Plader

Mulatu Astatke & the Heliocentrics: Inspiration Information 3

Skrevet af Martin Thimes

Mulatu Astatke & the Heliocentrics er så omklamrende funky, at det næsten er for meget for en melodielskende nordbo. Det sværmer med beats og brudstykker af noget virkelig godt, men det bliver aldrig helt fængende nok.

Det er bragende varmt. Lidt trykkende. Og der ligger en konstant glinsende film på næseryggen. Ikke til at undgå. I sådan en varme er Mulatu Astatke & the Heliocentrics et omklamrende bekendtskab. Rytmerne bliver for svedige for en omkvæds-elskende nordbo. Det trykker i hovedbunden. På trods af de demonstrativt åbne vinduer er det umuligt at finde ro.

På sin vis er det egentlig ikke så overraskende. Orkesterleder Mulatu Astatke og hans groove-søgende lejesvende fra engelske The Heliocentrics er ikke sene til at bekende kulør på deres bidrag til Strut Records’ Inspiration Information-serie. På alle 14 stykker famler, driver og smyger de sig frem til beatet, rygraden, det essentielle.

På “Masenqo” flyder det med jazzede klaverlinjer, dyb funkbas og ditto trommer, og så vidt mine ører kan høre i varmen, prydes nummeret også af det etiopiske instrument, der lægger navn til nummeret. Det er næsten for meget, når det hele bliver overrendt af soundtrack-agtige forvrængede guitarer, men det ender – trods den noget break-fokuserede afslutning – aldrig helt væk fra grundstammen.

Men generelt er det faktisk bare for meget på sådan en varm sommerdag. Det bliver hurtigt så kompliceret, at det virtuelle pulsur hamrer derudad, når der skal hentes forsyninger i køleskabet. Som nu på “Addis Black Widow”. Her lykkes det The Heliocentrics helt at overdøve den smule, som Astatke tilføjer det hektiske, drum’n’bass-lydende fløjte- og percussionorgie, de serverer. Det sætter systemet i gang i sådan en grad, at jeg får lyst til at stille mig hen i vinduet og suge lidt luft. Det sofistikerede blæsertema, der faktisk har en del melodi at byde på, forsvinder helt i larmen fra de buldrende trommer. Fødderne vipper ovre ved vinduet, men det er ikke den behagelige, medrivende vippen. Det bliver bare til et hektisk forsøg på at følge trop.

Pladen har dog også anslag af det rolige og velovervejede. “Blue Nile” skal ingen steder, “Esketa Dance” lyder mistænkeligt meget, som var den hentet direkte fra en gammel, støvet båndrulle i Addis Ababa, og “Phantom of the Panther” løfter sig langt over gennemsnittet af selv Astatkes tidligere produktioner.

Med en kunstner der – som Mulatu Astatke – relativt ubemærket har virket i så mange år uden for de mest inkarnerede world- og jazzscener, er det svært ikke at forholde sig til det, som de fleste nok kender ham for: nemlig de støvede, rolige signaturer fra Ethiopiques 4. Serien fra det franske Buda Musique-selskab har gjort verden opmærksom på den idérigdom, der prægede Etiopiens jazzscene i en gylden periode fra slutningen af 1960’erne og frem til midten af 1970’erne, hvor der udbrød borgerkrig i det østafrikanske land. Det er ikke, fordi det lyder radikalt anderledes, end hvad jeg havde forventet af en plade med Astatkes navn på. Men The Heliocentrics gør det hele så bastant og insisterende, at den lethed, der præger Astatkes tidligere produktion, helt ryger i vasken. Det bedste eksempel er “Fire in the Zoo”, som med saxofoner og et virvar af percussion helt og aldeles klamrer sig til det groove, nummeret begyndte med. Det er hektisk. Det er alt for meget.

Det er, som om de få dage, The Heliocentrics har haft i studiet med den etiopiske mester, pinedød har skullet resultere i noget. Og i stedet for at give mig en følelse af lethed, af overskud og af, at sommeren og dens ulidelige varme bare kan komme an, har jeg fået hovedpine. Jeg vil høre pladen igen til vinter. Den er helt sikkert bedre som et minde om sommer end som sommersoundtrack.

★★★☆☆☆

2 kommentarer

  • Alle der elsker eksotiske rytmer, svedige hip hop beats, der kombineres med teknisk avant-garde fusionsjazz, hvori der huserer elementer fra syrerock, surf, afro, krautrock og hvad man ellers kan lytte sig frem til, vil komme i bukserne når de hører dette album. Så ham i London i 2010 og købte derefter denne skive og den har seriøst rocket min verden lige siden. Super teknisk virvar af polyrytmik og en af de fedeste bassister jeg har hørt i meget MEGET lang tid. Det lyder på en måde gammelt og old school og hipt og moderne på samme tid. Klassisk eksperimenterende jazz fra 60´70´erne , hiphop instrumental i 90´er stil ala Viben fra portisheads debut album. Men med moderne melodier der blander sig fedt med de forskellige stilarter. Næste gang må i lige tænke over ikke at sætte en “omkvædselskende” navlepiller til at anmelde instrumental ethiojazz, da han med denne anmeldelse vildfører jeres læsere på det groveste. Det er et seriøst fedt album. Fail anmeldelse!

  • Hej Mads. Jeg er også ganske glad for Mulatu. Faktisk skulle jeg have set ham i London i 2009, men han havde visum-problemer, så det blev kun til et Heliocentrics-show. Jeg indrømmer gerne, at jeg kan lide omkvæd. Men derfra og til at kalde min anmeldelse navlepillende er der godt nok langt. Jeg mener heller ikke, jeg på nogen måde har vildført læserne. Faktisk vil jeg påstå, at jeg har givet en meget god grund til at dykke dybere ned i mandens soloværker. Og som jeg skriver, så er det største problem med pladen, at mesterens lethed i kompositionerne, helt forsvinder i backingbandets hektiske virvar af idéer. Dét er en skam.

Deltag i debat