Plader

Dirty Projectors: Bitte Orca

Der er pandeudvidelser at score på Dirty Projectors’ nye album, der let, elegant og særdeles skabet trawler musikhistorien, fra moderne kompositionsmusik til vestafrikansk folk, og former åndedrætsbedøvende artrock.

»Forundre:
1) føle stærk forbavselse ell. overraskelse (over noget).
1.1) have en følelse af, at noget er besynderligt ell. afvigende fra det almindelige; blive forbavset ell. overrasket; undre sig
2) fremkalde en følelse af forbavselse, overraskelse (hos en); undre.«

Sådan beskriver Ordbog over det Danske Sprog ordet ‘forundre’. Ordbogen er den mest omfattende beskrivelse af det danske sprog og udkom fra 1918-46 i 28 bind, som nu gerne sælges for omkring to måneders SU. Men den kan heldigvis benyttes ganske gratis på internettet.

Grunden til, at jeg tyr til den slags hjælpemidler, skyldes, at jeg i mødet med Dirty Projectors’ nye album Bitte Orca fik problemer med at formulere mig. Jeg måbede. Greb ud efter ord, der sprang fra mig som en zigzaggende kanin på flugt eller, mere nærliggende måske, som forsanger David Longstreths skæve, akustiske guitarpluk. Jeg forundredes simpelthen. Over at lyd kan være så smuk, så harmonisk og samtidig så krummeluret, krumspringende undvigende over for enhver lineær musikalsk tanke. Se, det står i 1.1: »have en følelse af, at noget er besynderligt ell. afvigende fra det almindelige.« Den følelse vækker Bitte Orca.

Den højpandede intro her vil næppe genere den gode Longstreth, der selv har studeret på Yale “’ hey, vi taler om en mand, der har fortolket Black Flags Damaged frit fra hukommelsen “’ og hvis bulende pande kun undgår at sprænge, fordi han lukker høje lyde ud af sit tilsyneladende grænseløse svælg i et skabet stemmeleje, der udnytter alle taleorganernes artikulationssteder. I sange som “Temecula Sunrise” og “The Bride” lyder stemmeakrobatikken endda som noget, Jeff Buckley kunne have udført, når han stod på tæer.

Men Dirty Projectors spiller ikke poprock, som den unge Buckley trods alt gjorde. De spiller artrock, sådan som Brian Eno og David Bowie tænkte den. Højstemt og konceptuel, men velkomponeret og fængende. Og faktisk deler Longstreth fascination med en anden artrocker, som bandet har spillet med for nylig. David Byrne blev jo mere og mere fascineret af afrikansk og sydamerikansk folkemusik, efterhånden som Talking Heads blev mere populære, og især den vestafrikanske folk kan spores i Longstreths løbende, lette guitarspil. Den 60’er-poppede “Remade Horizon” får også hen ad vejen call and response-sekvenser mellem Longstreth og hans kvindelige kor. En effekt, der er udbredt i afrikansk folkemusik. Den forbindelse understreges desuden af tætpakkede, hule træpercussion-rytmer.

Men musikhistorien slutter så langt fra her. Captain Beefhearts sprukne og ramponerede bluesrock syder gennem guitarsoloerne, når de suger kraftigst på kulkraftværkerne, hvilket især er tydeligt på førnævnte “Temecula Sunrise”. Samtidig trækker Longstreth også på klassisk musik i sine kompositioner. Det er måske ikke så tydeligt her, som det var på Dirty Projectors’ tidligere album Slaves’ Graves & Ballads, der skamløst trak på en moderne kompositionsmusik, som lugtede af Schönbergs tolvtonemusik, og hvis cover er genfortolket på Bitte Orca. Men albummet er tydeligvis konstrueret af en person, som har gransket den klassiske tradition, der dog også får lov at trænge igennem med arrangerede strygere i enkelte passager.

Fornemmelsen for komposition høres nok nemmest i albummets hjerte, “Useful Chamber”, der starter med et elektronisk basbeat og sygeliggørende synthtoner, for så at skifte over til akustisk guitar, harmoniske kvindevokaler og tilbage igen, inden omkvædet pludselig brager igennem med larmende, skæv guitar og fuzzy bas, som en pludselig opstået slåskamp midt i en begravelse. Derefter lever sangen et mærkværdigt liv med skævt, afrikansk, halvakustisk guitarspil, som transformeres til en eklektisk og usædvanlig syrerock. Det er en næsten ubærlig kulmination af følelsesladet højpandethed.

Og så havde jeg nær, i ren benovelse, glemt de smukke artpop-numre, “Stillness Is the Move” og “Two Doves”, hvor Longstreths vokale saltomortaler går bag scenen og lader Amber Coffmans og Angel Deradoorians smukke kvinderøster folde sig ud solo. De leverer ellers (dis)harmonisk balast til Longstreth under hele albummet.

Jeg bukker, takker, nejer og falder om af ren forundring. Longstreth, du synger min pande højt op i den syvende himmel.

★★★★★★

Deltag i debat