Koncerter

Roskilde ’09: Cut Off Your Hands, Tony Allen, The Pains of Being Pure at Heart, 04.07.09

Garagerock, afrobeat og støjpop stod på menuen, da Undertoners anmeldere fartede Festivalpladsen rundt lørdag aften.

Cut Off Your Hands gav en lidt tom fornemmelse i maven. Foto: Treve Dromgool

Cut Off Your Hands gav en lidt tom fornemmelse i maven. Foto: Treve Dromgool

Cut Off Your Hands, 04.07.09, 21.00, Pavilion
New Zealandske Cut Off Your Hands er i programmet blevet beskrevet som arvtager af den lyd, The Smiths og The Cure grundlagde i 1980’erne. At de har referencerammerne i orden, er der ingen tvivl om, men på Pavilion lørdag aften viste de dog, at de ikke var i samme klasse.

Det startede ellers meget godt med bandet, der gik på til The Everly Brothers’ “Dream” for derefter at begynde at støje. Så blev koncerten ellers sparket i gang, og bandet var meget energisk, hvilket også resulterede i, at mikrofonstativet blev kastet op i luften lige fra starten. De fræsende guitarer var selvfølgelig på plads, og det samme gjaldt catchy hooklines, men der manglede nerve og vildskab.

For selvom bandet spillede flere forskellige covernumre, deriblandt af de legendariske frat-rockere fra 1960’erne, The Sonics, virkede det lidt, som om man lige så godt kunne have sat bandets første plade, You and I, på. Bandet virkede også selv til at være klar over, at de ikke havde verdens største materialebase at trække på.

Der var fest foran scenen, og det skyldes nok fremmødet af folk fra New Zealand. De gav den gas, mens resten, der nok ikke kendte bandet så godt, stod med en lidt tom fornemmelse i maven. For selvom Cut Off Your Hands egentlig spillede meget godt, kom de aldrig ud over scenekanten. For god energi er ikke nok, specielt ikke når ens materiale halter en smule efter. (MHN)

★★★☆☆☆

Tony Allen, 04.07.09, 22.00, Cosmopol
Det er altid svært at vide præcis, hvad du skal forvente, når der står legende i panden på en kunstner. Det kan ende i jublende ekstase, som at komme i audiens hos en kunstner, der stadig har masser på hjerte. Men det kan også være pinligt, kedsommeligt og forudsigeligt. Koncerten med afrobeat-legenden Tony Allen landede et eller andet sted imellem forudsigeligt og sprudlende.

Det 10 mand store band, der ud over Tony Allen på trommer også bestod af en fornuftig horn-sektion og et par guitarister med krudt i røven, lagde famlende ud med førstesinglen fra herrens nyeste album. “Too Many Prisoners (Elewon Po)” er masserende og funket afrobeat, men den pulserende og facetterede rytme druknede i det polerede bands indstik. Der manglede bid, men det var absolut ikke dårligt.

Og sådan fortsatte resten af showet. Den grundlæggende rytme har den seje trommeslager stadig i sin hule hånd. Han spillede afvekslende, overraskende og med fuld smæk på rundgangene. Halvejs igennem røg mikrofonen væk fra trommesættet, så Tony Allen kunne koncentrere sig om at spille. Der skete der noget i det rullende beat-tog. Som om Tony Allen besluttede sig for at rykke festen fra en airconditioneret hotellounge i Lagos og ud i baggården. Der, hvor opvaskerne, receptionisten og alle os andre almindelige mennesker slipper tøjlerne, når hverdagen skal glemmes. I en time eller to. (MT)

★★★☆☆☆
Det var fedt at være ung med The Pains of Being Pure at Heart.

Det var fedt at være ung med The Pains of Being Pure at Heart.

The Pains of Being Pure at Heart, 04.07.09, 23.00, Pavilion
Som Pavilion-scenens konferencier sagde det, inden The Pains of Being Pure at Heart blev sluppet løs:»Det er lyden af at lytte til det Elektriske Barometer og skrive kærlighedsbreve, som man alligevel aldrig tør sende.« En efterhånden noget slidt beskrivelse af bandets musik, der synes at have gået igen i enhver hype af deres velmodtagne debutskive, som udkom tidligere på året.

Ganske vist kan man ikke ligefrem betegne bandet som værende originalt; deres distortionbårne støjpop med visse shoegazer-tendenser trækker stærkt på start-90’ernes opfostring af selvsamme genrer og kunne let omtales som værende enten retro eller passé – alt efter hvor olmt man forholder sig til den slags. Ikke desto mindre var jeg for ung til at kunne skrive noget, der så meget som lignede et kærestebrev, og interesserede mig i øvrigt næppe for andre fyre end Barbies nydelige gemal Ken, dengang genren var ny og spændende, og mødte derfor op til koncerten med et historisk snarere end nostalgisk forhold til musikken. Dog vidste jeg en ting: The Pains of Being Pure at Heart har skruet en umanerlig vellydende og melodiøs skive sammen på baggrund af deres koncept. Spørgsmålet var, hvor interessante de ville fremstå i livesammenhæng.

Hvis vi holder fast i ideen om den grønne og kåde, men følsomme ungdom som bandets målgruppe, må man sige, at arrangørerne har gjort det godt: Kl. 23 lørdag aften, bedst som alkoholen var begyndt at gøre sit for at slå centralnervesystemets autopilot til, trippede de fire unge mennesker ind på scenen og bød publikum velkommen til deres første koncert på dansk grund. Det skete ganske vist med en noget plumret start, der gjorde det næsten umuligt at lokalisere melodi såvel som Kip Bermans vokalarbejde. Det lydmæssige mudder var dog hurtigt glemt, for snart hamrede bandet derudad og lirede med et imponerende overskud den ene melodiøse og energiske støjpopperle efter den anden af sig, i en grad så det er svært at fremhæve musikalske højdepunkter i et set, der da også rummede så godt som hver en akkord, bandet endnu har udgivet på et fysisk medie.

Og sjældent har jeg set en så ekstatisk publikumsreaktion på en koncert. Ikke den slags ekstase, en musikalsk feinschmecker eller en følsom sjæl kan komme i ved rette stimuli, men en ekstase, der – kliché eller ej – nu engang bedst lader sig beskrive som ren og skær ungdommelig lørdagslivsglæde. Pludselig var højlydt kommunikeren publikum imellem ikke spor forstyrrende, hende pigen ved min side, der fik tømt en halv fadøl ned i min højre gummistøvle, var helt cool, og gutten ved min anden side, der ihærdigt forsøgte at stikke en udstoppet ugle i mit øre, var jo ret sjov. Det hørte med til pakken, og koncerten havde næppe været nær så interessant uden dens stærkt sociale aspekt. Jeg ved ikke, hvordan det var at være ung for 20 år siden, men når det at være ung i dag er som at være til koncert med The Pains of Being Pure at Heart, bliver det næppe federe. (SP)

★★★★★☆

Deltag i debat