Plader

Lord Cut-Glass: s.t.

Skrevet af Johanne Mortensen

Måske hvis jeg sætter mig lidt bedre til rette? Måske hvis jeg drikker en øl, mens jeg lytter? Måske er det noget helt andet, der irriterer mig? Nej, det er det ikke. Det er lige præcis Lord Cut-Glass, der irriterer mig.

Kender I fornemmelsen af, at det klør så langt inde i øret, at man føler, det er selve hjernen, der klør? Sådan føles det at høre Lord Cut-Glass’ debut. Bag navnet Lord Cut-Glass gemmer sig den tidligere halvdel af det indflydelsesrige skotske band The Delgados, Alun Woodward. Pladen udgives på indie-labelet Chemikal Underground; et label Woodward er medstifter af, og som tidligere har udgivet bl.a. Arab Strap.

På Lord Cut-Glass’ Myspace-side står der blandt andet om udgivelsen: »With its beguiling application of eclectic even anachronistic styles, sharply recalled sense and scene, it is the product of a febrile mind« – der gøres opmærksom på, at Alun Woodward flere gange led af skarlagensfeber, hvilket lænkede ham til sygelejet, hvor idéen til pladen blev undfanget. Hvilket jo er noget værre sludder, eftersom skarlagensfeber blot er halsbetændelse med tilhørende udslæt. Og man får det kun en gang. Men sådan er der så frygteligt meget sludder, når det kommer til Lord Cut-Glass.

Hvis »eklektisk og anakronistisk« skal forstås som »spraglet og utidigt«, så er den god nok. Det lader til, at Woodward vil gå meget langt for at overbevise sit publikum om, at han er noget af det skøreste og skæveste, der kan gå på to ben. Det gør han meget ud af. Faktisk handler de fleste af sangene i den ene eller anden forklædning om ham: Om hvor anderledes han er, hvor udstødt han er, hvor vanvittig han er. Og hvis de ikke handler om ham, handler de om, hvad andre mennesker mon synes om ham.

Man kunne indvende, at de fleste musikere starter og slutter med sig selv, og at det som sådan er en kunstners privilegium og lod at være selvcentreret. Men at være det på en for andre mennesker interessant måde er en kunst, som kun få mestrer. Måske har det en hel del at gøre med det selv, man er centreret i?

Lord Cut-Glass’ sange er alle skåret mere eller mindre over samme læst. En slags ‘grunge-formularen møder emo møder cabaret’. Fra allerførste skæring, “Even Jesus Couldn’t Love You”, til den sidste, “Toot Toot”, har vi at gøre med en model, der kombinerer stille, skabagtige passager og højt, dramatisk indhold med vekslende larmende passager med fuldt symfoniorkester og march-trommer. De evindelige, eskalerende marchtrommer. Oven i hatten får vi massevis af strygere, træblæsere, messingblæsere, fløjter, klokkespil, harmonika og kor.

Dette er ikke en plade, jeg kan anbefale. Medmindre man skulle være en af de få, der virkelig synes, at Alun Woodwards selv er interessant nok til at være centrum i 11 teatralske og overspændte sange blottet for musikalsk flow og charme.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat