Plader

The Liberty Balance: s.t.

The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd, men spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.

36 minutter. Det er cirka, hvad det at komme med toget fra Kbh’s Hovedbanegård til Roskilde. Men det er også, hvad det tager The Liberty Balance at levere ni numre på deres selvbetitlede cd. Det føles sjovt nok som mere. Måske er det, fordi sangene flyder sammen på en mærkelig homogen måde, eller også er det, fordi de minder lidt for meget om hinanden. I hvert fald føles det lidt som at hoppe på en evigt kontinuerbar karrusel i et sommerland et sted, der ikke lader sig nærmere beskrive.

Tomandssjakket med de førende drivkræfter bag The Liberty Balance er Mike H. og Albert Raft, og med sig i baggagen har de et hold af dygtige musikere, der alle bidrager til den samlede helhed, deriblandt fantastiske Soma Allpass, som virkelig har været omkring. Selv stødte jeg på hende i de gamle Trains and Boats and Planes-dage. A job well done, må man sige. Stor respekt herfra.

Historien fortæller, at drengene børstede støvet af de beskidte jeans, satte hatten på sned og drog på hytteudflugt for at indkapsle deres musikalske mål – helt efter bogens forskrifter, om man vil. Det var i hytten, at The Liberty Balance blev grundlagt, og kollektivets anstrengelser og bestræbelser på henholdsvis guitar og klaver blev til 25 numre, hvoraf  ni af dem altså blev særligt udvalgt til pladen af samme navn.

The Liberty Balance er en affære, hvor melankoli, kontemplative stunder og burlesque light går hånd i hånd. Vokalsiden er i højsædet, og grundlæggende kan man sige, at albummet gerne – med en stemning, der hælder mod det intime – vil snige sig ind under huden på lytteren. Jeg vil nok nærmere hælde til, at værket til tider bliver en anelse kedeligt og lettere enerverende, men når det er sagt, så er det også på sin plads at nævne, at der findes perler gemt på skiven.

Den første perle er faktisk åbningsnummeret, “Calling on Rebels”, som er fantastisk smukt balanceret mellem vokal og instrumentering. Og netop instrumenteringen er en vigtig investering i projektet. Vi snakker foruden akustisk guitar og klaver også elementer såsom bratch, trombone, sav og euphonium, som er det dybeste blandt saxhornene.

Det er med en følelse af fryd og samtidig med en opstemt forventning om, hvad der mere må komme, at dette åbningsnummer slutter. Med andre ord: Det tegner godt. Rigtig godt. Desværre ryger det meste af glæden, smilet og forventningen lidt af sporet, når sang nummer to, “Viva”, sætter i skred med sin blanding af meget blød Tom Waits, burlesque og sågar gammel Sebastian. Som en slags brat opvågning efter den milde blødhed og varme fra nummeret før. Den slags virker ikke hos mig, og jeg bliver mildest talt irriteret over stilskiftet. Spillemandsmusikken så jeg helst var blevet i træhytten, og fokus burde i stedet udelukkende være på det intime og stemningsmættede vartegn.

“Tiger in a Cage”,”Burn My Brand” og “Don’t Stress”. Vi er tilbage ved det intime, bløde og balladeagtige. De gennemgående musikalske referencer, der lader kalde på sig, spænder fra Antony and the Johnsons, Bon Iver, John Cale og Sixteen Horsepower til Nick Cave, Iron and Wine, José González og sågar Tindersticks. Det er her, styrken skal findes hos The Liberty Balance, og det er her, at de først rigtig bliver pågående, og man føler, at de har noget på hjerte, uden at det bliver kliché. Træhytteriet, med dens von Trier’ske “Antichrist”-surroundings, som jeg sidder og forestiller mig dem, må have bidraget vældigt til disse hybrider mellem lige dele melankoli og intimitet. Styrken til disse stumper musik synes at være suget ud af den lydløse lomme og brugt på rette vis. Der skal fokus være.

Pladens måske smukkeste skæringer findes i “You Hold My Hand” og i særdeleshed i “When the Whole World”. De sidste fire linjer i sidstnævnte overlades til Frida Asmussens smukke røst. Det er så spinkelt og lækkert, og man får kun denne lille snert, hvilket gør, at man higer efter mere. Genialt udtænkt. En strategi, der altid er holdbar, når man vil revolutionere og gøre decideret impact på en lytter, for man husker dette. Tankerne flyder flygtigt mod Stina Nordenstams genistreg af en perleplade, And She Closed Her Eyes. Den samme melankoli og nerve, som det album udstråler, findes ligeledes glimtvis  i “When the Whole World”.

Det er i grunden et bemærkelsesværdigt stunt, at pladens absolut fineste numre findes først og til sidst. Det er virkelig ærgerligt, at selve resten af den musikalske indmad ikke lever op til disse tårne. Det ville kun klæde og fryde, og jeg ville så frygteligt gerne give disse herrer, dette kollektiv, en højere karakter, men præstationen ligger desværre under middel helhedsmæssigt set. De sporadiske euforiserende øjeblikke kan ikke bære hele slæbet, det er selvsagt. Der skal arbejdes mere, og det føles slet ikke umuligt. Hatten på sned og ud i skoven. Der er mere guld at hente.

★★★☆☆☆

1 kommentar

Leave a Reply