Artikler

Anti-Pop Consortium – genrebrydende genialiteter

Skrevet af Christian Klauber

Legender i Århus. Antipop Consortium beriger Danmark med et besøg, og det bør man ikke snyde sig selv for, især ikke hvis det bliver lige så vildt som albummene Tragic Epilogue og Arrhytmia.

Antipop Consortium leverer flerdimensional hiphop. Prøv at følge med, mens arrrrrytmerne blæser af sted. Foto: Sarah A. Friedman

Anti-Pop Consortium leverer flerdimensional hiphop. Prøv at følge med, mens arrrrrytmerne blæser af sted. Foto: Sarah A. Friedman

»Life’s to fast / need to take it slow / shark infested water / message in a bottle / no man is an island / individual visual MC / me I love life« (fra “Rinseflow”, Tragic Epilogue).

Endelig bliver mine drømme (måske) opfyldt. Og jeg behøver ikke engang – som jeg ellers havde overvejet – at tage til ATP i New York. Hvis jeg får billetter, that is. LJUD har nemlig haft heldet og dygtigheden til at hive Anti-Pop Consortium til Århus. Shark infested waters. I Århus… I Århus”¦ Jeg kniber mig i armen.

Med pladerne Tragic Epilogue (2000) og Arrhytmia (2002) cementerede Anti-Pop Consortium på mange måder min hiphopinteresse. På begge plader udmanøvrerede deres ekstremt abrupte, elektronisk inspirerede rytmer, der både tenderer triphop, jazz og avantgarde electronica, tilsat helt fænomenal rap stort set alle andre af mine favoritgrupper og satte sig solidt på listen over yndlingsalbum.

De to plader var (og er) ganske enkelt superinnovativ hiphop, anstrengende og udfordrende, krævende fuld opmærksomhed fra sin lytter. Jeg får stadig gåsehud, når “9.99” fra Tragic Epilogue sætter i gang, og selvom hiphop og rap fylder en stor del af min musiksamling, så er der ikke meget hiphop, der forårsager den slags ukontrollerede kropslige reaktioner. Og det fortsætter med “Rhinseflow”, pladens sjette nummer. Lyden er så dystopisk som regn, der hamrer ned over sin lytter. Det er fænomenalt.

Det bliver nærmest endnu vildere med Arrhytmia, hvor de blander skarpe beats med synth på “Bubblz” og på “Ping Pong” bruger lyden af en bordtennisbold som beat og tilsætter et hav af abrupte elektroniske lyde, mens rimene flyder arrrrrytmisk ud gennem højtaleren. Og havet af elektroniske lyde bliver bare endnu vildere på numre som “Dead in Motion” og “Mega”, hvor de elektroniske lyde farer aggressivt stikkende rundt i lydbilledet. Det vel at mærke inden, de pludselig smider småpoppede beats på i “EKG”, hvorefter der følges op med et uhyggeligt, tungt beat tilsat pigekor, der synger »tooonight« i “Ghostlawns”. Det er tindrende skizofrent og helt i en klasse for sig. Superliga.

Anti-Pop Consortium var i begyndelsen af dette årtusind absolut unikke. Klarere kan det ikke siges, og når pladerne hives frem igen i dag, er der stadig ikke meget (hvis noget), der kommer op på siden af dem. Det er ganske enkelt enestående.

Endnu kan man kun vente med krydsede fingre på, hvad deres kommende album Fluorescent Black byder på. Det er både rimeligt og en anelse farligt at forvente lige så store oplevelser som tidligere, men hvad andet skal man næsten gøre oven på så skelsættende værker som de to nævnte (og så har jeg ikke engang nævnt albummet med freejazz-virtuosen Matthew Shipp, Anti-Pop Consortium vs. Matthew Shipp, der viser spændvidden i Anti-Pop Consortiums univers).

Jeg tror, det bliver en vild oplevelse i Århus 1. december – om ikke andet får jeg sat et meget vigtigt kryds på min must see-liste. Hvis jeg får billet. Stor applaus til LJUD for at give mig muligheden.

Anti-Pop Consortium spiller på Musikcafeen i Århus 1. december 2009.

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

2 kommentarer

  • @ Erik
    Hvor hører du deres R&B-lyd? Jeg kan gå med til, at den er electronica-baseret, men at sige, at det er mere R&B end hiphop, er i mine ører en tilsnigelse. Deres lyrik er da også mere kompleks, end hvad man med rette kan forvente i R&B – i hvert fald i den moderne, mainstream slags.

    Men sådan er det jo med den slynglen R&B; den dækker over så meget og er blevet brugt i så mange sammenhænge, at det kan være svært at vide, hvad der egentlig menes, når termen slynges ud. Og der er da både rappere, der bruger R&B og omvendt, men jeg kan ikke umiddelbart høre det hos Anti-Pop. Men det er da en spændende diskussion. Og så langt som til den ekstravagant overlegne produktion er vi i hvert fald enige.

Skriv et svar