Plader

Conor Oberst & The Mystic Valley Band: Outer South

Skrevet af Filip Granlie

Indie, det kommer som skidt ud af en kanin på Conor Oberst, og på Outer South giver han også plads til sit band og deres sange. De mangler dog sammen at kende begrænsningens kunst og at lade være med at lyde som en romantisk komedie.

Oberst er kaptajn, men kaptajn Oberst står kun bag størstedelen af sangene på Outer South, der i modsætning til forgængeren, Conor Oberst, er et kollektivt output. Det er både en god og en dårlig idé. Det er en god idé, fordi de øvrige sangskrivere er betragteligt talentfulde, og fordi det skaber en vellykket variation inden for et nogenlunde klart indierock-spektrum.

Det er eksempelvis værd at bide mærke i trommeslageren Jason Boesels sange. Han bidrager på “Difference Is Time” og “Eagle on a Pole” med et selvstændigt udtryk og en god stemme, der gerne måtte brede sig ud over en hel plade. Det er fortrinlig far-rock i retning af Larsen & Furious Jane og Minor Majority. Guitaristen Nik Freitas glimrer med drævende futtogs-rock i “Big Black Nothing”, mens det ene af Taylor Hollingsworths bidrag, “Air Mattress”, er et lidt besynderligt mix mellem Buzzcocks og Kim Wilde.

Sangmaterialet er umiddelbart udmærket, men den dårlige idé ved det kollektive output er imidlertid, at denne uhyre produktive frontmand og hans entourage ikke har ladet bruttotruppen af sange gennemføre en nødvendig udvælgelse. Det er knageme en dårlig idé, for sange skal være i særklasse gode for at holde til de samfulde 70 lange minutter, som pladen varer. Så meget kan disse 16 ikke mønstre i tilstrækkelig grad, selvom de holder et betragteligt niveau.

Det væsentlige problem med Outer South er dog en fantasiløs produktion. I husker nok Wet Wet Wets version af Troggs-klassikeren “Love Is All Around”, som de genindspillede til “Fire bryllupper og en begravelse”; Hugh Grant-filmen, hvor Grant har en døv bror og skøre venner, Mr. Bean er præst og kludrer i vielsesritualet, Andie MacDowell er charmerende konemateriale for Grant (men altså, American), og den tynde bøsse citerer W.H. Auden i sin 1994-rørende begravelsestale til den tykke, skøre bøsse, som dør af vellevned i kilt til Andie MacDowells bryllup, det med den forkerte mand.

Wet Wet Wet spiller op til dans til et af de fire bryllupper, et overklassebryllup på landet, hvor Hugh Grant holder en pinlig tale til gommen, I ved, og der sker et eller andet til “Love Is All Around”. Dét band kunne have været Conor Oberst & The Mystic Valley Band: Der er sat en tilpas spraglet setting, men det hele er jævnt pakket ind, og det er ærligt talt lidt kedeligt, selvom det fungerer.

★★★½☆☆

Deltag i debat