Koncerter

Roskilde ’09: Twins Twins, Rubberhead Banditz, 28.06.09

Skrevet af Christian Klauber

På førstedagen af Roskilde ’09 var musik fra hver sin ende af kvalitetsspektret: Ikke så fremragende new wave og særdeles fremragende dancepunk fra Karrierekanon-vinder.

Twins Twins er ikke helt så farverige live som på pressebilleder. Foto: Tonje Eliasson.

Twins Twins er ikke helt så farverige live som på pressebilleder. Foto: Tonje Eliasson.

Twins Twins, 28.06.09, 16.30, Pavilion
Mit proteinindtag blev lige boostet under Twins Twins’ koncert, da et par fluer fløj ind i min mund. Nuvel, lidt træt var jeg, men bandets uinspirerende adoption af 80’ernes new wave-scene var heller ikke ligefrem forfriskende. De lød et eller andet sted som et af de bands, der kom i anden eller tredje bølge efter det store CBGB-rykind, men ikke fik kontrakt på grund af manglende hits.

Der var selvfølgelig lidt nymodens, sløset indierock over det også. I ved, Pavement, Modest Mouse og den slags, hvor man sætter en ære i at synge dårligt. Men det er altså for let at spille et 4/4-beat, smide lidt 80’er-synth på og så ellers kaste med håndklap. Det er ekvivalent til som dj at smide Michael Jackson på. Alle elsker én, og alle danser. Superheroes gjorde den slags langt mere overbevisende og med langt mere energi i starten af det her årti.

Der var ellers god stemning i teltet og overraskende mange mennesker, i forhold til at det var første koncert på Pavilion Junior. Dem, der allerede havde fået lidt alkohol i blodet, så ud til at more sig, men de blev også hurtigt mere interessante at se på end bandet. Måske var bandet lidt nervøse for at spille for så mange mennesker, for koncerten blev klart bedre, efterhånden som de følte sig mere tilpas på scenen. Da forsanger Theis Ørntoft kyssede bassist Suni Zacharias, var det et meget godt tegn på, at de følte sig mere fri. Det kunne også høres i musikken, der fik lidt mere indlevelse, men her fyrede de så også deres eneste potentielle hit, “Strawberry Wine”, af. Det kunne dog ikke rette op på koncertens generelle mangel på melodier og den lidt for standardiserede stil. (KEA)

★★☆☆☆☆

Rubberhead Banditz, 28.06.09, 19.30, Pavilion
Efter sigende har Rubberhead Banditz kun eksisteret og spillet koncerter i et halvt år, men noget erfaring må de have haft, inden de indtog Pavilion Junior, for det var en forrygende og særdeles scenevant præstation, der blev lagt for dagen.

Rubberhead Banditz: Fuld, funky fart fremad...

Rubberhead Banditz: Fuld, funky fart fremad...

Som det står på bandets Myspaceside, var Rubberhead Banditz her, der og alle vegne, og især forsanger David Boyd var i hopla og vred sin krop til den energiske og funky dancepunk, hvor baggrundsbeat og -synth blev afspillet playback, hvorefter henholdsvis bassist og trommeslager lagde ekstra dimensioner til galskaben, der blev leveret en masse. F.eks. da Boyd et par numre inde i koncerten pludselig breakdancede, så man skulle tro, han var med i en battle, eller da han hentede en hi-hat bagerst på scenen, løftede den op i luften og HAMREDE løs på den.

Javel, måske kan man kritisere Rubberhead Banditz’ numre for at være ens, som dancepunk meget let kan blive, bl.a. fordi tempo og intensitet er afgørende parametre, men publikum var ligeglade, og Rubberhead Banditz havde – bl.a. takket være den intense Boyd – publikum i deres hule hånd fra start til slut.

Efter en lidt sløj Pavilion Junior-indledning tidligere på dagen var det befriende at opleve et band med gennemført »her kommer vi«-attitude. Personligt var jeg i hvert fald nærmest overvældet over den energiske performance, der blev sprøjtet ud over scenen og i den grad fik smilet frem på mit ansigt. Koncerten blev meget passende afsluttet (ikke mindst i kraft af de intenderede referencer til Rage Against the Machine) med, at Boyd i sin megafon annoncerede: »We claim victory to the people.« Undertoner claims victory to Rubber Banditz. (CK)

★★★★★☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar