Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’09: fredag

Så er vi nået til fredag i Undertoners store Roskilde-guide. Den første lange dag på festivalen, og der er faktisk god grund til at gå hele planken ud.

Måske er fredag ikke en dårlig dag at sove længe. Der er nemlig udsigt til, at den først slutter meget sent, så det gælder om at opspare så mange kræfter som overhovedet muligt. Man kan selvfølgelig gå op og høre Christel Wiinblad læse digte op i Loungen kl. 11.30. Det var hende, der fik lillebroderen til at sætte musik til sine digte om hans selvmordsforsøg. Et selvmordsforsøg, der desværre blev gentaget, efter albummet udkom, og denne gang fik han sin vilje. Men det er måske også en lidt for alvorstung start på morgenen.

Fleet Foxes

Fleet Foxes

Så er det bedre at starte med Negash Alis positive hiphop kl. 13. En purung knægt fra Århus, der forstår at levere socialbevidst rap med bløde, varme soul-samples og sprøde analoge beats. Hans debutalbum fra i år, Asmarino, er en selvsikker opvisning i en stil, der har manglet på den danske hiphop-scene.

Kl. 15 skal man vælge side: Enten skal man tage japanske Monos crescendo-opbyggende postrock på Pavilion, eller også skal man gå efter den bløde folkrock, som Fleet Foxes leverer på Arena. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg Monos koncert bliver bedst, selvom de til tider kan være lidt sterile og forudsigelige i deres kompositioner, men da jeg har set dem tidligere, vælger jeg alligevel Fleet Foxes, selvom jeg mildest talt synes, deres debutalbum var en anstrengende sag. Men hvis nu solen skinner, og støvet knaser under fødderne, så er det nok en oplagt mulighed for at få lidt blød skovmands-folk. Det kan jo være, de vinder live.

En anden grund til, at jeg fravælger Mono, er nu også, at jeg skal se Isis spille en lignende postrock kl. 16 på Odeon-scenen. Deres lyd er noget tungere, mere progressiv, og så har de nogle granvoksne brølevokaler, der giver dem et noget mere dynamisk udtryk end Mono. Det er gutter, der forstår at slå teltpløkker dybt ned i jorden.

Lige derefter, kl. 17, er det tid til et nostalgisk gensyn med Faith No More på Orange Scene. Bandet brød op i 1998 efter deres lidt tamme og fejlbenævnte Album of the Year, og siden har forsanger Mike Patton drevet det vidt med sit eget pladeselskab Ipecac og tonsvis af mere eller mindre obskure projekter, hvor de mest kendte nok er Fantomás og Tomahawk. De setlister, der har været i omløb efter de første par reunion-koncerter, tyder på, at der er dømt nærmest ren hitparade, og det skal nok få en flok af os, der var kids i 90’erne, til at synge nostalgisk med på “Midlife Crisis” og “Evidence”.

Shugo Tokumaru

Shugo Tokumaru

Kl. 19.30 opstår der lidt af et dilemma for mig. Dem er der ellers ikke mange af på årets festival i forhold til tidligere år, men det skyldes vel lige dele tilfældigheder og et lidt mindre interessant program end f.eks. sidste års overflødighedshorn af interessante navne. Det lette valg ville være Nick Cave & The Bad Seeds, der nok skal samle en af de største publikumsmasser foran Orange Scene i år, og det er et band, der – til trods for den snarlige efterløns-alder – virker tændt. I hvert fald hvis man måler efter sidste års Grinderman-koncert, der jo havde deltagelse af en stor del af bandet. Men hvis man nu har set den aldrende tagrende stavre rundt på de store scener ofte nok, ville det ikke være helt dumt at vende næsen mod Astoria, hvor japanske Shugo Tokumaru spiller. Han udgav en af sidste års mest vidunderlige indiepop-plader, der med lidt skæv instrumentering hurtigt satte sig på den indre jukebox, til trods for at jeg ikke forstår det mindste japansk. Desuden bliver det nok ikke en særlig lang koncert, da han kun har det ene album at trække på, så der er tid til at se afslutningen af Nick Caves koncert. Han kommer nok ikke lige igennem 25 års materiale på 45 minutter.

Kl. 21 tror Roskilde Festivalen stadig på, at Wavves kommer, til trods for at han har aflyst alle koncerter i Europa. Jeg tvivler nu en del mere på det, og selvom han kommer, er det nok tvivlsomt, hvor god koncerten bliver. Næ, så er det en noget mere sikker satsning at gå over på Arena og se The Mars Volta forsøge at blæse om kap med vinden på Camping Østs sletter. De har lige sendt deres nye plade Octahedron på gaden og er i øvrigt en intens live-oplevelse, hvor deres fusionsgreb på emopunken blandet med latinamerikansk psych er garant for at bringe enhver festivalgænger ud af balance uden nogen form for kemisk påvirkning. Det er på alle mulige måder et overvældende liveband, der ikke skal misses.

Gang Gang Dance er også overvældende, og deres plads kl. 23.00 fredag aften på Pavilion kunne ikke være bedre valgt. Bandet leverer på plade en udefinerbar, eksperimenterende og afsøgende musik, der blander lyde fra alverdens musiktraditioner i deres nogle gange sangstrukturerede, andre gange instrumentale numre, der æterisk grænser til noget spirituelt. Live bliver deres fornemmelse for dansabel rytmik tydeligere, og det er intet mindre end en overjordisk oplevelse at opleve Gang Gang Dance udfolde deres musik på en scene. Måske virker musikken utilnærmelig, men enhver bør unde sig chancen for at se dem. Det bliver om ikke andet end usædvanlig oplevelse, hvor man får udfordret sine forestillinger om musik.

Cola Freaks. Foto: Mort Harder.

Cola Freaks. Foto: Mort Harder.

Hvis man ikke er helt blæst efter det arrangement, byder fredag nat på noget klassisk rock. Kl. 1 kan man eventuelt se de retro-garagerockede popdrenge The Soft Pack, men jeg vil nu foretrække at blive i den 90’er-nostalgiske kategori, som Faith No More ansporer tidligere på dagen, og se Nine Inch Nails samme tid på Orange Scene. Trent Reznor har fået lidt af et comeback de sidste par år med hans branche-udfordrende distribution af musik og generelt velfungerende web 2.0-udnyttende markedsføring. Sidst, han spillede på Roskilde, var i 2000 kl. 20.30, da der stadig var lidt lyst, og det skal blive godt at få drønet en omgang stålbesatte industrial-guitarer ind i hovedet ud på natten. Samtidig bliver det sandsynligvis også hans sidste koncert i Danmark, da han har udtalt, at han indstiller sin tourvirksomhed, men stadig vil lave musik. Den slags udtalelser skal selvfølgelig tages med et gran salt, da musikere ofte gør dem til skamme senere.

Når den koncert slutter, kan det godt være, at Roskildes lokale Ole Lukøje har haft travlt med at sprede støvet på pladsen, men hvis der nu stadig er lidt energi tilbage, ville det ikke være en helt dum ide at tage sin godnatdrink på Pavilion-scenen kl. 3 sammen med danske Cola Freaks, der ud over at være et af Jay Reatards yndlingsbands også er kendt for at være et intensivt liveband i kategorien no bullshit-punkrock. De er det bedste band at blive slået hjem af fredag nat.

Deltag i debat