Plader

Blue Roses: I Am Leaving

Skrevet af Zenia Menzer

“Melodramatic popular song” betegner bedst dette band – som faktisk ikke rigtig er et band, men den ambitiøse (og pompøse) Laura Groves, som skaber underfundige ballader og graciøse melodier, der både er livsbekræftende og sørgelige.

I Am Leaving indeholder nogle klare kvaliteter, som både udspringer fra pladen og indhyller den. På den ene side besidder den en køn, skrøbelig og forfinet lyd, der bærer et nærmest højlandsk udtryk, og på den anden side indeholder den mere dramatiske og til tider melankolske udspil. Mørke og lyse elementer bliver forenet på dette album, hvor det folkelige og jordbundne bliver mixet med dystre undertoner og lethed.

Hele albummet bæres tydeligt af Laura Groves’ stemme, og der er ingen tvivl om, at den er en af forcerne i og for lyden. Til tider akkompagneres hun af et kor, en mandlig solist eller kraftigere musikalske udladninger, men musikken er bygget op omkring hendes stemme, og den står som et klart centrum. Dette kan både fungere som en force og en svaghed, for den er med til at skabe et minimalistisk udtryk. Jeg kan sagtens se, hvordan man kan opfatte det simple udtryk som et kedeligt landskab, og netop derfor ser jeg det minimalistiske som en mulig svaghed. Personligt mener jeg, at det rene og klare udtryk skaber en sær form for dynamik, som fastholder og fascinerer mig, og som er med til at skabe et dybsindigt og intelligent album. Der knyttes bånd til det jordnære i Blue Roses’ lyd, og det er netop dette bånd, der er med til at hæve musikken og – paradoksalt nok – løsrive den fra simplificering.

Alligevel må jeg konstatere, at det ikke er et sønderrivende eller nådesløst album, og hvis jeg skal være rigtig kritisk, kunne jeg godt have brugt lidt mere temperament. Jeg kunne godt tænke mig at høre Groves udnytte sin stemme lidt mere, for jeg tror godt, den ville kunne bære mere tyngde. På den anden side skal man ikke forsøge at presse for meget ned under én hat, og måske ville det ødelægge noget af den skrøbelighed, der indhyller albummet. Groves’ stemme, og måden hun anvender den på, stemmer overens med lyden på albummet, og måske ville det blive et overdrevet og forceret udtryk, hvis hun lagde mere i den, end tilfældet er.

Det er et levende og nærværende album, hvor flere af numrene har et drømmende udtryk, som skaber en let stemning. Samtidig er det et album, der kredser om de melankolske toner, og det får lytterens opfattelse til at ligge og gynge som en korkprop i vandet, for man bliver præsenteret for lydbilleder, der trækker i forskellige retninger. Dette skaber ikke forvirring, men spænding, og det medvirker til, at lytteren fastholder interessen – jeg kan dog ikke lade være med at spørge mig selv om, hvor længe man kan bibeholde den. Nok er det et interessant album med mange facetter, men samtidig fader det også lidt ud hen mod enden.

Man finder nok det største spændingsfelt på albummets første halvdel, med numrene “Cover Your Tracks” og “I Am Leaving” som vitale tyngdepunkter. Desværre tynder det ud i denne type numre på albummets anden halvdel, og det medvirker til, at lyden bliver en anelse monoton. Det er nok også primært i denne sammenhæng, jeg kunne ønske mig en anelse mere nerve. Blue Roses skaber en lyd, der egentlig lægger op til mere, hvilket muligvis også løftede mine forventninger til hele albummet efter gennemlytningen af de første tre numre, der besidder nogle fede egenskaber.

Overordnet er det et smukt album, men jeg må indrømme, at mine forventninger ikke helt er blevet indfriet. Jeg havde håbet på, at albummets første halvdel lagde op til noget endnu mere spændende, men i stedet fandt jeg ud af, at første halvdel simpelthen udgør pladens klimaks. På trods af dette synes jeg stadig, det er et album, der er værd at sætte sig ned og lytte til.

★★★★☆☆

Deltag i debat