Plader

Apostle of Hustle: Eats Darkness

Pop tilsat hyggestøj og lidt eksperimenterende krydderi er formlen for Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whitemans sideprojekt Apostle Of Hustle. En trio med tæft for sangskrivning, men som bør arbejde lidt med at få tingene til at hænge ordentligt sammen.

Tredje vildskud fra Broken Social Scene-guitaristen Andrew Whiteman er et stemningsfuldt og relativt eksperimenterende popalbum, der fokuserer på det uortodokse og skæve frem for det radiovenlige og ligefremme. Man kan dog sagtens fornemme den popskabelon, der ligger under sangene, og det giver en udmærket balance, som rent lyttemæssigt både fænger og udfordrer. Men det er lidt rodet…

Whiteman udtaler i forbindelse med albummet: »Eats Darkness is af serial poem about some struggles people go through. Battles, from the macro to the micro. Songs about tactics and attitudes needed in ‘life during wartime’. Each track is like tapas at the banquet of conflict. A small contribution to the articulation of a fucked and beautiful world.«

Den rammer han spot on!

Pladen er nemlig både ‘fucked’ og ‘beautiful’ på samme tid. Det ustrukturerede i opbygningen af sangene er uden fokus og fremstår ikke som en helhed. Derimod er spændvidden imponerende, og melodierne fænger til tider ganske effektivt, uden at der går decideret hit i den. Lyt f.eks. til “Eazy Speaks” og “Soul Unwind”, der pakkes ind i delikate poprammer og utæmmelige guitarflader.

Der er åbenlyse kvaliteter under overfladen på Eats Darkness, men som det også har været på de to tidligere plader, Apostle Of Hustle har udgivet, så er en ok iørefaldende melodi ikke nok. Der må også godt være noget i den lidt mere tunge ende – specielt når pladen handler om livets tunge sider, men her formår melodimaterialet ikke helt at byde lyrikken op til dans.

Det er langt mere letbenede sange, Whiteman arbejder med i forhold til de mere patchwork-agtige og lagfyldte tilgange, som hans normale ståsted, Broken Social Scene, dyrker. Det er rart ikke at lytte til et ‘Broken Social Scene-jam’, men det kan undre lidt, at de normalt så detaljerede arbejdsformer ikke har smittet lidt af på Apostle Of Hustle, så der kom mere konsensus mellem lyrik og musik.

Alt i alt er Eats Darkness bestemt ikke noget dårligt album, men det har lidt præg af at være overskudslager fra noget, som har en helt anden prioritet.

★★★☆☆☆

Leave a Reply