Kære læser,

Det er ikke så tit, man får post fra gamle bekendte, men ikke desto mindre lå der forleden et brev med meget på hjerte i min ramponerede postkasse her på Amager.

Det var fra nogle gamle venner, jeg ikke har set i flere år – siden en Roskilde Festival hvor jeg var alt for fuld – og derfor fortaber årstallet sig ganske naturligt i tågerne.

Det er dog rart, at den slags venner aldrig ændrer sig, for deres postnummer er stadig det samme, og hvor, de helt præcist kommer fra, er heller ikke at tage fejl af. Deres krøllede, men insisterende håndskrift og små kommafejl genkender jeg med det samme, for hvis de var blevet mere voksne end mig med vildtvoksende idiosynkrasier og derfor korrekturlæste deres kaffebrune breve, ville jeg ærligt talt blive lidt mærkeligt til mode.

For når man har sat signatur for år tilbage, og man ikke rigtig vil fortælle andet, end hvad der lige foregår i hjembyen NY, tilføjet enkelte strøtanker om livet som sådan, er dét jo netop, hvad jeg forventer, når jeg hører fra dem. De skal ikke gøre alverdens væsen af sig, selvom jeg godt ved – fra utallige samtaler ud på de sene aftener med al for meget billig rødvin og mosaik i askebægeret – at de virkelig vil gøre en forskel i mit liv og måske også udgive endnu én af de mere eksperimenterende plader, de hoster op med en gang imellem.

Når jeg så sidder og læser brevet, gribes jeg først og fremmest ved, at de har fundet tid til at skrive til mig, fortælle mig om hændelsesforløb, uretfærdigheder og i øvrigt gør mig opmærksom på en beatnik-forfatter eller en central punker, jeg måske havde glemt (som om man virkelig ville kunne glemme Gregory Corso eller Jan Paul B. fra The Germs?).

Jeg gribes ved at blive taget tilbage til dengang, hvor guitarer gerne måtte flette fingre og rent ud sagt måtte kneppe hinanden til ukendelighed, som det er sket så mange gange før til de privatfester. Jeg gribes, fordi der ikke er nogen smalle steder, og fordi de er ligeglade med psykologi, liderlighed og teknik, når det kommer til den endelige dom over dem selv eller os alle, der jo nok ville blive afsagt af andre, selvom jeg – siger og skriver – gerne vil øde nogle mønter væk for blot at lade deres breve og tanker indgå i den endeløse række af korrespondancer, vi alle har brug for, hvis vi vil nå en ven et andet sted end 20 minutter herfra og med metroen.

Selvom brevet måske aldrig bliver læst færdigt, så nåede jeg dog dertil, at jeg fik lyst til at gå ud på altanen og tænde en smøg med ordene i øret. Jeg kan alligevel ikke ryste min tinnitus af mig. Det er en fryd, at jeg aner en anden ringlen i ørerne ved at have hørt fra de gamle venner. Det er vigtigt at vide, at visse venskaber aldrig får en ende, og at jeg nok aldrig bliver helt træt af høre fra dem, selvom de af og til taler udenom eller slet og ret taler om dem selv.

Det hører sig jo alligevel til, at venner taler om dem selv, for hvordan skulle man ellers kunne komme ind på livet af dem igen?

/Lasse Bertelsen

Mine favoritter: “Calming the Snake”, “Malibu Gas Station” og “Thunderclap (For Bobby Pyn)”.