Plader

Venice: Sober

Skrevet af Zenia Menzer

Københavner-kvartetten smider et debutalbum på gaden, der viser adspredelse, rytmik og rockede toner. Albummet føres frem med en karismatisk forsanger i front og et veldrejet musikalsk samspil, der lægger en solid grund for forventningerne til bandets fremtid.

Sober bliver der fra start til slut spillet op med vellydende toner, der skiftevis frembringer det legesyge, og det, der grænser til sørgmodighed – uden egentlig at være det. Det er svært at sidde stille, når denne skive bliver smækket på, for den opfordrer til at vippe med foden og nikke med hovedet, mens man bliver revet med af den stemning, der bliver opbygget gennem hvert enkelt nummer, og som omkranser albummet som en helhed.

Det, der er slående ved dette band, er, at de med deres første album formår at skabe deres egen lyd og på samme tid får kreeret så mange forskellige sider af sig selv. Forsanger Morten Kistrup fører an med en alsidig vokal, der rummer (og i den grad er med til at opbygge) stemningen på albummet og de forskellige lydbilleder, der bliver skabt. Hvem havde troet, at der kunne komme så meget lyd ud af så lille en fyr? Det er altid opløftende at opleve en forsanger, der ser anderledes ud, end han lyder, for det skaber et overraskelsesmoment og er efter min mening med til at skabe den konfrontation, der er så nødvendig, for at musik for alvor bliver spændende. Musik bliver interessant, når man som lytter bliver præsenteret for noget uventet og noget, der er med til at skabe kant, og det, synes jeg, at Venice klarer ret godt – også selvom man ikke har set billeder af bandmedlemmerne.

På trods af min umiddelbare begejstring må jeg dog erkende, at man godt kan høre, at det er et ungt band. Med tiden skal de nok blive dygtigere rent teknisk, og det vil komme til at betyde noget for deres lyd, men samtidig er de uafpudsede kanter med til at skabe den råhed, jeg finder så tiltalende. Samtlige bandmedlemmer er fra 1980’erne, og det er forfriskende at høre så unge mennesker strække sig så langt, som man får indtrykket af, at de gør på dette album. Men netop på grund af deres unge alder ser jeg også frem til næste udspil fra dem, fordi jeg tror, at de udgør et band, der vil vokse med opgaven. De har skabt et velhængt album, der samtidig rummer små fragmenter af noget uidentificerbart, som får lytteren til at blive hængende til næste nummer og næste nummer og “¦

Man kan høre, at det er et band, der stræber efter noget, og at de endnu ikke helt er nået til det punkt, hvor de kan nå det. Dette skal ikke forstås på den måde, at denne førsteudgivelse fremstår besværet, eller at bandet ikke formår at leve op til den lyd, de skaber. Det er nærmere en konstatering af, at det er et ungt band, der endnu har noget at lære, men samtidig et band, der har kant, nerve, en røvfuld attitude – og en lovende fremtid på den internationale musikscene.

★★★★☆☆

Deltag i debat