Koncerter

Roskilde ’09: Baddies, Frightened Rabbit, Shugo Tokumaru, 03.07.09

Skrevet af Jonathan Heldorf

Der var både rodet indiepop, hypede rock-kometer og populær skotsk syng med-pop at hygge sig med sen fredag eftermiddag på Roskilde Festivalen.

Baddies er nogle driftige unge mænd på vej frem. Foto: Al Underwood.

Baddies er nogle driftige unge mænd på vej frem. Foto: Al Underwood.

Baddies, 03.07.09, 17.00, Pavilion
Baddies er et navn, kun meget få her i landet har hørt om, og det med god grund, bandet har nemlig endnu ikke udgivet en lp, til gengæld har de udgivet en, i oplag, meget begrænset ep; kun 500 kopier kunne det blive til, en video og en topplacering på MTV2-hitlisten i England, og alligevel er der temmelig meget snak om bandet rundt omkring i hjørner og kroge, hvis man tager sig tid til at kigge lidt efter. Så langt kan man altså nå med relativt hårde odds imod sig.

Baddies første rigtige plade udkommer til september, men allerede nu er der bred enighed om, at det kun kan blive godt, og efter at have set dem live in action tror jeg godt, man kan forvente en tilfredsstillende debutplade fra de fire unge englændere. Deres koncert var nemlig overbevisende uden dog at være prangende.

Deres skarpe punkrock minder om en blanding mellem Klaxons og Art Brut, tilsat The Thermals, altså, kort sagt er der ikke noget decideret nyt under solen hos de fire Essex-gutter, men det behøver der egentlig heller ikke være, for deres lyd er frisk, ungdommelig og flabet, hvilket altid er spændende til en koncert.

Og de forstod at fyre den af, det må man give dem. Masser af humor med spændstig robotdans i en variation jeg sjældent har set; det kunne godt blive deres varemærke. Med stive, men dog bløde bevægelser rockede de i takt til rytmeguitaren med drengerøvsattitude og bunker af selvironi. Eksempelvis kom frontmand Michael Webster til at sige, at der var nøgne damer i et telt i nærheden, og han syntes, publikum skulle tjekke det ud, hvorefter han hurtigt tog sig selv i det, og sagde, at man dog skulle vente til deres koncert var forbi, ellers ville de blive lidt kede af det.

Kendetegnende var det dog, at folk forsøgte at dedikere sig til musikken, men efter en halv times tid, med nogenlunde ens (ganske gode) sange, som ingen dog have særlig store forudsætninger for at kende på forhånd, blev de fremmødte, der ikke var ovre at høre Faith No More, en kende rastløse trods de gode intentioner, men koncerten var nok lige en tand for lang for et band, der ikke har været på den brede sendeflade herhjemme… Endnu. (JH)

★★★★☆☆

Frightened Rabbit, 03.07.09, 19.00, Pavilion
Ih, altså. Som udgangspunkt er det svært ikke at holde af skotter. De taler, som var de kun sat i verden for at charmere verbalt, og når de oven i købet har ladet sækkepiben blive hjemme og i stedet har medbragt lige dele sproglig og melodiøs overlegenhed, må man nødvendigvis overgive sig.

Sidste års glimrende plade, The Midnight Organ Fight, er tydeligvis ikke udkommet ubemærket, for sjældent har jeg oplevet et så gennemgående hengivent og storskrålende publikum som det, der fredag aften var troppet op ved Pavilion. Settet udgjordes stort set udelukkende af numre fra den seneste plade og satte fra første skæring, “I Feel Better”, gang i dansesko såvel som stemmebånd hos en stor del af den fremmødte skare.

Og det gjorde sig gældende for størstedelen af koncerten: Den ene vellydende skæring afløste den anden, og favoritter som “Good Arms vs. Bad Arms” eller “Old Old Fashioned” stod som højdepunkter i en dundrende omgang følelsesladet pop. En fredag aften på pubben med the lads og kolde pints ad libitum syntes som en passende stemningspendant: Medrivende, smittende og følelsesladet, men ikke noget, der tilfører nye dimensioner til noget.

I hvert fald ikke før koncerten tog en mere stille drejning mod dens afslutning. En a capella-båren version af “My Backwards Walk” fik for en stund publikum til i højere grad at dvæle ved musikken, og da Scott Hutchison under “Poke” blev efterladt alene på scenen, var det lykkedes bandet at give koncerten en fin, intim drejning, der afslutningsvis fuldbyrdedes ved en længerevarende og mere støjende version af “Keep Yourself Warm”, som både tryllebandt og udfordrede musikken. »It takes more than fucking someone you don’t know to keep warm,« lød det fra scenen, og publikum syntes at samtykke. Frightened Rabbits koncert havde til gengæld klaret jobbet. (SP)

★★★★★☆
Frightened Rabbit satte gang i syng med-musklen. Foto: Dave Gourley.

Frightened Rabbit satte gang i syng med-musklen. Foto: Dave Gourley.

Shugo Tokumaru, 03.07.09, 19.30, Astoria
Et af sidste års bedste album var japanske Shugo Tokumarus Exit, der havde nogle fantastiske melodier, som trængte igennem til trods for sprogbarrieren. En indiepop så umiddelbar og samtidig ganske skæv og japansk på grund af tilgangen til instrumentparken bestående af bl.a. klokkespil og harmonika, der jo ikke er usædvanlige i indiepop, men sjældent anvendt med så meget rytmisk pondus og intensitet af toner.

Live fik skævheden lige et ekstra nøk, og det var måske i virkeligheden det, der lidt ødelagde de gode sange. De fremstod i hvert fald mere rodede end på plade, og samtidig var lyden heller ikke helt skarp på den indelukkede Astoria-scene.

Men det forhindrede nu ikke en lille del af det i forvejen forsvindende publikum til at holde en begejstret fest på tribunerne. De hujede mellem numrene, og da hittet “Parachute” blev spillet som ekstranummer, dansede de i futtog ned blandt publikum og spredte god stemning i teltet.

Det kunne dog ikke redde den lidt tamme oplevelse af koncerten. Nogle gange garanterer et fantastisk album bare ikke en fantastisk live-oplevelse. Meget symptomatisk spillede bandet et cover af The Buggles klassiske “Video Killed the Radio Star”, som i øvrigt passer utrolig godt til Tokumarus stil, men selv dét fik pillet lidt af sine ellers uomgængelige popkvaliteter, og det fortæller vist meget godt, at det usædvanlige arrangement var svært at styre live. (KEA)

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse af Rabbit koncerten, jeg er rørende enig. Scott Hutchinson er en patosmaskine, og det er helt underligt, at et band af den størrelse kan holde kæmpe sing-a-long fest. Glæder mig til at læse om dagen i dag, som lader til at blive vanvittig! Dodos! Pains! Malk! Hyg jer derude.

Deltag i debat