Plader

Bowerbirds: Upper Air

Bowerbirds benytter følgende ingredienser på Upper Air: vokaler, akustisk guitar, orgel, klaver, harpe, violin, kontrabas. En velkendt, fin folkcocktail med godkendt produktion, men pladen tilfører ikke genren en masse nye indtryk.

Hvorfor kammer hele klodens musikjournalister over, når de f.eks. lytter til Grizzly Bear eller Animal Collectives seneste album? Hvad er det, der gør, at alle lige pludselig synes, at den pågældende plade bare er så ufattelig god? Tja, man kan jo hævde, at det er, fordi det, man lytter til, er unikt, aldrig hørt før eller så nyskabende, at man falder på røven.

Nogle gange virker det nu også lidt tilfældigt og en anelse overgejlet. Det er, som om det er populært at synes godt om X eller Y. Eller også er det mega svedigt at bruge ordene ‘mega svedigt’, eller også er det cool at sige og synes det modsatte som alle andre.

Det er i hvert fald til tider lidt tilfældigt, om en plade ender ud med at være enten det ene eller det andet, og jeg har i arbejdet med Bowerbirds’ andet album, Upper Air, overvejet, hvad der ville ske, hvis jeg virkelig gav den gas og roste dem til skyerne, for at se om man kunne være med til at hype dem til at være det helt store nye, vel vidende at man i virkeligheden synes, at pladen er god, men ikke fantastisk.

Tanken blev droppet! I stedet vandt sagligheden, og her er den umiddelbare vurdering af et udmærket folkalbum “’ set fra min optik (det er høfligt at starte med ros). Vokalarrangementerne er pladens styrke, og her har Bowerbirds fat i noget, der rimer på unik. Både solo- og duetstykkerne fungerer eminent godt, og bedst som man tror, at nu flyder det hele sammen, så kaster Phil Moore og Beth Tacular hele tiden nye harmonier ind mellem de akustiske instrumenter, og det må man give fuld kredit for.

Dén orginalitet og leg med vokalens muligheder mangler desværre lidt i de musikalske arrangementer. Det er mere ordinære rytmer og klange, der kommer til udtryk, og selvom det helt bestemt ikke er udmærket at lytte til, så er der en diversitet mellem det forfinede og potente i vokalerne og så det mere flade og ligefremme i musikken. Det er, som om at man afsøger nye territorier med stemmerne, men hele tiden vender tilbage til det sikre gennem instrumenteringen, og det giver denne hersens yin og yang-effekt.

Er man til stille og rolige plader med behagelige harmonier og akustiske instrumenter, er Upper Air ikke et dårligt valg, når man skal lægge en investeringsplan, men man skal bare ikke regne med, at man har købt den uslebne diamant. Nok er der masser af karat, men der er et stykke op til de musikalske ædelstene, der stadig glimter år efter år. Det er på mange måder et lettilgængeligt indiefolkalbum med masser af charmerende og ligefremme sange, der appellerer bredt, men har man brug for det nære, intense og helt igennem unikke, skal man trække til venstre og køre udenom.

★★★★☆☆

Lyt til “Nothern Lights”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/do/northernlights.mp3]

Deltag i debat