Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’09: lørdag

Skrevet af Christian Klauber

Lørdag på Roskilde bliver en lang og sej affære. Den starter tidligt og slutter sent, men hvis alt går vel – og du følger denne plan – bliver dine natdrømme psykedelisk søde.

Kunne Dungen mon friste med en kop te og en fløjtesolo? Foto: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Kunne Dungen mon friste med en kop te og en fløjtesolo? Foto: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Lørdag på Roskilde er omtrent den hårdeste dag. Hvis man har været så standhaftig, at man har taget warm up-dagene med, er lørdag den syvende dag på festival, og selv de mest hardcore festivalgængere er nok begyndt at længes bare en lilllleeee bitttee smule hjem.

I år ser min lørdag også ud til at blive både den hårdeste og samtidig også den mest kompakte lille musikpakke, man kan forestille sig. Jeg glæder mig allerede.

Vi starter tidligt, for allerede kl. 12 sætter Paavoharju dagen i gang med deres blide og mærkværdige electronica-inficerede folkemusik, der slynger sine finske arme omkring en, selvom man ikke forstår et suk. Vi overså deres plade i 2008 – en fejl ifølge Andreas K. Rasmussen. Skulle sprogbarrieren blive for meget, trisser jeg nok over på Odeon, hvor Balstyrkos blend af Ane Trolles smukke stemme og Malk de Koijn/Bikstok Røgsystem-inspirationer kunne være en blid, charmerende søndagsstart.

Kl. 14 er et oplagt valg “¦And You Will Know Us by the Trail of Death på Odeon, hvis man altså er til storladen, udsvævende og arty indierock. Da de spillede på Lille Vega i maj, var det i hvert fald noget af en oplevelse for Signe Palsøe. Jeg kigger nok forbi, men der er ikke ligefrem sat et stort fedt i kryds i spilleplanen. Til gengæld er der i tidsrummet mellem 16 og 17 flere koncerter, der alle meget vel kunne have ganske meget at byde på. Højt på listen står Marnie Stern, der kl. 17 tager fat omkring Pavilion-publikummet med sin progressive indierock, der inspireret af bands som Animal Collective og Deerhoof utvivlsomt kunne blive noget af en oplevelse. Har man ikke lyst til voldsom kompleksitet så tidligt på dagen, er der flere muligheder for at pleje øret med mere blide toner. Man kan f.eks. tage en powerpoppet svingom med Håkan Hellström og mange tusinde andre mennesker på Orange kl. 16, ligesom Elbows britpop på Arena kl. 17 også er et godt alternativ. Jeg er dog overbevist om, at jeg, hvis jeg ikke holder til Stern, ser festivalen gennem nationalistiske briller og tager et lyt til Oh No Onos catchy og iørefaldende Beach Boys- og Flaming Lips-inspirerede pop, som de senest præsenterede i noget nær fuldendt form på Eggs. Det starter kl. 16.30 i Odeon.

Længden af deres koncert skulle også gerne passe med, at jeg på Astoria kl. 18 kan få en lille bid mere af Marissa Nadler, der mildt sagt var fortryllende, da hun spillede på Loppen. Med sine fine, dramatiske tekster – som hun senest viste på Little Hells og ikke mindst sin fantastiske stemme, er hun en af de ypperste singer/songwritere p.t., og det er et gensyn, jeg næppe snyder mig selv for. Jeg snyder bestemt heller ikke mig selv for – på Pavilion kl. 19 – omsider at se The Dodos og deres krydsning af tribalrytmer og blues, der var noget af en oplevelse, da Kim Elgaard Andersen anmeldte dem i november sidste år.

Herefter er det endelig tid til en pause og med sikkerhed noget at spise og måske lidt skyllemiddel. Mit næste fikspunkt er nemlig først kl. 23 på Pavilion, hvor The Pains of Being Pure at Heart – med deres shoegazer-(noise)pop – får den utaknemmelige opgave at følge op på sidste års støjpopperlende højdepunkt med My Bloody Valentine. Der er relativt stor sandsynlighed for, at det fysiske tryk på ører og brystkasse ikke når samme niveau igen i år, og er det hele lidt for kedeligt, tror jeg, at jeg slår et sving forbi Arena kl. 24, hvor Fever Rays mørke, smågotiske electropop kunne være en rigtig stor oplevelse på et nattemørkt Roskilde. Hendes plade var i hvert fald en rigtig fin oplevelse og koncerten på Vega ligeså. Desværre opholder jeg mig ikke længe i mørket, for jeg skal til teselskab hos de aldrende svenske psych- og freejazzpoppere i Dungen, der spiller på Odeon kl. 00.30. Deres blanding af god gedigen psych og udsyret jazz er helt sikkert kærkomment på det her tidspunkt af døgnet, hvor stjernerne forhåbentlig blinker om kap med dagens oplevelser.

Lorenzo Woodrose og Dragontears får dig op at flyve på de psykedeliske skyer. Foto: Daniel Nielsen, LiveShot.dk

Lorenzo Woodrose og Dragontears får dig op at flyve på de psykedeliske skyer. Foto: Daniel Nielsen, LiveShot.dk

Selvom der næppe er meget energi tilbage på batterierne, har jeg – på dette tidspunkt og hvis jeg stadig er oven vande – alligevel tre krydser tilbage på min blok, der er værd at nævne. Jeg har en vis forestilling om, at Black Dices eksperimenterende, elektroniske noise på Pavilion kl. 01 kunne være starten på en helt igennem forrygende psykedelisk og indtryksrig nat. Især når det er min klare plan at slutte af med et ordentlig smæld testosteron, når Lorenzo Woodrose-sideprojektet Dragontears fyrer op på Pavilion så sent som kl. 03 lørdag nat (eller skulle vi bare sige søndag morgen?). Deres seneste plade var i hvert fald lige til at falde ind i. Indimellem disse to koncerter skyder sig en unik og vel egentlig must-see-mulighed for at se Malk de Koijn fyre deres hæsblæsende ordrablerier af på en scene. Da jeg (føler jeg) vist nok er omkring den eneste i Danmark omkring de 30 år, der aldrig rigtig kom med på vognen, fordi alle pladserne var taget, er der næppe nogen tvivl om, hvor jeg befinder mig kl. 02: hoppende og dansende på Arena (og hvorfor er det lige, at Malk de Koijn ikke åbner Orange, hva’ Roskilde? Hva, hva, hva?). Og når jeg derefter har fundet min indre ro i Dragontears’ udflydende psykedeliske månelandskaber, er der næppe tvivl om, at jeg enten hopper eller svæver hjem til mit telt og sover psykedelisk sødt inden søndagen afslutter dette års Roskilde-strabadser.

Deltag i debat