Koncerter

Roskilde ’09: Marissa Nadler, The Dodos, Micachu and the Shapes, 04.07.09

Skrevet af Signe Palsøe

Marissa Nadler holdt stand mod udefrakommende lyd, mens der blev leveret lovende indiepop-præstationer fra The Dodos og Micachu and the Shapes.

Marissa Nadler holdt publikums interesse fangen. Foto: J. Lund

Marissa Nadler holdt publikums interesse fangen. Foto: J. Lund

Marissa Nadler, 04.07.09, 18.00, Astoria
Det er svært ikke at have sine bange anelser, for det er set så mange gange før. Ved José González-koncerten på Odeon-scenen sidste år overdøvedes de dæmpede guitarakkorder af højlydt hyggesnak fra et spredt, siddende publikum, og ligeledes druknede Efterklangs nuancerede electronica på Astoria-scenen i L.O.C.’s udskejelser på Orange. De stille, akustiske koncerter kan have trange kår, både når det gælder om at fastholde publikums festivalflyvske opmærksomhed og om blot at ramme en heldig plads i programmet, hvor musikken fra naboscenerne ikke blæser over Dyrskuepladsen med orkanstyrke.

Og det var ikke de mest hensynsfulde naboer, Marissa Nadler måtte dele nabolag med lørdag eftermiddag. Med Den Sorte Skoles koncert parallelt løbende på Cosmopol og Gogol Bordellos sigøjnerpunk under optræk på Orange var det med en vis nagende tvivl om koncertens udfald, at jeg iagttog den tilbageholdende nymfe betræde scenen i et halvtomt Astoria-telt – hvis rumfang jeg i øvrigt også frygtede, var i overkanten efter Nadlers smukke og intime koncert på Loppen i foråret.

Men heldigvis – heldigvis – blev hovedparten af mine bekymringer manet i jorden, så snart guitaren var stemt, og dens toner blandedes med Nadlers vokal i en berusende strøm, der flød fra scenen og nåede ethvert hjørne af det hede telt. Nej, Astoria var ikke for stor en mundfuld. Stik modsat var det overvældende at opleve den intensitet, det store rum var med til at skabe, og selvom der var god plads mellem de fremmødte publikummer, syntes enhver tilstedeværende at være tryllebundet af Nadlers svævende fortællinger.

Andet ville i grunden også kræve, at man var en yderst kynisk eller tonedøv eksistens, for magen til eventyrlig henførthed og smuk simplicitet skal man lede længe efter. Efter at have fremført “Diamond Heart” og “Thinking of You” alene på scenen fik Nadler selskab af sit tremandsband, der tilførte underspillet fylde til kompositionerne uden på noget tidspunkt at indskrænke vokalens spillerum – i denne sammenhæng var de i øvrigt med til at camouflere en smule af den gungren, der desværre vældede fra naboscenerne.

Kun under en – efter Nadlers målestok – hurtig og rytmisk version af “Heart Paper Lover” tog bandet armtag med et mere udadvendt udtryk. Derudover må Nadlers koncert siges at have været en noget nær hypnotisk oplevelse; en af dem, hvor man lader sig opsluge og efterfølgende føler sig klar, ja, nærmest udhvilet, og hvor de støjende omgivelser skulle være den eneste barriere mellem publikum og den absolutte, meditative henførelse. (SP)

★★★★½☆

The Dodos, 04.07.09, 19.00, Pavilion
Med Logan Kroebers trommesæt helt fremme på scenen og den klejne Meric Long på guitaren solidt hængt i folk-folder, søsatte The Dodos en god times fornøjelig, men også ret skabelonpræget koncert. At de valgte at lægge ud med “Fools”, med sit svungne »åh-åh«-omkvæd, virkede umiddelbart som en god idé. Men koncerten igennem blev det mere og mere klart, at netop “Fools” er det bedste melodimateriale, bandet har at byde på.

En koncert med The Dodos føles som at hænge ud med seje kids fra art school i San Francisco. Det er endless summer, men måske også for loose. Lige så lystigt og dragende, de huggende og konstant bevægelige trommer var, lige så hurtigt druknede Longs vokal i drønet. De rolige indslag var insisterende i al deres naive følsomhed, og det fungerede, fordi bandet absolut ikke lyder som nogen andre.

Men for hvert kontant slag, de to gulvtammer fik, blev Pavilion-teltet drænet for lidt mere energi. Det hjalp bandets tredje medlem, der spillede xylofon og percussion, ikke det store på. Hvis The Dodos skulle have skruet ned for trommerne, ville det have været ærgerligt. De var mindst lige så meget melodi, som de var rytme. Det stortrommeløse rytmebundt holdt sammen på arrangementerne, som eksempelvis i “Jodi”, der med sit skramlende og buldrende udtryk havde været endnu et indiepop-nummer, men forløste sig ved at trække sig ud over de fire minutter og tilføje lidt velvalgt ravage.

Måske bunder den halvtamme koncert i, at Longs vokal langt fra har nok fylde til at klare skærene alene. Derfor var det da også ekstra ærgerligt, at de ikke udnyttede de fine korarrangementer, som netop åbneren “Fools” byder på. I stedet for en for en god fest, blev det til lidt for meget hoppen på stedet, fra et band som har potentialet til at komme tilbage på Roskilde. Og spille sig helt ud. (MT)

★★★☆☆☆
Michachu and the Shapes. En usleben diamant?

Michachu and the Shapes. En usleben diamant?

Micachu and the Shapes, 04.07.09, 20.00, Astoria
Lad os bare gå direkte til sagen. Michachu and the Shapes er et detaljerigdommens band. I så høj grad, at konferencieren inden koncerten så sig nødsaget til at opfordre publikum til at spidse øren og virkelig lytte grundigt efter. Ok. Fair nok. Vi er jo fornuftige mennesker, så vi adlød: ører på stilke.

Og der var bestemt noget at lytte efter, for Michachu and the Shapes udforsker lyde og lydes funktion, hvilket på et af numrene f.eks. kom til udtryk i en afsluttende koklokkesolo. Det var inciterende, men vaklede til tider også på den traditionelle indiepopkant, der adskiller det ekstremt velfungerende fra det for aparte og artsy.

Hvad der især hæmmede liveoptrædenen, var, at overgangene mellem numrene ikke var helt tight, bandmedlemmerne kiggede meget søgende på hinanden og var en enkelt gang uenige om det næste nummer. Det gav en lidt rodet og ustruktureret fornemmelse, men det var alligevel sært charmerende, fordi det passede ind i deres eklektiske spillestil og univers. Det her var anarkistisk indiepop, ment i ordets allerbedste og nybrydende forstand.

Og så er der lige en anke (og som måske også gjorde sig gældende ved Parvohaarju-koncerten): Gad vide, om aftalerne mellem bands og Roskilde samtidig også indbefatter en forudbestemt længde på koncerten? Det lyder utroligt, men Marc Pell antydede i hvert fald kraftigt et stykke inde i koncerten, at de skulle spille en time. For et band som Michachu and the Shapes kan det blive et problem, dels fordi de spiller ekstremt korte sange, dels fordi deres musik er i farezonen for at blive for meget af det gode i løbet af en time. Nu nøjedes de med de 50 minutter, og det var ganske passende.

Det er helt ekstremt imponerende at være så unge, som Michachu and the Shapes er, og så levere så kompleks og svært tilgængelig, elektronisk indiepop med den attitude, som dette band gjorde. Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en usleben diamant, der med den rette kombination af flid og dygtighed har potentiale til at blive et nyt Gang Gang Dance. (CK)

★★★★☆☆

Leave a Reply