Plader

Sway: The Signature LP

Den engelske rapper Sway mener selv, han er kongen, men hans seneste album sår tvivl om det udsagn. Det ville i hvert fald ikke skade med lidt selvkritik og et større fokus på de stærke sider, han dog har.

En lækker, men myndig kvindestemme siger over mørke, storladne strygere: »Welcome to the Signature LP / people from all over the world will gather to witness the return of the King / this is his mark / this is his seal / this is his stamp / this is his oppression / this is his Signature / the Signature LP.«

Så bombastisk sætter den engelske rapper Sway sit andet album i gang. Selvsikkerheden fejler bestemt ikke noget. Ligesom på hans første album er der en selvbevidsthed i titlen. Den første plade hed This Is My Demo og var på den måde et mere ydmygt statement og en italesættelse af hans forbindelse til undergrunden. The Signature LP, som den nye hedder, skal åbenbart stå som en permanent markering af hans særlige lyd og udtryk. Jeg håber nu ikke, at det betyder, det er hans kunstneriske højdepunkt, for albummet har sine svagheder.

Som på hans første album blander hårde, elektroniske produktioner sig med flødepoppede, bløde westcoast-lyde og R’n’B-indslag, og det er især de her R’n’B-indslag, der f.eks. i singlen “Saturday Night Hustle” bliver lige cremede nok, og de corny synthtoner på lige dét nummer forstærker kun den klæge smag i munden. Det er lidt som at putte cremefraiche på en flødeskumskage. Jeg er ikke fedtforskrækket, men på et tidspunkt bliver det vulgært.

Det er dog ikke alle sange, der på den måde flyder over af kolesterol-tunge produktioner. Faktisk fungerer selv Akons autotuner-vokal på det europoppede “Silver & Gold” ganske udmærket, da der er en bitter melankoli som kontrast. Til trods for at lige netop Akon ofte giver mig propper i ørerne. Problemet med den sang er i højere grad kombinationen af en rapper og en ’soul’-sanger, der har lavet en sang om kvinder, som kun er ude efter penge. Det minder lidt for meget om et andet stort hit af en amerikansk rapper, der i øvrigt har endnu højere tanker om sig selv end Sway.

Og det der med at være ude efter Sways penge er altså ikke noget, der huer den britiske rap-konge. På “Say It Twice” giver han løftede pegefingre til dem, der stjæler hans stil – han har jo lavet rap før ‘them grimeboys’ – men også til dem, der stjæler hans musik ved at downloade den. Det tjener han jo ingen penge på, selvom han da er glad for, at de kan lide hans musik. Den tanke fortsætter han på “Upload”, der er fortsættelsen til debut-albummets “Download”. Men her accepterer han til dels også de nye vilkår og erkender, at han må finde nye forretningsmodeller, bl.a. salg af merchandise, for stadig at tjene penge og så ellers udnytte internetmediets muligheder, som Myspace og Facebook, til at få nye fans.

Der, hvor han er stærkest, er dog i hans sociale fortællinger og reflektioner. De kan antage humoristiske former, som “Jason Waste”, der handler om en utiltalende fyr, som bliver beskyldt for at være bøsse, fordi han kigger på andre fyre i træningscenteret, men de kan også være særdeles alvorlige, som “Pray 4 Kaya”, der i bedste powerballade-stil fortæller historien om en pige, der er blevet kørt ned og derfor ligger i koma. Han rammer tit ned i noget simpelt og sigende om omverdenen. I en klassisk grime-produktion fanger Sway på “F ur X” eksempelvis kompleksiteten i moderne forhold ganske godt. Her kommer ekskærester i vejen for nye forhold med deres sms’er, hvilket får jalousien til at blusse op. Og på et andet gadehjørne opfordrer han i “Walk Away” til at stoppe gadevold ved at gå væk fra de betændte situationer, som altid handler om en pige eller stolthed.

Når han forholder sig til og fortolker livet i den slags sange, har han al mulig grund til at prale af sit talent. Desværre er det ikke det eneste, der flyver gennem Sways tanker. Hans kompositionstalent er uomgængeligt, når han gang på gang får adskillige analoge instrumenter til at supplere kække elektroniske produktioner, men han skal lære at spare på fyldet en gang imellem. Måske er det selvtilliden, der står i vejen for selvkritikken. Han kunne godt have brug for at tvivle på sig selv indimellem.

★★★½☆☆

Deltag i debat