Plader

The Bird and the Bee: Ray Guns Are Not Just the Future

The Bird and the Bee er noget så sjældent som retro-futurister. Forvirret? Det er der ingen grund til at være, for bag en ‘stylish’ facade gemmer et helt og aldeles lettilgængeligt indiepop-sukkerchok sig.

The Bird and the Bee er et band, der (ganske selvforskyldt i øvrigt) bedst lader sig forklare gennem referencer. Først og fremmest til fortiden, som de både musikalsk og fremtoningsmæssigt trækker ganske drøje veksler på. Stilmæssigt er de taget ud af en futuristisk 60’er-lounge, hvor menukortet står på cocktails og tynde cigaretter, hvor strålepistoler tilhører en ikke særlig fjern fremtid – der i nutidsperspektiv til gengæld er en ganske fjern fortid – og hvor Blue Note-selskabet i sin tid spyttede den ene semi-sexede loungejazz-diva ud efter den anden.

Direkte ind i denne kategori af semi-sexede loungejazz-divaer springer sangerinden i The Bird and the Bee, Inara George, der på coverets bagside poserer i fuldendt 60’er-noirstil med baskerhuen på sned og den beige trenchcoat bundet stramt om hvepsetaljen.

Af mere nutidige referencer er det først og fremmest Storbritanniens bittersøde engel/djævel par excellence, Lily Allen, der må nævnes. For ikke blot ligger Inara George med sin let melankolske skønsang vokalmæssigt tæt på Allen, også den anden halvdel af projektet – sangskriver, producer og multiinstrumentalist Greg Kurstin – føjer godt til Allen-referencen i kraft af sin rolle som medsangskriver på mere end en god håndfuld af det Myspace-boostede idols sange.

Når man lytter til Ray Guns Are Not Just the Future, kan man ikke lade være med at mistænke Kurstin for at have ladet numrene med det mest oplagte hitpotentiale gå samme vej som Lilly Allens seneste album, It’s Not Me, It’s You, der udkom blot 14 dage efter, at Ray Guns Are Not Just the Future var blevet sendt på gaden. For mens det ikke skorter på coolness og stilsikkerhed, så halter det mere med de decideret fængende sange, der kan validere projektet. “My Love” er helt uimodståelig med sit sært swingende beat og søde melodi, og den hiphop-inspirerede “Polite Dance Song” er en god sang med et humoristisk twist og en fantastisk titel. Men derudover er der langt mellem bolsjer, der skiller sig mærkbart ud fra en noget klæg sukkermasse. Det viser sig, at søde referencer er et for spinkelt grundlag at opbygge et album over, hvor meget det end lægger op til angelsaksiske buzzwords såsom ‘quirky’ og ‘arty’. Ray Guns Are Not Just the Future vil gøre sig glimrende som lydtapet til en gang tømmermands-brunch (og det er kun positivt ment), men til festen dagen i forvejen er det andre, der må gøre arbejdet.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Peder Bo Jørgensen

 

Biografi:
Er vokset op i Svendborgs mørke udkant i et klaverløst hjem. I stedet blev musikdriften tilfredstillet af luftguitarspil og lår-tromning til først brormands pladesamling, der blandt andet bød på Pulp, Smashing Pumpkins og Bad Religion, siden til egen samling, der (selvfølgeligt) først var kraftigt influeret af Det Elektriske Barometer. Sidenhen har den også bredt sig tilbage i tiden til 60'ernes beat og singer-songwriters, 70'ernes art rock og 80'ernes new wave og indie.
Bor i København.

 

Hører i øjeblikket:
Electrelane: The Power Out
Islands: Return To The Sea
- Legesyg indiepop i den absolut bedste ende. Koncert på Vega d. 10. februar.
Headlights: Some Racing, Some Stopping
Thin Lizzy: The Boys Are Back In Town
- Old school.
Ryan Adams & The Cardinals: Cardinalogy
- I modsætning til Undertoners anmelder mener jeg, at det nyeste album fra Ryan Adams er aldeles glimrende. Ja, det er til tider skamløst på en lettere stadionrocket måde, men hvad fanden. Den sublime sangskrivning går stadig lige i hjertet.

 

Fem favoritalbums:
Leonard Cohen: Ten New Songs
Electrelane: No Shouts, No Calls
Ryan Adams: Easy Tiger
Bright Eyes: Digital Ash in a Digital Urn
Nikolaj Nørlund: Tændstik

Skriv et svar