Plader

Akron/Family: Set ‘Em Wild, Set ‘Em Free

De spirituelle og støjende hippierøve i Akron/Family er tilbage med en plade, der for første gang lyder som det, man havde forventet. Det er heldigvis ikke udelukkende en dårlig ting, hvis ens forventninger er høje nok.

Akron/Family har over tre plader og en enkelt ep forfinet et udtryk, som med lidt god vilje kan siges at være en mere tilgængelig og fokuseret udgave af den amerikanske freefolk-bølge, der igennem en blanding af alt fra primal stammerytmik, udknaldede akustiske eksperimenter og ekstatiske, støjende freak-outs i en overvejende improviseret ramme har levet et liv uden for den brede mainstreams bevågenhed i snart mange år. At bevægelsens anden figur (ud over måske Joanna Newsom), der har fået et decideret gennembrud uden for små, indforståede cirkler, er Devandra Banhart, siger ikke så lidt om selvsamme bevægelses diversitet.

Men hvor Banhart har beskæftiget sig med en musik, som, alt andet lige, nemt kan genkendes som ‘folk’, så har Akron/Family excelleret i en ofte anarkistisk blanding af afdæmpet, akustisk folk såvel som larmende, udsyrende støjpassager og fuldfed 70’er-rock, ofte på én og samme skæring. Men det, der forbinder de to kunstnere, ud over deres eksperimenterende, legende take på folken, er den mentalitet – eller ideologi om man vil – der løber som en rød tråd igennem alt, hvad de beskæftiger sig med. En slags neo-hippieånd, der netop stammer fra freefolken, hvor det kollektive igennem improvisationen er en helt central følelse.

Det er muligvis så som så med de improvisatoriske elementer på Akron/Familys udgivelser, men fællesskabet, enheden og især kærligheden er essentielle temaer, både i tekstuniverset såvel som i det musikalske udtryk. Det kommer også i den grad til udtryk live, hvor bandet har ry for at skabe intime og nærmest spirituelle oplevelser med store mængder fællessang og en nærmest lallet legesyge. En legesyge, der som nævnt også kommer til udtryk på pladerne og måske allerbedst på deres seneste og aldeles fremragende Love Is Simple, hvis titel uden omsvøb understreger gruppens agenda. Den fortsatte stilen fra ep’en Meek Warrior, hvor frenetiske freejazz-elementer og nærmest transparente folk-ekskursioner ud i kosmos stod side om side, og med en overvægt af små-psykedeliske tekster om netop det kosmiske, det spirituelle og den altigennemstrømmende kærlighed var Love Is Simple simpelthen et dybt sympatisk monster af en plade, hvor store mængder af vokalharmonier brugtes som et gennemgående våben i gruppens ganske overvældende arsenal.

Set ’Em Wild, Set ’Em Free fortsætter bandet stilen fra den sidste plade, men der er alligevel sket en del i deres univers. Allerede åbningsnummeret, “Everyone Is Guilty”, viser i nogen grad en ny vej for gruppen, med en stram og funky fornemmelse i især versene. Men på nær rytmikken er der dog tale om ret ‘klassisk’ Akron/Family, og det ekstatiske omkvæd og de lange instrumentelle mellemstykker såvel som stryger/blæser-afslutningen udgør et nummer, der, selvom det ikke er blandt bandets bedste, så i hvert fald er både godt og møgkompetent.

Et nummer, der til gengæld skriver sig ind i denne anmelders all time-Akron/Family-kanon, er det næste, “River”, som en af den mere afdæmpede slags. Let marchagtige trommer, fløjten, blæsere og ét af disse solrige og nærmest skinnende omkvæd, som bandet, når de er bedst, leverer tilsyneladende helt ubesværet. Fantastisk, simpelthen. Den psykedeliske nerve er i den grad bibeholdt, men den smukke og gennemførte kompositoriske brug af strygere og blæsere leder nærmere tankerne hen på 60’er-pop a la Beach Boys eller The Free Design, hvilket f.eks især bemærkes på det næste nummer, “Creatures”, der er et lidt uinteressant, om end stemningsfuldt stykke easy listening, hvor det netop er lagene af vokal, guitar og blæsere over den næsten electronica-klingende percussion, der er styrken. Derefter bydes der på smuk og bestemt ikke mindre stemningsfuld folk i “The Alps & Their Orange Evergreen”, der igen underbygges af strygere.

Har man fulgt lidt med i bandets gøren og laden i tiden op til udgivelsen, kan det måske undre, at de er gået i en retning, der er mere præget af gennemarbejdede kompositioner og detaljeret orkestrering end tidligere; de har nemlig turneret med en opstilling, der har talt op til ni mand, deriblandt to trommeslagere, og de optagelser, der har været at finde rundt omkring, har båret meget præg af de lange og voldsomme impro-freakouts og næsten gospelagtigt storladne fællessang, som denne konstellation har givet mulighed for. Og som denne anmelder bliver nogle måske også en smule skuffede over, at denne udvikling ikke kommer til udtryk på Set ’Em Wild, Set ’Em Free. De skæringer, der viser den mest udknaldede og støjende side af bandet, “Gravelly Mountains of the Moon” og “MBF”, er, selvom mange mindre talentfulde bands formentlig ville give deres højre arm for at præstere noget lignende, ganske enkelt ikke på højde med tidligere tiders vidunderligt kosmiske energiudladninger. I stedet virker støjen en smule forceret og overflødig, og man er på det nærmeste lettet, når sidstnævntes aggressive, pågående støjangreb hører op. Hvad der ellers har fungeret så godt for Akron/Family – altså at lade støjen være en logisk konsekvens af numrenes naturlige progression, hvor ekstasen og transcendensen først opnås efter en katartisk omgang larm – lykkes desværre sjældent på Set ’Em Wild, Set ‘Em Free.

“Sun Will Shine (Warmth of the Sunship Version)” og den Zombies-klingende “Last Year” lukker på meget fin vis pladen, der bestemt ikke kan beskyldes for at være uinspireret, men som alligevel viser et band, der i lidt for høj grad genbruger gamle ideer på en ikke altid lige overbevisende måde. Der mangler simpelthen disse overrumplende momenter af idérigdom, som f.eks “Ed Is a Portal” fra Love Is Simple eller “Blessing Force” fra Meek Warrior. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og Set ’Em Wild, Set ’Em Free er på ingen måde en dårlig plade. Det er faktisk i alle henseender en rigtig, rigtig god plade, men man kunne med rette forvente lidt mere af et godt band end det, de her leverer. Det er altså i denne kontekst, at karakteren skal ses, og hvis man aldrig har hørt Akron/Family før, er det bare om at komme i gang. Men man kan nok med fordel starte et andet sted end her.

★★★★☆☆

Lyt til “River”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/river.mp3]

Deltag i debat