Plader

Torben Ulrich og Søren Kjærgaard: Suddenly, Sound: 21 songlines for piano, drainpipe, etc.

Skrevet af Jeppe Carstensen

I en tid, hvor alt gerne skal kategoriseres som lyd og litteratur-symbioser, er det befriende, at flosklerne udvandes med dette kunstneriske pletskud i spændingsfeltet mellem at være ung og gammel, musikalsk og litterær. Hov, nu røg jeg sørme selv i fælden.

»Where learning and unlearning would come together.« Sådan indledes Torben Ulrich og Søren Kjærgaards nye samarbejdsalbum. Med et dynamisk livssyn, blottet for rigide dikotomier, afsøger Ulrich og Kjærgaard nye kunstneriske felter. De to herrer griber på deres helt egen måde livet og instrumenterne an med en blanding af tillært erfaring og spontan nysgerrighed. En art »afmesteringens poetik,« som det medfølgende og fine cd-hæfte meget bekvemt informerer mig om.

Kjærgaards akkompagnement til Ulrichs talte prosa slynger sig gennem 21 opdelinger i et kontinuerligt flow. Det er nogle meget improvisatoriske forløb, der blandt andet instrumenteres af nedløbsrør og diverse andre atypiske remedier, men dog fortrinsvis af klaver. Detaljerigdommen er stor på albummet. Det skyldes måske, at det dugfriske venskab er en produktiv kulmination af to kunstnere med et fælles kreativt og legesygt ærinde.

Mest voldsomt står det andetsidste nummer på pladen, der indledes med ikke blot en sugende fornemmelse, men også konkrete lyde fra en munds sug i et tyndt rør og Ulrichs rytmiske og beatagtige strofer, der lyder: »Then, again, to look into the sound of breath, alert to the flows, the continuity of pulse.« I sidste halvdel af “Songline no. 17” er det nærmest som at lytte til en orne med åndedrætsbesvær, der heroisk gennemgår en afkræftende brydekamp med stilheden. Vejrtrækningens lydunivers har sjældent lydt så frastødende og interessant på samme tid.

Albummet forløber i øvrigt uden mærkbare konventionelle strukturer i opbygningen af disse lyd- og lyrikfragmenter. To markant udtryksfulde og lyttevenlige brudstykker er dog “Songline no. 7” og “Songline no. 9”. Med Kjærgaard bag henholdsvis et harmonium og en xylofon er de begge indslag, der i deres umiddelbare melodiøsitet tager lytteren ved hånden, på en måde som de resterende bidrag ikke formår. Den naivistiske friskhed giver associationer til Ivor Cutlers spillemandsshows eller til et givent filmsoundtrack af minimalisten Michael Andrews. Autenticiteten, alvoren og konstellationen er dog af helt anden karakter i denne sammenhæng, så i mangel på større referenceramme bekender jeg gerne, at arven fra en avantgardistisk jazztradition går min næse forbi i denne dom.

Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at kategorisere værket som et stærkt indspark på en scene, der i nogle år har været præget af stigende inflation. Lyd og litteratur-scenen har både vokseværk og vanvid på plakaten. De teatralske, nogle gange grænseoverskridende opsætninger har ikke altid held med deres eksperimenter. Faktum er dog, at diverse fonde og foreninger elsker det her sammensurium af kunstarter, hvilket også gør, at flere udgivelser tager form af ren konstruktion. Det bliver lyd og litteratur-sammenblanding for sammenblandingens egen skyld, såkaldt bestillingsarbejde. Heldigvis – og det er måske det hele værd – findes der fuldtræffere som denne plade, der vinder nyt land, erkendelse om man vil, hvilket giver os et overraskende indblik i, hvad for eksempel Ulrichs potente og filosofiske digtervirksomhed udvinder i clinch med Kjærgaards kompromisløse og genrenedbrydende lydcollager.

★★★★☆☆

Deltag i debat