“Hej Martin. Du må selvfølgelig ligge i vores lejr. Der er ti kasser øl per mand, glimrende og meget pot og masser af mædl og fee rock. Ikke så meget Animal Collective, dog.”
Nogenlunde sådan en sms tikkede ind på min mobil for et par uger siden. Det er et fasttømret tegn på, at det snart er ved at være Roskilde-tid. Nogenlunde den samme sms (eller, nok telefonsamtale) kunne jeg have udvekslet med mine venner for 10 år siden, da jeg første gang tog på Roskilde. Ikke meget har ændret sig på den front, hvilket egentligt er rart. I år betyder festivalens opvarmningsprogram på Pavilion Junior-scenen, at der dagene før pladsen åbner torsdag, bliver masser af tid til at høre hjernedød metal til hen på formiddagen.
Cody
Tag nu bare den allerførste dag med musik på årets festival. Søndag er det de strambuksede og ganske ordinære Twins Twins, den alt for selvhøjtidelige metalkliché Scamp, Rubberhead Banditz (!) og Von Dü (!!), der skal lokke mig væk fra 10 kasser dårlig tysk dåseøl nede i nylonhavet. Det kommer ganske enkelt ikke til at ske. Ikke fordi der er noget som helst i vejen med Twins Twins, men de tre andre navne er så uendeligt lidt givende i musikalsk forstand, at jeg bliver væk fra Twins Twins alene i protest mod dem. Så hellere pot og lunkne Fuglsang.
Mandag ser straks bedre ud. Cody (13.30) og deres mørke americana er overraskende potent, og Men Among Animals (15.00) spiller som regel deres milde psych-pop med så meget nerve, at de er en lang gåtur værd. Det samme kan i den grad siges om Vinnie Who, der spiller kl. 18.00. Det er dekadent disco med en Glass Candy/Zé Records-kant. Ikke særligt nyskabende, men voldsomt effektivt inden for den snævre ramme, de opererer i. Selvfølgelig er det hårde odds at skulle spille disco lidt før spisetid i et telt på en dyrskueplads, men med lukkede øjne og et pakket gulv foran scenen, kan det helt sikkert gå an.
Bodebrixen kl. 21.00 springer jeg let og elegant hen over. De spiller fin svensker-indie, men de genopfinder hverken dybe tallerkner, hjul eller for den sags skyld I’m From Barcelona. Inden da har jeg dog nået at få et skud benhård psych-rock fra The Telstar Sound Drone kl. 16.30.
Og så er det, det begynder at gå skævt. Tirsdagens program er nemlig et virvar af bands, der alle lyder lidt for meget som alle mulige andre. Islandske Kira Kira (15.00) blander noget CocoRosie-mystik med typisk islandsk storhedsfornemmelse og brusende geyser-elementer, men det fænger ikke rigtigt. Det vil muligvis fungere fint live, så om ikke andet kan eftermiddagen gå med at mødes med venner og drikke papvin i græsset.
Det er nemlig først kl. 19.30, at Giana Factory spiller. Det er absolut et band, der er værd at forlade campingstolen for. Det lyder som en blanding af legesyg new wave og mildt udknaldet psych. Og de mister aldrig grebet om melodierne. Det samme kan ikke ligefrem siges om norske Kvelertak (21.00). Men deres blanding af garagerock og blackmetal-æstetik er ikke af det værste.
Megaphonic Thrift
Onsdag plejer jeg at fordrive med at lytte til følsom indiepop og drikke rosévin i min affaldssorterende og tandbørstende lejr. Men i år ser det ud til at gå helt anderledes. Indiepop og rosévin bliver der ikke, som min ven skrev til mig, så meget plads til, og jeg har langsomt accepteret, at det ikke nytter noget at stritte imod. Derfor tror jeg også, at jeg springer The 20belows over kl. 12.30. De spiller ellers melodisk punk med bid, men deres lyd kan jeg ikke forene mig med. Der er for meget New York og for lidt powerpop over det.
Jooks er heller ikke ligefrem mit krus rap-te, selvom det er svært at argumentere imod, at herren har et af de absolut bedste flow i dansk rap. Musikken og tematikken er desværre alt for ordinær til, at det er værd at rejse sig for. Det kan The Megaphonic Thrift derimod få mig til. Det norske band, der spiller kl. 16.30, kender deres amerikanske indie-helte til fingerspidserne og blander fint støjende elementer med akustiske og nærmest The Microphones-agtige stykker. Nordmændene bliver min sidste musikalske udflugt til Pavilion Junior, inden festivalpladsen åbner torsdag. Der skal simpelthen være plads til at skeje lidt ud, inden de koncentrerede rundture i hovedprogrammet tager over.
Ingen navns nævnelse af Babian?
Ja hva blev der lige af med Babian? Dem ser jeg i hvert frem til i junior-dagene..
Hvad kan de da? Martin er i hvert fald ikke imponeret.
Jeg strøg let uden om Babian, ja. Jeg har aldrig brudt mig det store om Bob Hund, og det er, i min optik, ikke fordi Babian lige frem tilføjer det store til netop det, Bob Hund gør. Jeg ser mest af alt frem til Vinnie Who og The Megaphonic Thrift på Pavilion Junior.