Koncerter

Roskilde ’09: Ginger Ninja, Kira Kira, MFMB, 30.06.09

Tirsdag bød Pavilion Junior på fræsende festrock og synthbeats, så man kunne danse sig omkuld, men der var også en islandsk, knitrende pause til at trække vejret i.

Udbytterig eftermiddagsstorm med Kira Kira. Foto: Tim Hand

Udbytterig eftermiddagsstorm med Kira Kira. Foto: Tim Hand

Ginger Ninja, 30.06.09, 13.30, Pavilion Junior
En succes. Så kort kan man beskrive Ginger Ninjas første optræden på Roskilde. De åbnede ballet mandag med en fest uden lige. De fire taknemmelige og glade bandmedlemmer var i mindst lige så godt humør som publikum.

Halvelektronisk danserock er de beskrevet som på Roskildes hjemmeside. Og hvis man ville danse, så gik man ikke forgæves. Ginger Ninja lod sig ikke påvirke af det tidlige tidspunkt og varmen, der bankede ned over Pavilion Junior. For med en enorm spilleglæde og taknemmelighed over at få lov til at spille et så stort sted som Roskilde, inviterede de publikum til fest med deres pulserende beats, rå riffs og, til tider, store synthflader.

Men god energi gør det sjældent alene, og derfor stod man til tider også og savnede, at musikken ville bevæge sig lidt væk fra den opskrift, som den er lavet efter. Når man laver musik efter en velkendt og ofte før hørt formel, skal man virkelig være noget specielt for at skille sig ud. Og det gjorde Ginger Ninja ikke. Selvom det som sagt var en fest, og publikum og band var glade, kunne jeg ikke lade være med at savne lidt mere vildskab. Derfor var det også klart de numre, hvor synthen ikke var i brug, der stod klarest som gode sange. Ikke fordi de andre numre var ringe. For det var de ikke. De var bare hørt før.

Men publikum og Ginger Ninja kom for at holde fest, som det blev proklameret fra scenen. Og en fest, det var det. (MHN)

★★★½☆☆

Kira Kira, 30.06.09, 15.00, Pavilion Junior
Ahh. Hvor er det bare dejligt at få bekræftet, at det sommetider kan betale sig at være et helt igennem fordomsfuldt menneske. Kira Kira er fra Island og spiller vuggende, susende og knirkende postrock, der lyder som Sigur Rös eller Múms tidligere udgivelser, og som bare ikke kunne være skabt andre steder end på den nordligt beliggende klippeø. Selv forsanger Kristín Björk Kristjánsdöttir lever op til sit mellemnavn med et halvkoket, flagrende og naivistisk udtryk, der – suppleret med en skøn og til tider særdeles svært forståelig islandsk accent – snildt kunne have skaffet hende en stand-in-rolle i “Dancer in the Dark”.

Inden koncerten havde jeg mine tvivl om, hvorvidt Kira Kiras atmosfæriske udladninger ville trænge igennem til den fremmødte skare, der for en stor dels vedkommende netop havde overværet Ginger Ninjas energiske og smittende optræden, og det syntes da også at være lyden af susende modvind, der indledningsvis blev trukket ud af metalblæsere, keyboards og alskens bizarre instrumenter. Småsnakken havde spredt sig til mere end blot krogene, og jeg fandt det nødvendigt at arbejde mig helt op til scenekanten, hvor bonghovederne imiterede havgusen og syntes at være helt på bølgelængde med de sfæriske omgivelser.

Og herfra var Kira Kira faktisk en ganske glimrende oplevelse. Klassiske postrockede opbygninger blandedes med uderfinerbare indslag af ren knirken, kratten og susen, der alligevel fremstod som interessante i form af de fem bandmedlemmers leg med lyde og ved det spøjse i at se hidtil ukendte melodistumper blive skabt af hidtil ukendte instrumenter og dimser. Kristjánsdöttirs stemme var til tider et klædeligt supplement til svæverierne, og bandets generelle fremtræden udstrålede en art tilbageholdt legesyge og en udadvendthed, der hurtigt kan blive en mangelvare i genren.

Det er helt sikkert, at ikke alle har fået lige stort udbytte af Kira Kiras eftermiddagsstorm; dertil var fokus omkring scenen for spredt og bandets musik uden helt nok betagende højdepunkter til at fængsle et festivalkådt publikum. Men for os, der havde fundet en rolig plet, var Kira Kira et fint og finurligt pusterum midt i festivalstrabadserne. (SP)

★★★★☆☆
Fokuseret og dansabel fart over feltet hos MFMB. Foto: Per-Erik Claesson, www.wesse.mine.nu

Fokuseret og dansabel fart over feltet hos MFMB. Foto: Per-Erik Claesson, www.wesse.mine.nu

MFMB, 30.06.09, 16.30, Pavilion Junior
Da jeg var lille, havde jeg – som mange andre drenge på min alder – speedometer på min cykel, altså sådan et old fashion et af slagsen, hvor et lille hjul var forbundet til en seriøs mursten af en computer. Noget af det fedeste, jeg vidste, var at hamre ned ad Jægersborg Alle, for der fik man så meget fart på, at speedometret blev presset mod grænsen af sin formåen.

Nogenlunde samme tempo var der på MFMB, da de entrede Pavilion Junior. Præprogrammerede beats lagde baggrunden for en ordentlig omgang dansabel synthpop, der trak ekstremt store veksler på bl.a. New Orders dystre Manchester-synth/-postpunk, opgraderet til dette årtusinds dancebeat-generation.

Ud over de stramme beats og referencerne til de kolde, sortklædte postpunk-80’ere tiltrak forsanger Joakim Lindbergs vanvittige mimik og gestik (der mindede meget om de optagelser, jeg har set, af Ian Curtis’ sceneoptræden) en del opmærksomhed. Som modspil til hans crazyness, der tenderer det utilnærmelige og indadvendte, har MFMB backup-vokalist Christine Bjork, der storsmilende tog sig af kontakten til publikum. Det set-up fungerer særdeles godt. I hvert fald var Lindbergs udskejelser aldrig for meget, men syntes som naturlige konsekvenser af den beatdrevne musik.

Selvom det var en kort fornøjelse, leverede MFMB varen i samfulde 30 minutter, de var scenen. Det er klart, at man kan nikke genkendende til inspirationskilderne, men vi befandt os på intet tidspunkt i plagiatzonen, og MFMB formåede at give inspirationskilderne et eget touch, hvor især deres energiniveau fik mit indre speedometer på overarbejde. (CK)

★★★★½☆

Leave a Reply