Koncerter

Wooden Shjips, 01.06.09, Loppen, København

Skrevet af Christian Klauber

Wooden Shjips leverede fuzz, buzz, ekko og alle de andre rigtige ingredienser til at skabe et inciterende og hypnotiserende psykedelisk opkog, der satte kroppe og ører i brand.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Ah. At cykle gennem den nedgående pinsesol mod Loppen, vel vidende at man har en energisk, sprudlende koncert foran sig, må næsten skrives ind i en kanon for oplevelsesøkonomi. Det kriblede i hvert fald markant i mit indre koncertbarometer på vej derud, og barometeret slog for alvor ud, da jeg inden koncerten betragtede opstillingen af udstyr og så Ripley Johnson – med nærmest ærbødig mine – tage et bælte af effektpedaler op af en metalkuffert. Lige der vidste jeg, at koncerten ville blive fuzzy på den helt rigtige måde.

Bevares, det er jo ikke fordi Wooden Shjips på nogen måde har opfundet den dybe tallerken, men deres psykedeliske rock har en ekstremt inciterende rytmik og dynamik, ja, indimellem nærmer det sig næsten krautrockens mekanik, der gør, at man ikke kan stå stille. Det var der i hvert fald ikke mange, der gjorde i går. Nærmest i trance bevægede og dansede publikum efter Wooden Shjips’ pibe, som var fyldt med en magisk, hypnotiserende svampeblanding, der gav farve til bagvæggen og rytmik til publikum tættest på scenen.

Ja, faktisk var musikken så inciterede, at jeg undervejs stod og tænkte, at folk sagtens kunne have været endnu mere fysiske, som en reaktion på den kraftfulde energi, der lå i Wooden Shjips vedholdende og indkapslende lyd, bedst illustreret ved en trommeslager på overarbejde, der en enkelt gang slog så energisk og hårdt, at tamburinen, der var fastspændt til gulvtammen, røg ud over kanten (der er nu heller ikke noget som at hamre løs på et crashbækken). Havde det her været på Roskilde Festival, var der uden tvivl blevet kastet en enkelt fadøl eller to, ganske enkelt fordi musikkens elektrificerende kraft kalder på handling.

Den mekaniske grundstruktur og Johnsons ekkoinficerede momentvise sang, der slyngede sig om publikum, fik det til at føles, som om man stod i midten af en musikalsk centrifuge. Og når numrene stoppede – oftest meget pludseligt (fordi man var sunket ned i den psykedeliske sump) og med Johnson som kapelmester – blev man brutalt flået tilbage til virkeligheden og til et monstervarmt Loppen.

Derfor var et ekstranummer fra San Franciscos neo-psykedeliske superkvartet rigeligt at tygge på, for sveden og lydtrykket var på det tidspunkt voldsomt dominerende. Som en pige foran mig formulerede det til sin ven: »Det er så fedt, man bliver fuldstændig døv heroppe.« Indkapslingen i lyd var med andre ord lykkedes. 90 forrygende minutter i en psykedelisk, ekstremt velspillende evighedsmaskine, der overførte alt rigeligt med energi til en flyvende tur hjem.

★★★★★☆

Deltag i debat