Plader

Ohbijou: Beacons

Skrevet af Zenia Menzer

Fløjsbløde toner og søndagsstemning dominerer Beacons, som i høj grad ledes frem af den søde kvindelige forsanger og klaver, violin og akustisk guitar. Det skaber et stille og roligt album, der i længden bliver for stille og roligt.

Ved første gennemlytning af Beacons fandt jeg albummet meget harmonisk, men samtidig kedede det mig også ret hurtigt. Efter adskillige gennemlytninger har dette første indtryk ikke flyttet sig markant, og jeg må ærligt indrømme, at jeg har forsøgt mig med at skrue op for volumen, så lyden på en eller anden måde får mere rummelighed. Så den synes af mere. Alligevel har jeg ikke rigtigt fundet klangen på albummet.

Jeg er ikke specielt begejstret for udgivelsen, fordi den ganske simpelt keder mig, men alligevel er jeg splittet omkring den. På den ene side er albummet enormt rart, fordi det ikke kræver det store af lytteren; på den anden side er det præcis dette aspekt, der irriterer mig. En del af mig mangler udfordring, og jeg kan ikke rigtigt finde mig til rette med, at albummet ikke som sådan indeholder et (eller adskillige) klimakser. Det er et album, der kører lige ud ad landevejen det meste af tiden, og de gange, bandet får hævet tempoet, er desværre ikke tilstrækkeligt til at hive min begejstring særlig højt op. Der er for langt mellem højdepunkterne, og det aspekt, jeg lægger allermest mærke til og værdsætter mest ved musik – nemlig overraskelsesmomentet – udebliver mere eller mindre. For mig at se er det kendetegnende for god musik, at det formår at overraske og pirre lytteren, så der er en grund til, at man bliver ved med at lytte.

Overordnet er det et meget stille og roligt album, men enkelte steder formår det canadiske band at ruske lidt op i de stille vande. Som før nævnt er der dog for langt mellem disse sekvenser, og jeg når at miste entusiasmen imellem disse steder. Dette er imidlertid også med til at placere bandet i en gråzone, hvor de hverken er fugl eller fisk. De er for bløde til at være rockede, og alligevel besidder de enkelte steder akkompagnementer, der trækker dem i denne retning. Overraskelsesmomentet er desværre ikke rigtigt indblandet i dette, og man kan som lytter hele tiden høre, hvor lyden er på vej hen. Beacons stryger lytteren med hårene, og jeg må indrømme, at jeg personligt mangler noget, der kradser. Jeg mangler det der ekstra, der gør deres lyd unik og særpræget. For mig lyder de for meget som noget, jeg har hørt i forvejen, og lyden opfordrer mig ikke rigtigt til at hænge på.

Ohbijou skaber en fin lyd, men den kommer ikke væltende ud af højtalerne for at rive lytteren med sig. Dette beviser også blot, hvor svært det i virkeligheden er at skabe et skrøbeligt og samtidig rummeligt udtryk, fordi det skrøbelige hurtigt kan tangere det kedsommelige og klimaksløse. Jeg mangler detaljer og noget uforudset, for måden, hvorpå Ohbijou tager lytterens hånd og fører vedkommende gennem albummet, er for søvndyssende for mig.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat