Koncerter

Roskilde ’09: Fever Ray, Dungen, Black Dice, 04.07.09

Skrevet af Jonathan Heldorf

Hypnose og uforløsthed hos Fever Ray, half ‘n’ half-oplevelse med Dungen og opslugthed hos Black Dice.

Fever Ray gemte sig på Arena.

Fever Ray gemte sig på Arena.

Fever Ray, 04.07.09, 00.00, Arena
»Keep the streets empty for me,«  sang Karin Dreijer, da hun endelig pakkede sin velourklædte stemme ud på fjerde nummer i sættet, og det var en linje, publikum bed mærke i og rettede sig efter, for det var, som om alle prøvede at kravle ind under teltdugen til Arena for at lytte til den silhuet, der alt for sjældent var synlig på den mørke scene.

Støv, røg og uforfalsket mørke blandede sig og lagde et tæt slør hen over hovederne på os, et slør der blev penetreret af grønne og lillafarvede laserstråler, som pumpede rytmisk, og fik de betydelige røgbølger til at fremstå som et dunkelt grønt skybrud på en illuderet nattehimmel. Men hvad der foregik på scenen, var umuligt at se med det blotte øje.

Denne uvidenhed, vi som publikum konstant blev holdt i, gav koncerten et paranoidt og mytologisk præg, og de langsomme paralyserende beats var futuristiske eller måske snarere uden for tid og sted – som et mørkt imploderende vakuum. I dette vakuum befandt sig en svævende slange, der hypnotiserede og kildede os i nakken med sine gifttænder, en slange ved navn Karin Dreijer.

Men det meget fængende og let tilbageholdte dødsrige var også sært uforløsende, og der var ikke nogen egentlig progression i koncerten, der kun tilbød en intro og en midte, og som salig Aristoteles benævnte i en af sine allerførste teser om tragedien, er det essentielt, at den også har en afrunding og en forløsning, hvilket ikke var tilfældet hos Fever Ray denne nat. Optakten til den egentlige forestilling var måske en anelse for lang, og da projektet rigtig startede, var det svært at mærke friktioner og høj- og lavtryk.

Synd var det, at det hele skulle være så hemmelighedsfuldt og dunkelt, at man blev holdt i uvidenhed, især taget i betragtning at musikken i høj grad lægger op til et flot show, som måske også var der, bare underbelyst, men det hypnotiserende element og den paralyserende mytologiske længsel, var alligevel ikke utilfredsstillende, blot uforløsende. (JH)

★★★★☆☆

Dungen, 04.07.09, 00.30, Odeon
Dungen på Odeon var programsat til kl. 00.30, men det var først lige et par minutter over 01.00, at bandet gik på. Eller det vil sige, at det først var et par minutter over 01.00, at Dungens charmerende psychrock blev fundet frem for alvor.

Indledningen var i stedet præget af poppet og keeeedelig jazzpop, der mindede mig om Bo Kaspers Orkester. Fint, fint, men ufarligt som en nyklækket, blind kylling. End ikke et af mine yndlingsnumre, “Du är för fin för mig”, kunne medføre andre kropslige udladninger end småvuggen. Det var faktisk først efter fem-seks numre, at der begyndte at ske mere, hvilket måske hang sammen med to violinisters ankomst på scenen.

I hvert fald gik der ikke længe, før guitaren blev plugget i, og så kom “Ta’ det lungt”, hvori netop omkvædet »ta’ det lungt« blev råbt ud over publikum som et ægte 60’er-psykedelisk rockband og ikke som det halvsovende jazzpopband, der lige havde forsøgt at lægge publikum i seng, frem for at sende dem ud til festivalens sidste natbal.

Da Dungen herefter bl.a. også leverede “Panda” i fin stil, var mit stenkolde hjerte ved at få varmen igen, og varmen fik lige et nøk opad, da forsanger Gustav Ejstes afsluttede koncerten med at smadre en tamburin, inden bandet syrede helt ud og efterlod undertegnede med spørgsmålet om, hvorfor i alverden Dungens fremragende psykedeliske side(r) ikke bare får en hel koncert frem for at have en indledende halv time uden det hjerteblod, der momentvis blev vist, efter jazzpoppen var et overstået kapitel. (CK)

★★½☆☆☆
Black Dice leverede syg clubbing på Pavilion.

Black Dice leverede syg clubbing på Pavilion.

Black Dice, 04.07.09, 01.00, Pavilion
Porten åbner sig. Du træder ud i et fremmed landskab, hvor røgen smyger sig om dine fødder. Det eneste du kan se, er kridhvide katastrofeblink, og det eneste, du hører, er et komplet opklippet beat og støj så stressende og voldsom, at du skal beslutte, om du vil vende om. Eller om du vil forsætte ud i uvisheden. Black Dice er ikke for enhver, men lørdag nat beviste de, at også nørdede noise-hoveder kan få lyst til at danse.

Bandet omdannede Pavilion til en natklub i helvede. Der blev kastet abrupte beat-lunser ud til publikum, og det alt andet end kedelige knappeskrueri fra de tre New Yorkere blev mere og mere fysisk, som koncerten skred frem. Med tårne af guitar- og basforstærkere i nakken, solidt greb om mikrofonen og et rablende vandvid af breakbeats var de så effektive og strukturerede, som den slags nu kan være.

Det tog lidt tid før de fik sig tunet ind på hinanden, men efter tyve minutter samlede bandet sig om et fælles mål: at forsøge at følge med beatet. At jagte det, tæske det, straffe det. Og sørge for, at ingen kunne gå fra koncerten uden i det mindste at have taget stilling til det, de havde oplevet. Taget stilling til, om de ville vende om, når porten åbner, eller om de ville gå ud i uvisheden og lade sig sluge af Black Dice.  (MT)

★★★★★☆

Deltag i debat