Plader

Charge Group: Escaping Mankind

Skrevet af Jonathan Heldorf

Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.

Det debuterende band beskriver på deres Myspace-profil sig selv som en gruppe, der vil vise dig vejen hjem for derefter at byde dig indenfor med en ordentlig mavepuster på dørtrinnet. Gad vide, hvordan det skal forstås? Det lyder humoristisk, men det er bestemt ikke humoren, der pisker australske Charge Group til succes. Det er derimod det meget afbalancerede forhold til musikken som terapi, for Charge Groups intention er tydeligvis at få deres lytter til ikke blot at flade ud på sofaen, men næsten opløses og flyde ned gennem lamellerne under sengens madras.

Umiddelbart er der ikke mange gnidninger at komme efter på Escaping Mankind; Charge Group ved, hvad de kan, de ved, hvad de vil, og de besvarer eksamensspørgsmålet tilfredsstillende med den rette kombination af selvstændighed, punktlighed og nøgtern leksikonviden. Lyrikken er velovervejet og intelligent, og musikken er skarp, frostklar og ren vakuumpakket uendelighed. Det eneste, der generer mig, er noget subtilt, jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Noget underliggende; noget begravet.

Det nærmeste, jeg kommer et beskrivende ord, er: Kommercialisme. Escaping Mankind lugter nemlig lidt for letkøbt på en eller anden måde. Det er, som om Charge Group består af mange af de samme atomer som Radiohead, uden dog at besidde den samme manglende stillingtagen til reception, perception og modstand, hvilket — uvist af hvilken grund — ærgrer mig en kende.

Måske er det, der generer mig, at det føles, som om de ved, hvad de vil – de kender målet, hvilket gør, at selve rejsen derhen ikke bliver udforsket i samme grad. Og ved nærmere eftertanke er kommerciel måske også så meget sagt, men pladen er helt sikkert lettilgængelig og kræver ikke særlig meget af lytteren (og det kan jo sagtens være et plus), hvilket, tror jeg, skyldes den uskyldsrene og fromme guitar, der indvirker sløvende. Men det er en detalje, som jeg ikke vil hænge mig i for længe, for først og fremmest er Escaping Mankind en meget vedkommende, sammenhængende og drømmende debut, der føles ligesom at føre hånden langsomt hen over mørkeblåt nervøst velour med stearinpletter på efter en tusmørk midnatsmiddag.

Pladens titel, Escaping Mankind, står som et overskyggende mantra for de 10 sange, der udgør cd’en. Tekstuniverset er gennemgående ret eskapistisk, som i eksempelvis “Redcoats and Convicts” med linjer som:  »A place in the shade to lick my wounds dry/ sow the seed now and let the truth die/ until now I never did try/ blood on my hands never even asked why/ one more night of escaping mankind/ follow the creek back to where my bones lie.«
Det er meget rørende, især med det lydtætte fjerde instrument, violinen, der spinder pladen sammen til et stort net med porøse tråde.

Når jeg lytter til Escaping Mankind, føler jeg, at kedsomheden udfordres af det konstruktive tidsfordriv (men jeg er ikke helt sikker på, hvad der vinder). Det er, som om deres kølige toner nedbryder konventionerne til små iskrystaller, der senere smeltes og samler sig til små dråber, der drypper ned i hovedbunden på mig (og gør mig ret så bevidst om det meget storladne, hvor intentionen alligevel er at være nede på jorden). Måske får man allermest ud af Escaping Mankind, hvis man under lytningen kan se bort fra lyrikken, der for sig selv er rigtig god, men også gør det hele lidt for poetisk til, at man kan absorbere et helhedsindtryk af noget enkelt og fint; musikken og lyrikken sammen gør projektet lidt for tænkt – måske er det dét, jeg har svært ved at påpege?

Hvorom alting er, er det en meget stemningsfuld plade med masser af potentiale og dejlige oplevelser. Masser af potentiale og dejlige oplevelser. Masser af potentiale og dejlige oplevelser. Det vil jeg gerne fremhæve og gøre til mit overordnede udsagn, selvom jeg under huden føler, at der ligger noget udefinerbart og ulmer et sted i mørket, hvilket gør, at pladens udtryk mister en del af sin autenticitet.

★★★★☆☆

Lyt til “Lullaby for the Apocalypse”:
[audio:http://www.ownrecords.com/mp3s/ChargeGroup_LullabyForTheApocalypse.mp3]

Deltag i debat