Plader

Rasmus Broe: Ildsjæl

Skrevet af Jens Blendstrup

Trods lovning om ild i både sjæl og tanke er der ikke ret meget at kommer efter på en overdrevent frelst singer/songwriter-udgivelse. Musikken fungerer nogenlunde, men kedelige og forudsigelige tekster ødelægger oplevelsen.

Nu har Carl Scharnberg aldrig været min kop te. Jeg kan huske, vi (i Øverste Kirurgiske) havde et par digte af ham hængende ude på diakonissen på Frederiksberg. Vi brugte dem til at spille dart: Hver gang vi ramte et af hans rim, skulle vi give en omgang. Og det kunne godt blive til mange. Han var frelst på den mest frelste måde, forekom det os. Nu har en ung ildsjæl, Rasmus Broe, så imidlertid kastet sig over ham.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at Rasmus Broe tidligere har lavet pladen Af en anden verden, men at han denne gang har villet sætte lyd og sang til Carl Scharnbergs udødelige digte. Så langt så godt. Pladen hedder Ildsjæl og er støttet af 3F og er i øvrigt blevet til i samarbejde med Carl Scharnbergs uofficielle fond for solidaritet, menneskeret og fred.

Og jeg ved ikke, hvad det er. Men det forekommer mig, at frelstheden har fået endnu et hak op. Rasmus Broe og bandet Ligusterlogik er ellers habile musikere, og produktionen fejler heller ikke noget, men Broes fortolkning virker indimellem meget opstyltet. Samtidig er digtene heller ikke Carl Scharnbergs bedste, men nogle underlige, vattede nogen om børn, der skal vokse op, og det er jo ikke, fordi man ikke er enig i meget af hans indignation og hans håb for en bedre verden, men teksterne – Christ! – er skrevet i den mest floromvundne stil, som minder mig om en dansktopsanger på en dårlig dag. F.eks “Flygtning”: »Flygtning, flygtning / efterlader alt / det der knustes / dem der faldt / flygtning / flygtning / tomme / hænder / hvor er håbet / hvor er venner / flygtning / flygtning / næste fare / er hvad vi / vil svare.«

Fint at Scharnberg kunne li’ at rime, men det her minder om onkel Thages værste konfirmationssang over sangen “Katinka, Katinka, luk kapitalismen op”. Jeg er faktisk lidt sur på Carl Scharnberg over, at han kan få sig selv til at skrive så slapt, men endnu mere over at Rasmus Broe – og 3F med ham – kan mene, at det er noget, der er værd at lytte til for voksne mennesker, i dag hvor der ellers i den grad er brug for nye, tidssvarende vinkler på forbrugsdanmark og den sindssyge verden, vi lever i. Ja, og ikke mindst nu, hvor vi netop har flygtninge siddende i Brorsons Kirke?

Samtidig kan jeg ikke lade være med at føle mig overfodret, altså fodret helt ned i halsen af Scharnbergs lyrik. Jeg synes ikke, fortolkningen nogen steder viser veje ind i det nye århundrede, selvom det står i pressemeddelelsen. I det hele taget sidder jeg efter endt lytning med en følelse af netop overfodring; det er, som om både Scharnberg og Rasmus Broe – i hvert fald ifølge pressemeddelelsen – vil ha’ det helt på plads, at de altså har den rigtige holdning og i den grad sparker til den ’bevidstløse dansker’, som trænger til at vågne op. Der står gudhjælpemig et sted, at »det er Rasmus Broes store ønske at tænde ilden i den enkelte lytter. At sætte selv den mest slumrende danske sjæl i flammer.«

