Plader

Maxïmo Park: Quicken the Heart

Skrevet af Anders Mortensen

Synthen er blusset op, teksterne er patetiske, og melodierne er melodiske midt i al new wave-virakken. Maxïmo Parks tredje album har fået lidt mere af det hele, men de beholder sig selv og laver en fornøjelse ud af det.

Det er efterhånden et stigma af grad, hvis man får prædikatet ‘NME-hype’, og blandt ægte musiksnobber er der ikke meget tilovers for det populære, men – indrømmet – toneangivende magasin, da det oftest bygger enorme forventninger op om grupper, der med tiden viser sig måske ikke at være de redningsmænd, de var forudsagt til at være. Der er stor sandsynlighed for at blive en misser blandt de få hittere, samtidig med at man bliver opfattet som endnu en del af maskinen; et produkt fra samlebåndet ligesom alle de andre. Endnu et band, der lyder ligesom alle de andre bands, ser ud ligesom alle de andre bands og forsvinder ligesom. Alle. De. Andre. Bands. Og så kan vi så starte forfra igen med nye genrer og nye alternative døgnfluer.

Men bagslag kommer, selvfølgelig. Det er nemt at være udelukkende anti-NME og afvise hypen instinktivt. Væk, videre, ud. Problemet med den indstilling er bare, at de bands, der rent faktisk har det holdbare talent, hurtigt bliver undervurderet, når de kobles sammen med alle de andre grupper fra samme udgangspunkt. De bliver bare en del frem for en helhed. Det er måske nok desværre sådan, det har været for engelske Maxïmo Park. De dukkede op på et tidspunkt, hvor Franz Ferdinand, Bloc Party og Futureheads var det nye, angulære hotte, og uden overhovedet at give sig til at vurdere disse bands egentlige værdi blev de hurtigt meget populære og derfor lige så elskede som hadede blandt musikelskere. Og det er egentlig synd.

For Maxïmo Park er et skønt band på deres helt egne præmisser, hvor man bliver nødt til at se bort fra alt det, de bliver koblet sammen med. Det er den kantede postpunk/new wave a la Wire og XTC, og der burde ikke være noget, der adskilte dem fra andre med guitarer og tynde slips. Hvis ikke det altså lige var, fordi de kan lave virkelig gode sange, og hvis ikke det lige var, fordi Paul Smith er en til tider fremragende og morsomt romantisk tekstforfatter. Og den stil rækker sådan set også ind på deres tredje fuldlængde, Quicken the Heart. Men der er kommet mere til i form af større guitarer, mere bombastiskhed, mere synth på drengen. Det er anthems pakket ind i den kendte Maxïmo-lyd, og selvom de er langt fra stadionrock, så er de tættere på, end de har været før, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. For der er en patos, der rækker op i både teksterne og musikken, og nu har den hånd så bare fået mere tyngde under sig på dette tredje album.

Der er stærke sange på Quicken the Heart, og der bliver åbnet med en virkelig god trio. Åbneren “Wraithlike” brænder af sted med kantede hug og sirener i baggrunden, og arytmikken viser sig en gang imellem og minder om bandets udgangspunkt, mens “The Penultimate Clinch” går på linjen mellem vrissen britpopromance og en sødmefyldt og melodisk guitar i omkvædet, og så er kærligheden sat på plads. Det sure med det søde og alt det. Tredje nummer er førstesinglen, “The Kids Are Sick Again”, der er et eksempel på den mere rummelige lyd, som bandet forsøger sig med. Der er synth på gennem hele nummeret, og det er lige præcis den slags synth, der med lidt mere pondus kunne give ubehagelige minder om et vist Carpark North, men det formår heldigvis at være diskret og kun underbyggende – aldrig dominerende.

Men ses der bort fra lyden, så er det Smiths plade – og det i en sådan grad, at det næsten bliver en Smiths-plade. På den rockede synthpopper “Calm” er vi på vokalplanet helt ovre i Morrissey-territorie, men især på tekstsiden viser Paul Smith sin inspiration fra ikonet (uden dog at nå hans skarphed): »Just wait and see / I don’t know much about bravery / but I’ll raise you up with my bad jokes and loose promises.« Det samme er tilfældet på den tilbageskuende, futuristiske ungdomshymne “Let’s Get Clinical”: »I’d like to map your body out / inch by inch / head to toe / bare ankles used to mean adventure.« Smith rammer ned i Morrisseys humoristiske kredsen om de ting, vi ikke tør tale om; om uskyldighedens forsvinden, det kroniske teenagefølelsesliv, og til tider kommer det sgu faretruende tæt på pastiche, både stemme- og tekstmæssigt, men den bliver alligevel holdt oven vande.

Maxïmo Park har opnået en god og præcis blanding af det syntetiske, det menneskelige, det storslåede, det humoristiske og det jordbundne. “Quicken the Heart” er vel egentlig bare en plade i deres diskografi, og muligvis ikke deres bedste, men det er en plade med vilje og virkelig fine sange, der bare vil se stort på det hele og så lade ungerne danse til det.

★★★★☆☆

Deltag i debat