er bittersøde, stemmen er bittersød, og det er det, Vanderslice gør sig bedst i. Men på trods af det, kan han skabe fænomenale popsange, der lyder, som om han ikke har en bekymring i verden, og at der ikke er noget, der går ham nær. Sangene bliver ikke terapeutiske, men konstaterende i deres varme kulde, og Vanderslice fører virkelig den stemning helt ud igennem albummet. Han kan lave fantastisk pop, som på den frygtløst catchy “D.I.A.L.O.”, der med indiefolket semi-upbeathed og en fin kvindelig andenstemme skaber syng med-kvaliteter, der sidder i samme øjeblik, sangen slutter, og bare bliver ved med at plage hjernen og gro sig mere og mere fast. Der er gode chancer for langvarig irritation, når først den har bidt til, men det er altså bare et lille hit af den stille slags.

Og han beholder samme popæstetik på den whiskers-baserede “Fetal Horses”, der næsten finder sig til rette i en jazzrytme – med et enkelt piano til at akkompagnere vokalen, og det ender i en flot sang af den slags, der kigger mod himlen med en sørgmodig mine. Og så er der helt enkel ‘mand og hans guitar’-folk, som på titelnummeret, eller endda ‘mand og hans violin’-folk, som på lukkeren, “Hard Times”, og selvom begge sange er triste i indhold og lyd, så dyrker Vanderslice ikke det teatralske eller melodramatiske, som violinen i førnævnte indslag ellers kan lægge op til. Som med guitaren finder han dens plads midt på stregen og lader den både flyde ud i glidende toner og abrupte stød.

Det kan også blive forglemmeligt en gang imellem, men Romanian Names er den slags plade, hvor det er okay, at det bliver lidt kedeligt til tider. Det er ikke en salve af overjordiske melodier, men der er nogen, der er virkelig, virkelig gode, og så fungerer de mindre mindeværdige så som understøttende numre til det fremragende. Og som det oftest gør sig gældende med den slags umiddelbare fyldsange, ligger der en latent grower-kvalitet i hver skæring på Romanian Names. Men for nu er det nok med de sange, der kan det, de skal kunne, og som fungerer med en tilpas blanding af fjern og nær, for her er der nok at komme efter.

★★★★☆☆

Deltag i debat