På de ledsagende billeder er der også ild i Rasmus Broe, så vi kan være sikre på, at han i hvert fald brænder for sagen. Hvad med om Rasmus Broe lod tingene stå lidt mere åbne, og hvad om pladeselskabet lod være med at fortælle os lyttere, hvad vi skal mene om den her plade? Af pressemeddelelsen fremgår det, at Scharnberg var en ægte græsrodsaktivist, stod fadder til 1960’ernes atommarcher og var kendt som arbejderdigter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det udsagn? Om det var noget selvudnævnt, eller om det rent faktisk gjorde indtryk på bettemand på gulvet – arbejderen. For mig at se er Scharnbergs poesi overfladisk – eller skulle man sige kunstigt dyb, floromvunden og, ja, fjern, fordi han mere bruger faste og forudsigelige vendinger, end han – som poesi ellers netop kan – bryder og opfinder nyt: »Igen en dag skabt af tusind dråber / igen en dag hvor alt nyt kan ske / igen en dag hvor så mange håber / igen en dag hvor du selv kan se / igen en dag hvor så mange mister / igen en dag med dens mulighed / igen en dag hvor så mange frister / igen en dag med et håb om fred.«

Det er lidt som at læse en formålsparagraf fra et SF- eller Enhedslisten-landsmøde. Det lyder utroligt rigtigt, men også meget kaffekedeligt. Jeg synes heller ikke, Scharnberg beskæftiger sig specielt meget med den lille mand, men med store ord som håb og dåd og fred, uden rigtigt at forankre disse betragtninger i nogen hverdag. Der er faktisk lidt politiker-retorik over ham, lidt Nyrup og Fogh, som jo heller ikke var kendt for at tale klar tale.

Rasmus Broes fortolkninger nærmer sig indimellem skønsang, ordene bliver trukket ud, og der er også kommet nogle omkvæd ind, som ikke er med i de oprindelige digte. Jeg ved heller ikke helt, hvad jeg skal mene om det. Selvfølgelig skal musik ikke dogmatisk gengive poesi, men på den anden side har jeg en følelse af, at vellyden ødelægger det kantede i poesien. Nuvel, jeg er ikke ekspert på Scharnberg, og Broe har også et par fine numre undervejs, særligt når han fortolker Scharnbergs mere eksistentielle og dæmpede digte, som f.eks “Portræt”: »Altid at skulle være den der altid holdt ud / altid at skulle lære / at leve på andres bud / altid kun kunne ane / det der er ved at ske / altid tro mod en vane / hvis formål ingen kan se.«

Men det er altså noget underligt noget at udgive en plade, der i stil er så 1970’er-dogmatisk og betonsocialistisk, at det er lige før, man kan høre fanerne blive foldet ud og ikke mindst IND oppe på loftet. Hvis man vil politiske tekster, så skal de være offensive, pågående og uforudsigelige, ikke sådan her. Og undskyld Rasmus Broe, det hjælper altså ikke at synge, som om du sidder i klemme i en dør. Lidelsesfulde tekster skal ikke serveres ekstra sørgeligt eller klagende. Det virker i bund og grund patetisk. Frels mig fra frelstheden. Hvis det er sådan, de danske fagforeninger mener, man skal skrive og tale om uligheden i Danmark i dag, så forstår jeg godt, at den nuværende regering har så let spil. Flosklerne er i hvert fald i særklasse. Og Rasmus Broe bidrager ikke til at skubbe på med fornyelsen.

Og så er der selvfølgelig det rent musikalske. Det er fint nok; nogle af numrene er i stil med Nikolaj Nørlund, mens andre tenderer noget tidligt The Cure. På den måde er det absolut habilt, men jeg sidder stadigvæk og tænker, at vi her har at gøre med en gruppe – og en tekstfortolker – der savner 80’ernes gravalvor. Og al ære og respekt for at ville udfordre tidens fremherskende ironi og sætte noget andet i stedet. Men kunne Rasmus Broe så ikke nøjes med sine egne tekster? Jeg har ikke hørt dem. Men ifølge pressemeddelelsen skriver han fængende og moderne lyrik. Det vil jeg gerne høre mere til – frem for skønsang og banner-lyrik. Det virker som at sætte strøm til et dødsbo efter en meget, meget kedelig tante. Måske er der en grund til, at Carl Scharnberg ikke fik disse tekster ud i levende live?

★★☆☆☆☆

Leave a Reply