Plader

New York Dolls: ‘Cause I Sez So

36 år er gået siden debuten, men trods frafald af næsten alle originale gruppemedlemmer, fortsætter en lille kerne ufortrødent. Der er nu tale om ældre mænd, der har fralagt sig ungdommens excesser, men bevarer snerten af punkattitude.

Punkpionererne New York Dolls har udgivet et nyt album. Uden at tage indholdet i betragtning er det allerede en stor bedrift. Siden debutalbummet New York Dolls udkom i 1973 – og dens efterfølger i 1974 – har der været stille omkring gruppen. Indtil 2004, hvor den tidligere leder af gruppens engelske fanklub, en vis herre ved navn Stephen Patrick Morrissey, inviterede bandet til at spille på en engelsk festival. Den positive modtagelse sparkede nyt liv i det hensygnende foretagende, de udgav en plade i 2006, One Day It Will Please Us to Remember Even This, og nu altså også albummet ‘Cause I Sez So.

Grundet både naturlige årsager (sygdom og intern uenighed) og mere uheldige omstændigheder (overdosis efter stofmisbrug) er der kun to originale medlemmer tilbage: forsanger David Johansen og guitarist Sylvain Sylvain. Udskiftninger, selvdestruktion og kaotiske omstændigheder har altid været tæt forbundet med orkestret. Der er dog gået 36 år siden debutalbummet, så mon ikke temperamentet er afkølet, og de notorisk dekadente punkere har fundet nye udtryksmuligheder?

Titelnummeret indikerer, at gruppens glamrock-dna er intakt. Der serveres som første ret en omgang lettere dekadent bluesrock med udfald mod overvågningssamfundet, med dets skjulte kameraer, og forbudssamfundet, der sætter restriktioner mod nydelsesmidler. David Johansen var aktiv under 1970’ernes løssluppenhed og har derfor et godt øje for samfundets ændringer siden dengang. Som han synger på “Lonely So Long”: »Tried to bum a cigarette / nobody smokes anymore.« Det er dog kun på første og sidste nummer, “œExorcism of Despair”, at den glorværdige glamrock-fortid er markant.

De resterende 10 numre befinder sig i andre verdener, som “Better Than You”, der lovpriser den udvalgte kvinde i en sang, der ville gøre Roy Orbison stolt. Inspirationskilderne er flere steder fra før punkens storhedstid. “This Is Ridiclulous” er lettere drikfældig, primitiv blues, der afstedkommer minder om The Doors’ og Jim Morrisons ønsker om at finde vej til det næste vandhul. “Temptation to Exist” er pladens bedste nummer med sine mystiske undertoner og store patos. Sangen har en snert Leonard Cohen samt en knivspids Scott Walker, og Johansen befinder sig glimrende i selskab med to mastodonter. Hans stemmepragt er rusten, slidt og langtfra gennemtrængende. Han lever i kraft af sin charme og erfaring. Jo mere musikken giver ham plads, jo bedre fungerer det. Forvent dog ingen skønsang. Årene har slebet stemmebåndet til. Selv James Brown får et vip med hatten på “Nobody Got No Bizness”.

Udgivelsen kan ikke vurderes på baggrund af fordums storhedstid. Vi er milevidt fra fordrukne provokatører, der optræder i dametøj. Det ville vel også være lettere patetisk at ignorere tidens tand og forsøge at genskabe et tidsbillede. I stedet er tavlen visket delvis ren. Der er stadig reminiscenser fra tidligere, men sammenlignet med numrene, der trækker store veksler på musikhistorien, fremstår disse lettere blegnede. De klassiske sange virker sjovt nok mest moderne.

★★★☆☆☆

Deltag i debat