»Det kommer an på dagsformen,« siger Morten Olsen jævnligt, og skulle han tage sine Phonak-høreapparater med til Roskilde, står han i lige netop den type dilemma, straks festivalen sætter gang i torsdagens program. Der er oceaner til forskel på Lucy Loves stramme, rapkæftede grime og Wolves in the Throne Rooms anderledes monstrøse blackmetal. Ud over at jeg godt kan være en lille smule i tvivl om, hvorvidt Lucy Love kan holde dampen oppe i mere end en halv times tid (det kan hendes debutalbum nemlig ikke rigtig), er det vanskeligt at træffe valget her og nu. Det må afhænge af, hvor man er omkring kl. 17.30 – tæt på Cosmopol og den seje dansk-zambianer eller i nærheden af Odeon, hvor Wolves in the Throne Room dundrer.

Lucy Love

Derimod kræver det ingen videre overvejelser at beslutte sig for at holde sig langt væk fra finske Alamaailman Vasarat, der kl. 18 spiller i Astoria. Festivalen fabler selv om, at finnernes musik relaterer til »et fiktivt rige«, der er »fyldt med svært bevæbnede klovne, der jager deres sagesløse ofre til en blanding af polka, klezmer, jazz, punk og metal.« Selv hvis 1.000 aber skrev på 1.000 skrivemaskiner i 1.000 år uden afbrydelser, er det svært at forestille sig, at de ville kunne skrive noget mere urovækkende.

Som det efterhånden hører sig til, kan man sagtens springe over åbningen af Orange Scene, og heldigvis er Arena et ganske godt bud på et alternativ til rapperen Petter. Fra kl. 18 spiller det snart 30 år gamle punkrockband Social Distortion nemlig her, og det kan vise sig at være en tiltrængt energiindsprøjtning inden resten af dagens strabadser.

Herefter levner programmet god tid til at finde noget mad, inden Orange Scene giver folket mulighed for pÃ¥ ny at kyle kærlighed efter et band, der har stÃ¥et for et af de seneste Ã¥rs mere overraskende (og til tider ogsÃ¥ en kende uforstÃ¥elige) folkelige gennembrud. Volbeat drøner derudad fra 19.45, og jeg er allerede forpustet ved tanken om “The Garden’s Tale”.

NÃ¥, men det er nu ogsÃ¥ noget andet, der skal ske ved 20-tiden. Rumpistols album fra sidste Ã¥r var aldeles glimrende, men live har Jens Berents Christiansen leveret sÃ¥ svingende optrædener, at min kuglepen krydser med mere overbevisning i kolonnen med Arena-navne. Her spiller amerikanske Lucinda Williams, og vi har at gøre med lidt af en legende. Jeg er ikke spor inde i countryrockens lyksaligheder, men Williams’ ru stemme er sÃ¥ stærk og gribende, at koncerten mÃ¥ og skal tjekkes ud.

Hvis Williams alligevel ikke kan holde interessen fanget, kalder Pavilion-scenen 20.30. Her præsenterer Fucked Up deres uvant velklingende og gennemarbejdede form for hardcore. Sidste års The Chemistry of Common Life høstede stor ros, og selv om jeg skal tilstå, at jeg har haft lidt svært ved at høre, at Fucked Up skulle være så fantastiske, som eksempelvis Undertoners anmelder udråbte dem til at være, er det svært fristende at opleve dem i levende live.

Lucinda Williams

Torsdag er i det hele taget en dag, hvor Roskildes programlæggere lader til at have bestemt sig for, at der skal rockes igennem. Og når man nu alligevel er blevet sporet i den retning, er der kl. 21.30 ingen grund til at være andre steder end foran Odeon-scenen. Her spiller New Jersey-bandet The Gaslight Anthem nemlig amerikansk rock med Bruce Springsteen som åndelig gudfar. Folk, der helst vil have avantgardistiske eksperimenter, skal nok springe over The Gaslight Anthem, men det levner så meget desto mere plads til festivalgængere, der kan lide deres svedige rock være på fuld skrue som hos The Clash og skråle med-venlig som hos, nå-ja, Bossen.

Anderledes finurligt og rigt detaljeret bliver det formentlig i Astoria-teltet kl. 22, hvor folk, der har fået rocktrangen mættet, kan lade adrenalinniveauet dykke, som var det et aktieindeks, og nyde Annie Clark og hendes ornamenteringsbegejstrede indiepopprojekt, St. Vincent. Ved første ørekast kan sangene på hendes andet album, Actor, virke lige lovligt pæne og anonyme, men både kompositionerne og arrangementerne gemmer på mere end som så. Clarks vokal er indiskutabelt smuk, og alene af den grund er St. Vincent-koncerten værd at tjekke ud. Om hendes sange kommer til deres fulde ret i festivalsammenhæng, kan man dog godt have sine bange anelser omkring.

Hvis Roskilde-arrangørerne ikke har fÃ¥et løst et af sidste Ã¥rs problemer, bliver min frygt større. I perioder blev 2008-koncerterne i Astoria-teltet nemlig præget af, at lyden fra Orange Scene gik lige rigeligt klart igennem. Fortsætter den tendens, nÃ¥r St. Vincent kun at spille et kvarters tid, før der gÃ¥r autotune-vokal i den. Eller rettere sagt: Jeg aner ikke, om Kanye West smører sin stemme lige sÃ¥ meget ind i robotolie live som pÃ¥ sidste Ã¥rs 808′s & Heartbreak. Da han spillede pÃ¥ Roskilde Festival for tre Ã¥r siden, var det ikke just nogen stor oplevelse. Wests ego er ikke blevet mindre siden dengang, men 808′s… gør det ikke desto mindre realistisk om ikke at forvente, sÃ¥ dog at hÃ¥be pÃ¥ en stærk koncert, nÃ¥r hiphopsuperstjernen vader ind pÃ¥ Orange.

St. Vincent. Foto: Tod Seelie.

Kanye West eller ej – kl. 23 bliver der pres pÃ¥ i omrÃ¥det omkring Arena. Snart albumaktuelle Mew entrer nemlig scenen, og forhÃ¥bningen om, at de spiller sange fra det nye album, No More Stories Are Told Today I’m Sorry They Washed Away No More Stories the World Is Grey I’m Tired Let’s Wash Away, skal nok berøve West for en del af hans publikum. Smagsprøven “Introducing Palace Players”, som Mew slap i slutningen af maj, er pÃ¥ én gang en kende flad og virkelig lovende, og det er i det hele taget vanskeligt at vide, hvad man skal forvente sig af Mews femte fuldlængdealbum. ForhÃ¥bentlig giver Roskilde-koncerten et praj om dét – og i hvert fald er der god grund til at troppe op og tjekke, om Jonas Bjerres vokal er i topform, for nÃ¥r den er det, er Mew et anbefalelsesværdigt liveband.

Anders Trentemøller lukker torsdagen på Orange Scene kl. 00.30 med et dj-set, og det er ikke underligt, hvis éns fødder vil hver sin vej på det tidspunkt. Skal man bedømme ud fra Trentemøllers just udkomne mix-cd, Harbour Boat Trips, er der ingen grund til at tro, at det bliver nogen større oplevelse rent dj-teknisk. Til gengæld kommer der en række indtil videre hemmelige gæster, og det forlyder, at showet bliver lidt af et udstyrsstykke. Tja, bum-bum – hvilken vej fødderne ender med at gå, kommer vist an på dagsformen.