Plader

Lay Low: Farewell Good Night’s Sleep

Sydstaterne i 50’ernes USA; en gruppe mænd med guitarer, en kvinde med rød læbestift og krøller, alle med cowboystøvler og -hatte, der nikker let i takt til kvindens sang. At country heldigvis kan være meget andet og mere end dette, beviser Lay Low.

Overordnet set er Farewell Good Night’s Sleep et countryalbum. Men det er det så alligevel ikke; i hvert fald ikke udelukkende. F.eks. er albummets næsten jazzagtigt afslappede indledende nummer, “I Forget It’s There” – for slet ikke at snakke om den poppede, glade “By and By” – unægteligt et stykke vej fra country. Derfor kom skiftet til de mere klassiske, bluesprægede countrymelodier næsten som en lille overraskelse, første gang jeg lyttede til dette album. Man tror, man lynhurtigt har sporet sig ind på, hvad det er for en cd, man sidder med, og så finder man ud af, at sådan står det slet ikke til. Og hvor befriende det dog er! Ensidighed er der ikke noget af her.

På den anden side kan man vel også sige, at betegnelsen islandsk country vel netop udtrykker alsidighed (det er jo nærmest på grænsen til det selvmodsigende) og må bruges om musik, der bestemt ikke er inden for de gængse rammer. Og det er skønt! Inspirationen fra 50’ernes country er tydelig og gennemgribende, men disse toner blandes med så forskellige genrer som blues, folk, pop og jazz i skøn og anderledes forening. Selvom countrymusik, indrømmet, normalt ikke er det, jeg lytter mest til, er der alligevel noget, der virkelig fanger mig ved Lay Lows melodiske og velklingende melodier. Singer/songwritersken bag, islandske Lovisa Elisabeth Sigrunardottir, kan sit kram, og musikkens alsidighed gør, at den også appellerer bredt. Hendes stemmes evner spænder lige så vidt som Broadway, og den kan være både blid og lokkende, fordrejet og på grænsen til skinger – men på den lækre måde.

Måske bør man kalde dette for alternativ country? Sigrunardottir lyder i hvert snarere som Kimya Dawson fra The Moldy Peaches, end hun lyder som Dolly Parton. Men samtidig passer Farewell Good Night’s Sleep stemningsmæssigt perfekt til et afslappet roadtrip gennem Nordjyllands bakkede landskaber, hvor man er ene med det græstyggende kvæg og de kuglerunde, hvide får. Fragmenteret er det, men på en god måde; man kan aldrig vide sig helt sikker på, hvad der venter, og det vil derfor næsten være synd at sætte Lay Low i en genremæssig bås.

På den tematiske front er Farewell Good Night’s Sleep desværre ikke så mangfoldigt et album som den musik, der akkompagnerer teksterne: Det handler om kærlighed. Ulykkelig såvel som lykkelig, men også den slags man stopper op og lærer noget af, inden man skynder sig videre. Og det er også fint nok, det er bare ikke det fjerneste banebrydende eller nyskabende.

Alt i alt er Farewell Good Night’s Sleep dog en dejlig og flersidig oplevelse. Hovedvægten er på country, men det er country af den alternative og eksperimenterende art, og det er spændende og anderledes. I hjemlandet Island har Sigrunardottir tidligere vundet flere priser for sin musikalske formåen. Dette album fortjener bestemt også at blive taget vel imod.

★★★★☆☆

Deltag i debat