Plader

Papercuts: You Can Have What You Want

Jason Quever er bestemt talentfuld, men hvis man virkelig kunne få, hvad man ville have, ville det bestemt ikke være You Can Have What You Want, der stod på ønskesedlen; dertil er det i sin helhed for kedelig en oplevelse.

Der er ét gennemsyrende problem ved You Can Have What You Want: Alle sange lyder forbløffende ens. Flere gange har jeg taget mig selv i at betvivle, hvorvidt jeg stadig lyttede til den sang, jeg mente, jeg var i gang med at lytte til – og om denne bare var overvældende lang – eller om jeg måske havde overhørt den lille pause, der markerer skiftet til næste nummer. Det eneste, der reelt kunne afgøre dette spørgsmål, var faktisk at se på, om det lille tal på anlægget havde ændret sig siden sidst; for hørelsen kunne simpelthen ikke afgøre dette mysterium alene.

Kun numrene “Dictator’s Lament” og “Future Primitive” bryder en smule med den ensidige lyd og forsøger sig med mere anderledes og modige tilgange til det melodisk drømmende univers, der kendetegner dette album. Her krydres de stille melodier med et lidt hurtigere beat og en tydeligere bas, der giver karakter – uden det dog på noget tidspunkt bliver vovet – og flere af denne slags forsigtige eksperimenter ville bestemt have været en styrke for You Can Have What You Want.

Desværre virker det, som om Jason Quever, der står bag aliasset Papercuts, er bange for rigtigt at satse og bevæge sig væk fra det mere sikre. Derfor flyder resten af albummet sammen til én lang drømmende melodi – bestående primært af en spinkel guitar, en tilbageholdende bas og et afdæmpet sæt trommer, der indimellem tilføres et elektronisk tvist. Fejlen synes med andre ord at udspringe fra en fejlagtig idé om, at et sammenhængende musikalsk værk kun kan skabes med en række melodier, der ikke viger mere end ganske lidt fra hinanden i indhold, lyd og udsigelse. Konsekvensen bliver et album, hvor numrene ikke skiller sig ud fra hinanden. Albummet synes derfor stillestående frem for fremadskridende.

Er værket så uden sammenhæng? Nej, men er det ikke lige meget, når det til gengæld bliver kedeligt at lytte til? Pointen er, at det ene ikke udelukker det andet; et album kan sagtens være mangfoldigt og fyldt med diversitet, uden det nødvendigvis føles som fritsvævende, usammenhængende brudstykker af en kunstners tanker, og det burde nogen fortælle Quever, der jo tydeligvis har evnerne til at skabe noget rigtig godt, men blot ikke tør udnytte dem.

Målet om en melodisk, mystisk og drømmende “Twilight Zone”-agtig stil opnås til fulde, det må man indrømme. At det hele til at starte med er indspillet på bånd, hjælper kun yderligere til at skabe dette stemningsmæssige udtryk. Desværre er det drømmende ikke kun at finde i musikken; jeg var flere gange tæt på at blive lullet i søvn af Quevers uendeligt messende falset – der sker simpelthen ikke nok. Og det er en skam, for her er som sagt tale om en talentfuld kunstner. Lytter man til numrene enkeltvis, er der nogle ganske vidunderlige og næsten smukke imellem. Men i længden – og i form af et helt album – bliver det for ensartet og kedeligt.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Ja, denne plade er rigtignok en lidt kedelig sag. Hvilket undrer fordi forgængeren “Can’t Go Back” var en rigtig fin småpsykedelisk somemerplade, som gjorde forventningerne til dette udspil ret store.

    Prøv “Can’t go Back” – you can’t go wrong :-)

Deltag i debat