Plader

Deastro: Moondagger

Skrevet af Mikkel Arre

Man kan let misunde Randolph Chabot, at han har så meget livsglæde, så mange idéer og så meget energi, der skal ud. Desværre er hans mangefacetterede synthpop så overstadig og hektisk, at man bliver lige så træt, som man bliver glad af at lytte.

At kalde en sang “Daniel Johnston Was Stabbed in the Heart With the Moondagger by the King of Darkness and His Ghost Is Writing This Song as a Warning to Us All” er ikke just udtryk for manglende ambitioner eller for en udtalt lyst til at sætte sit eget lys under en skæppe. De betegnelser passer bestemt heller ikke til 22-årige Randolph Chabot fra Detroit og hans eksperimentbegejstrede synthpop. Tværtimod holder han ikke sig selv tilbage, hverken når det gælder kompositoriske krinkelkroge, stjernehimmelhøje lydbilleder eller intenst tempo.

Allerede i åbningsnummeret, “Biophelia”, præsenterer Chabot sin musikalske vision: Glimtende synthtoner blipper som noget fra et soundtrack til et arkadespil, mens trommespor med et vist tribal-præg gungrer underneden. Det manende omkvæd sætter ind med dunkende postpunkbas, mens synthlag på synthlag sender storladenhedsbarometeret i vejret. Der er så mange elementer på simultan, svimlende himmelflugt i omkvædet, at Chabots vokal nærmest drukner, men den levner dog ingen tvivl om, at der er følelser på højkant i nødråbet »I miss holding your hand.«

Endnu bedre bliver det i “Parallelogram”, der starter i samme farvand som en del bands på svenske Labrador Records: ringlende guitar a la engelsk 80’er-indiepop, klokkespil, lidt trommemaskine og digitale detaljer her og der. Det hele foregår i en stakåndet fart, så Chabots luftige, sideløbende vokalspor er ved at snuble over hinanden. Midtvejs i det knap tre minutter lange nummer får vi pludselig et break med buldrende trommer og reverb-klædt guitar – som hos Animal Collective anno Feels eller Strawberry Jam – samt snakke-råbende vokal, der kunne tilhøre en mindre kroget lillebror til Avey Tare. Det lyder på papiret som en ret usandsynlig udvikling af en indiepopsang, men i praksis fungerer det. Jeg kan ikke forklare hvorfor – men helt banalt kan jeg mærke, at den kolossale energi, der driver sangen, forplanter sig i mig.

Resten af Moondagger, Chabots andet album under Deastro-pseudonymet, fortsætter i samme genrekolliderende gænge. Med afsæt i funklende synthpop tager Chabot afstikkere i retning af new romantics, danserock med piskende disco-hihat og matematikpop med skæve taktarter. Problemet er bare, at Moondagger – i stedet for at fortsætte med at være medrivende, inspirerende og vital – støt og roligt ender i den modsatte grøft. Tempoet er snart sagt konstant skudt i vejret, og Chabot hiver i sang efter sang så mange spor ind i sit redigeringsprogram, at budskabet om sprudlende livsglæde og hengiven forbundethed med såvel de nærmeste som naturen (»Are we not made of the roots of the plants and the trees? / I’m a brother to the fox / I’m a brother to the waters,« lyder det f.eks. i “Toxic Crusaders”) bliver så overstadigt hektisk, at det bliver for meget af det gode.

En afgørende grund til, at Chabot får mine mundvige til at stivne mere og mere, er, at det er lige rigeligt svært at få sangene til at bide sig fast. Der er godt nok masser af energi, retningsskift og kompositoriske krumspring, som for så vidt lykkes ganske godt – men alt dette virvar jævner melodierne med jorden. Firkantet sagt drøner Deastro så meget derudad, at sangene løbende fjerner hinanden fra min hukommelse. Det er således symptomatisk, at afslutningsnummeret “Kurgan Wave Number One”, der med sin simple, traditionelt synthpoppede opbygning ellers ikke er noget særligt sammenlignet med resten af pladen, er et af de eneste, der sidder fast efter 10-12 gennemlytninger; ganske enkelt fordi Chabot hér holder sig til et så afdæmpet udtryk, at man rent faktisk kan høre hans stemme og melodilinjen uden at skulle anstrenge sig.

Der er noget respektindgydende over, at Chabot formår at kombinere sine nærmest opulente ambitioner om rigt ornamenterede lydbilleder med en så ligefrem glæde og begejstring. Men at skrive popsange er også et spørgsmål om at skrive popmelodier, der ormer sig ind i lytterens hjernebark og derefter med jævne mellemrum gør så meget opmærksom på sig selv, at man er nødt til at høre sangene igen. Den egenskab har Moondagger, sine øvrige smittende kvaliteter til trods, desværre ikke.

★★★☆☆☆

Deltag i debat