Lad os starte ved starten. Jeg aner intet om Pink Mountaintops. Jeg aner intet om Black Mountain. Jeg er selvfølgelig stødt på navnene, når jeg har surfet musik på nettet, læst i musikmagasiner, hoppet rundt på Myspace og alt det hejs. Men ellers er jeg uden forudsætninger for at vide, om denne plade er bedre eller dårligere, end hvad Pink Mountaintops ellers har bedrevet. At det så har vist sig, at Outside Love er et dejligt bekendtskab, er jo kun glædeligt. Jeg er i hvert fald nyslået fan. Så er også det sagt.

I pressemeddelelsen fra pladeselskabet Jagjaguwar stÃ¥r der, at pladen bl.a. er inspireret af Pink Floyds The Final Cut. Det var derfor med en smule frygt, at jeg lyttede til pladen de første gange, for de, der er det mindste inde i Pink Floyds diskografi, ved, at The Final Cut bestemt ikke er noget at rÃ¥be hurra for. Det er patetisk, kedeligt og forbandet konformt og viser et band, hvor den gode Roger Waters har fÃ¥et alt for meget plads. Dog er nummeret “The Fletcher Memorial Home” værd at nævne som værende over det generelle niveau pÃ¥ pladen, og det er heldigvis den lyd, Pink Mountaintops har taget udgangspunkt i. Derfor aftog frygten heldigvis hurtigt og blev afløst af glæde og velvære.

Pink Mountaintops spiller langsom rock. Guitarflåder flyder rundt i en stor sø af lyd, hvor det taktfaste trommespil holder sangene på ret kurs igennem hele pladen. Det er ikke, fordi det på nogen måde bliver ensformigt, da Stephen McBean åbenbart har sikret sig en god opskrift på gode sange, der varierer over ét tema: kærlighed, om det så er ulykkelig eller lykkelig.

Det starter følelsesladet. “Axis: Thrones of Love”, der er pladens første skæring, Ã¥bner med raslende tamburiner, rivende guitarer og tunge trommeslag. SÃ¥ kommer der mennesker pÃ¥ banen, og i en smuk mand-kvinde-duet spørger de: »How deep is your love?« Det er et stort spørgsmÃ¥l, og det kan være svært at svare pÃ¥, men det kendetegner pladen meget godt. Der er plads til store armbevægelser og patos, og der er højt til loftet. Og sÃ¥dan bliver det ved.

Der er dog ogsÃ¥ plads til de mere løsslupne numre, hvor det hele ikke handler om livets store spørgsmÃ¥l, men ogsÃ¥ om sommerferie og solstrÃ¥ler, som f.eks. “Holiday” og “The Gayest of Sunbeams”. I det førstnævnte nummer er der glade bongotrommer, hvæsende mundharmonika, strygere og akustisk guitar, der sammen formÃ¥r at skabe en god baggrund for endnu en omgang duet. I den første linje af sangen bliver der sunget, at alle, Stephen McBean elsker, fortjener en ferie i solen. Og man føler sig mÃ¥ske ikke elsket af sangen, men den er alligevel som en varm solstrÃ¥le, der rammer dig ansigtet, lige inden solen gÃ¥r ned i horisonten. Sangen slæber sig af sted i et tempo, der bedst passer til skumringstid pÃ¥ en varm sommerdag.

NÃ¥r sÃ¥ mørket har sat ind, kan man passende sætte “The Gayest of Sunbeams” pÃ¥, for her bliver der spillet op til dans med trommer, der ikke lader sig kue af en trommeslager, der ved at falde i søvn. Nej, de har fÃ¥et ny energi, og det er et up-tempo nummer, der er helt dansevenligt i al sin postpunkede vælde. Det er stramt, og det er helt umuligt ikke at sidde og nikke med. Lige i skabet.

Outside Love er altså en ensformig plade med plads til variation. Den stille blanding af doomfolk og 80’er-prog kan virke underlig i starten, men efterhånden finder man ud af, at det da faktisk er et rigtig godt album, Pink Mountaintops her har begået.