Koncerter

Roskilde ’09: Harry’s Gym, Gianna Factory, 30.06.09

Pavilion Junior bød tirsdag aften på sej pop i vidt forskellige afskygninger. Vi bevægede os fra fjeldpop til 60’er-pigepop med new wave-beat.

Harry's Gym kom ud over scenen til trods for indadvendthed. Foto: Stian Andersen

Harry's Gym kom ud over scenen til trods for indadvendthed. Foto: Stian Andersen

Harry’s Gym, 30.06.09, 18.00, Pavilion Junior
Nogle gange kan det være svært at trænge igennem til et feststemt publikum med afdæmpet og rolig popmusik, der på overfladen lyder lidt anonym. Men norske Harry’s Gym – i øvrigt et utroligt dårligt valgt bandnavn, da det giver associationer til testosteron-pumpet rockmusik – formåede alligevel momentvis at gribe publikum, især deres landsmænd, og synge teltet op, til trods for musikkens manglende umiddelbarhed.

Forsanger Anne Lise Frøkedals nedtonede vokal gled hen over Bjarne Stenslis hypnotiserende, cirkulære rytmer og skabte stemningsfulde, flot svævende flager, der bredte sig majestætisk. Dertil fik det en mørk, men stadig let, elektronisk kant fra både moog og korg.

Frøkedals intonationer lå et sted mellem Kate Bushs højstemte gliden på tonerne og det keltiske knæk, som man kender det fra bl.a. Enya og Cranberries. Lidt letkøbt kunne man kalde det fjeldpop, men det ville i hvert fald lyde flot mellem bjergsiderne i Norge, hvor det på grund af de ritualistiske rytmer let kunne fungere som slaghymner for faldne mænd fra lokale, for længst uddøde vikinge-klaner.

Indimellem blev musikken nok lidt for afdæmpet og anonym og havde måske derfor svært ved at trække nye folk ind i teltet, men når bandet tillod sig at støje lidt og lade rytmerne dundre, var det absolut medrivende. (KEA)

★★★★☆☆

Giana Factory, 30.06.09, 19.30, Pavilion Junior
Giana Factory er nogle seje damer. Seje og med overskud. Ikke de vilde udskejelser og showtendenser, men med et stort fokus på deres musik. De er lynhurtigt gået fra at være et nyt projekt for et 60’er-pigepopband til at have deres helt egen lyd sat i et veldefineret univers. Og selvom det er gået stærkt for Giana Factory, så var koncerten tirsdag aften beviset på, at det er lykkedes.

Seje damer, hvid støj og 60'er-pigepop fra hypede Giana Factory. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Seje damer, hvid støj og 60'er-pigepop fra hypede Giana Factory. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Koncerten igennem stak musikken i mange forskellige retninger. Alt fra foruroligende Cat Power-foredrag fra Loui Foo over Morricone-lummer guitar til passager af hvid støj. Men hele tiden var det med deres simple, Young Marble Giants-inspirerede new wave-beat helt i centrum.

Giana Factory var absolut bedst, når de lod popmusik være popmusik og forsvandt ind i de hypnotiserende beats. På “Dirty Snow” virkede koret nærmest paranoidt, og den dystre stemning gik igen i de fleste af bandets sange. I enkelte passager virkede det, som om bandet ikke helt kunne slippe deres fortid med pigepop og festlig “gang i den”. “Trippin’” er et fint nummer, men sammen med “Go Bananas” var den et lavpunkt i en koncert, der havde udvist skræmmende kompromisløshed, hvis ikke de små hitsøgende gener var løbet af med dem. For de kunne nemlig godt kombinere den fortættede lyd med ligetil sange. Og da Loui Foo, med dronende og dissonante guitarer i baggrunden, messede »I don’t love you anymore / I don’t adore you anymore,« var de troværdige midt i al den hype, der omringer dem. (MT)

★★★★☆☆

Deltag i debat